I det uendelige

 

af Thorkild Ellerb¾k

 

 

Nogle kalder det overblik. Her i h¿jlandet hedder det spying.

Enten at kigge ud/holde ¿je med eller spionere Ð overs¾ttelsen er ligegyldig. Vi kigger og kigger. Verden bliver rund i kikkerten. Landskabet folder sig ud, og nŒr man tager ¿jnene fra kikkerten bliver det stort.

   Ian, Fergus og alle de andre kender landskabet. De er her hver dag i s¾sonen og de ved ogsŒ hvor dyrene er. For det meste. Her er plads til, at de kan flytte sig. Over 15.000 hektar fylder godset pŒ en flad opmŒling. Det er meget og der er ikke taget h¿jde for bjergene, dalene, de smŒ dale med b¾kke i bunden og sŒ skoven helt nede i bunden.

 

 I gŒr var vi i ÓskovenÓ. Markante br¿l fra en hjort fik os til at stopppe op og lytte. Der var intet at se Ð ingen spying. Kun lyden. Men den var til geng¾ld ikke til at undgŒ. SŒ det var ind i skoven med de flere hundrede Œr gamle fyrretr¾er. En bund af bregner i en meters h¿jde og mange smŒ dals¾nkninger undervejs.

   Jo t¾ttere vi kom pŒ lyden, jo mere lyd kom der pŒ hjorten. Der var ingen tvivl hos Fergus og John, som ledte vejen. Det her er en stor hjort.

  

Vi kom sŒ t¾t, at br¿lene var et udtryk for, at vi ikke var opdaget, men at vi var registreret som noget indtr¾ngende Ð mŒske en konkurrent.

   Det var sŒ t¾t pŒ at riflen blev pakket ud og jeg fik anl¾g op ad et tr¾. Foran os var en kam og hjorten stod lige nedenfor. Helt ¾rligt troede jeg, at det var en udgŒet fyr jeg sŒ 75 meter fremme blandt de mange udgŒede tr¾er. Men sŒ bev¾gede grenene sig og der var ingen tvivl. Det var et stort gevir. Hjorten kom op over kanten og lige imod os.

 

 

 

 

Shoot!

 

    MŒske var jeg en smule lammet. Jeg havde den lige for i kikkertsigtet, og den kom langsomt imod os. ÓShoot!Ó, hviskede Fergus. Men jeg var gŒet i en slags trance og ventede. For hvert skridt hjorten tog fik jeg et prik i ryggen. Til sidst et dunk - og sŒ ÓShoot!!!Ó

   Der var n¾ppe 50 meter til hjorten og den tog ikke flere skridt efter at jeg havde skudt. Det var en rigtig stor hjort. SŒ stor som de kun bliver i lavlandet og aldrig gider at gŒ op i bjergene. Jeg havde det rigtig godt. Fergus var t¾t pŒ at kollapse og kunne ikke komme sig over, at jeg ventede sŒ l¾nge med at skyde. Et par Œr efter mindede han mig om min hŒndtering af ÓThe Big OneÓ.

  

 Om eftermiddagen var vi in the Hills. H¿jt oppe. At stŒ pŒ kanten af kammen og kigge ud over enorme arealer med sten og lyng og en lille flod i bunden. At ÓspyeÓ ud over dette storslŒede land. Pludselig at se nogle smŒ pletter pŒ skrŒningen, som er en flok sen-brunstige hjorte, der hviler sig.

   Invaderer vi deres privatliv? Spionerer vi pŒ dem? Ja, vi er de udvalgte, der har privilegiet til at v¾lge ud. Og det er det spying handler om. At v¾lge den rigtige hjort blandt 20, sŒ fremtiden er sikret og vi ikke tager de allerbedste hver gang. (Vi havde jo taget en af de allerbedste om formiddagen.)

 

 Det er ogsŒ h¿jlandsjagt i Skotland: at fŒ muligheden for at skyde to hjorte om dagen. Vi skulle bare lige runde et mindre bjerg for at komme i den rigtige vind. Vi skulle bare lige gŒ, kravle, krybe nogle kilometer i lyngen f¿r vi kunne stikke hovedet op over en kam og kigge igen. Kigge pŒ hjortene. Spying.

  

 

 De lŒ nedenfor os. De havde ikke flyttet sig en meter i de par timer vi havde kravlet rundt. De f¿lte sig sikre og var det for sŒ vidt ogsŒ med 200 meter mellem dem og os. Men vinden var med os og vi begyndte nedstigningen mod rudlen. PŒ maven i det vŒde lyng, men d¾kket, sŒ l¾nge man holdt r¿ven ved jorden.

    Omkring de 125 meter havde vi et afs¾t i en lille forh¿jning sŒ vi kunne ligge i en smule d¾kning. Men fast anl¾g var der ikke, sŒ Fergus lagde sig foran mig og tog riffelpiben i hŒnden over sin skulder. Det var fast anl¾g... Jeg fors¿gte at hviske til ham, at det ville jeg ihvertfald ikke. SŒ hviskede han tilbage: ÓShoot!Ó

     

     Det var i tiden f¿r h¿rev¾rn og Tinnitus var noget vi snakkede om. Det var hans valg som professionel og hvis jeg sagde fra ville jeg givetvis have forn¾rmet ham. Med en utrolig sikker fornemmelse for sigtelinjen holdt han piben pŒ hjorten og jeg skulle bare justere, f¿r jeg trykkede pŒ aftr¾kkeren.

    At hjorten var mindre end dem om for middagen sagde sig selv. At det ogsŒ var forholdsvis nemt at fŒ den ned til Landroveren var sikkert ogsŒ en professionel vurdering.

   Men at jeg fik lov til/skulle/gjorde lod kuglen kuglen gŒ ved siden af FergusÕ hoved glemmer jeg aldrig. Han kan stadig h¿re en laks springe i River Dee, men jeg hŒber ikke han laver det stunt hver gang Óthe rifleÓ mangler fast anl¾g.

 

PΠalle fire

 

 

Der er vinden. F¿rst og fremmest vinden. Men der er ogsŒ lyset og lydene. Der er landskabet. H¿jderne. Lavningerne. Fladerne. Men der er ingen tr¾er eller buske. SŒ det er ned pŒ alle fire eller helt ned pŒ maven. Ofte - og meget langt.

  

H¿jlands-stalking er er ikke en s¿ndagspicnic. Det er heller ikke en vandretur. Det er mŒlrettet fremdagŒende bev¾gelse i noget af verdens smukkeste landskab. Vi kan se dem i kikkerten. En god lille rudel med nogle st¾rke hjorte imellem. Vi sidder pŒ en sydvendt skrŒning og spejder rundt. Hvad skal vi g¿re? Det er ikke min afg¿relse, men Fergus, som alene vurderer og tager sig god tid til at l¾gge en strategi. Vi skal t¾ttere pŒ og det er aldrig den lige vej i h¿jlandet.

  

 

SŒdan er den klassiske stalk: tilbage op ad skrŒningen pŒ alle fire i den h¿je lyng indtil vi kan komme ud af syne bag kammen. Og sŒ ellers hele vejen rundt sŒ vi kan komme pŒ den anden side dyrene og kan komme ud af vinden og ud af synsfeltet. Det kan nemt blive en tur pŒ to-tre kilometer og vi har ingen garanti for at de stadig stŒr der, nŒr vi er fremme...

    Vi er pŒ den anden side og vinden b¾rer i den rigtige retning. Ikke altid givet, for vinden i h¿jlandet kan k¿re rundt pŒ minuttet. Men vi kan se dem og skal nu blot nogle hundrede meter t¾ttere pŒ.

   Den skotske lyng er smuk og mere voldsom end det vi er vant til pŒ de jyske heder. Den kan ogsŒ v¾re som buske og ikke bl¿de lyngtoppe. Og sŒ er den h¿j, hvilket g¿r den anstrengende at gŒ i. Der skal sparkes meget lyng for at komme frem over de enorme flader, og hvis lyngen ogsŒ er vŒd bliver man vŒd.

 

    Men nŒr der skal kravles Ð og der kravles meget pŒ en h¿jlands-stalk Ð sŒ er den faktisk helt rar. Man kan virkelig komme uset frem pŒ alle fire et langt stykke ad vejen og det er det vi er pŒ vej ud i lige nu. Vi er tre med Fergus i spidsen. Derefter mig og sidst unge John. Fergus er ret hysterisk med at kravle. Flere gange fŒr jeg et irettes¾ttende blik, hvis ikke jeg er langt nok nede i lyngen.

    Hvor langt vi har kravlet og hvor lang tid det har taget er jeg ikke klar over. Det er ikke uret man kigger pŒ herude. Men et godt stykke, da Fergus pludselig stopper og l¾gger sig helt ned pŒ maven. Det er tegn pŒ, at vi andre skal g¿re det samme og det skrider sŒ i bogstaveligste forstand langsomt fremad endnu et godt stykke.

  

Vi er i en meget lille lavning. Men lav nok til at vi kan krybe ind ved siden af hinanden og se dyrene 125 meter ude. Der er to ting Fergus godt ved. Nemlig at jeg helst ikke skyder meget over 100 meter og at jeg ikke er vild med at skyde liggende... SŒ vi skal lidt n¾rmere. SŒ fŒr jeg det ene af mine ¿nsker opfyldt.

    Vi har kigget hjortene ud og der er en rigtig p¾n h¿jlandshjort, som er min i dag. Med riflen pŒ en rygs¾k og i liggende (ubekvem) stilling kan jeg skyde forsvarligt og efter mine begreber sikkert.

   

 

Der er egentlig ikke sŒ meget at t¾nke over. Jeg har hjorten fri og i kikkerten. Hjertet Ð altsŒ mit Ð skal lige skrues en smule ned. ndedr¾ttet skal pŒ plads. En ekstra  forsikring om at hjorten stŒr rigtigt Ð sŒ kan kuglen gŒ.

  

 

  Efter det gode skud er det altid sp¾ndende at se hvor hjorten gŒr hen. Denne har vi frit udsyn til og den gŒr ikke mere end 50 meter, f¿r den falder. Forendt og ude af denne verden.

    Andre gange er de faldet pŒ stedet. Andre gange er hjorten gŒet opad i fuld fart Ð mŒske 100 meter, f¿r den falder.

 

 Hos os alle tre er der stor lettelse Ð og gl¾de. Ikke bare for mig, som endnu en gang har haft det meget store privilegium at v¾re en slags hovedperson i en scene, der udspilles i de smukkeste kulisser, endnu en gang har oplevet de profesionelle gamekeepers kunnen og overb¾renhed med Óthe shooterÓ,  endnu en gang har haft tanker i hovedet om det er det rigtige jeg g¿r, og sidst men ikke mindst - at tage et liv fuld af respekt for dyret og g¿re det rigtigt.

 

 

Dette er en del af artikel fra JAGT, Vildt & VŒben 2012