12. august er som vores 16. maj i Skotland, Wales og Northumberland

Hvis vi kan sammenligne virkelig vigtige jagtdatoer mellem England og Danmark vil dagen i morgen – den 12. august – have samme betydning som den 16. maj har for mange danske jægere.

Mens vi glæder os til bukkejagten står den 12. august i UK som den helt store – den er kendt som ”The Glorious Twelfth” – åbningen af jagten på grouse.

Nu er det ikke lige alle, der har fået en plads på en grouse-jagt på premieredagen – for uanset, at der er alternativer – så er dagen i dag helliget driven grouse – altså at en lang kæde af klappere, der jager fuglene frem mod skytterne, som står skjult i de såkaldte grouse butts. Ofte fine gamle stensatte halvcirkler, hvor man kan stå med sin loader, ledsager og ofte har hunden med. Så kommer de lynhurtige fugle enten spids ind mod skytten eller i rene sideskud.

Driven grouse er først fremmest tradition: har man adgang til et areal med grouse er premieredagen for det meste forbehold syv – otte gode venner (som så ofte selv har noget, så man bliver geninviteret) og det er ofte med gamle familietraditioner.

Driven grouse er også dyrt: man kan godt kan forestille sig, at det koster mange penge at eje måske 10.000 hektar hedeareal i Skotland, Northumberland eller Wales for man skal også passe og pleje arealet og have en stab til at gøre det.

Min 20.000 kr for en dag

Hvis man nu er i den situation, at man gerne vil købe sig til en dag med driven grouse skal man også have tegnebogen frem. Prisen kan nemt snige sig op over 20.000 kroner for en dag, hvor man er en af otte jægere og har mulighed for at være med til at skyde måske 300 fugle. Grouse tælles iøvrigt altid i braces: to fugle. Så dagens tilbud vil altid være nævnt som 150 brace-day – altså 300 fugle.

Driven grouse har imidlertid et par alternativer, som er knap så pebrede. Det er enten walked up grouse med f.ek.s spaniels til at rejse fuglene eller walk up med stående hunde. Det er en krævende jagtform på de store hedearealer, men meget spændende. Og så til priser, som starter ved 6.000 kroner for en 10 brace-day.

Grouse hedder egentlig Red Grouse og er en rypefugl, som kun findes på de engelske øer. Den er lidt større end agerhøns og minder i luften meget om agerhøns , og som navnet antyder samme størrelse som nordiske ryper. Utroligt hurtigt flyvende og for det meste i lav højde.

Derfor er det også en jagtform, som kræver uhyre stram disciplin blandt skytterne og der er rigtig mange skrevne og uskrevne regler. I grouse butt’en er det i dag mest almindeligt, at der er sat et stativ op for at forhindre en skytte i at lade sig rive med i bogstaveligste forstand og skyde på en fugl, som i løbet af sekunder er på vej forbi så man pludselig har naboposten for enden af sigtelinjen.

Der er også stramme regler for hvornår man skal vende om og skyde bagud af hensyn til driverne som jo kommer forfra. Det er klart at lave spidsskud til fugle er risikable, når driverkæden er tæt på. Men ved hjælp af flag, fløjter og horn dirigeres skytternes aktive skydefelt.

 

 

 

 

 

 

 

Tradition, tradition….

Der er skrevet adskillige bøger om jagten på grouse og selvom det langt fra er alle, som får chancen for at skyde grouse selv i et langt jægerliv, optager det de fleste.

En af grundene er nok traditionerne og historien bag netop denne jagtform, som har trukket mange kendte og fornemme jægere til især Skotland for at deltage. Det er også fra grouse-hederne, at mange af de store fortællinger om datidens store jagtprofiler stammer. En af dem var Lord Walsingham. Virkelig en mand med jagt i blodet. Han lavede stort set ikke andet og hans jagtjournal var i adskillige bind.

Hans rekord på Blubberhouses Moor, som han selv ejede, blev sat den 28. august 188, hvor han ene mand skød 1070 grouse på samme dag. Han brugte fire geværer, hvade to loadere til at lade geværerne og 40 klappere fik fuglene frem til ham.

Anekdoten går, at grunden til Lord Walsinghams jagt netop denne dag var, at datidens Prins af Wales havde sagt nej tak til en invitation til grouse på Blubberhouses Moor fordi han ikke mente der var fugle nok…

 

 

 

 

 

 

 

100 procent vilde fugle

Grouse-bestanden på de store hederealer i Skotland, Northumberland og Wales varierer år efter år. Det er 100 procent vilde fugle og den kendsgerning, at de lever på udsatte biotoper gør jo, at bestanden er meget påvirkelig af vejr og vind. Kolde vintre, våde forår og somre kan være meget hårde ved bestandene. Der er også stor risiko for sygdomme, som spredes med flåter fra f.eks. får.

Derfor er det ikke nogen billig fornøjelse at eje og drive en grouse moor. Prisen for jorden alene er noget af det dyreste. Oveni skal lægges vedligeholdelse og skadedyrskontrol for at sikre fuglene på de åbne arealer.

Netop regulering af skadevildt har i de senere år ført til problemer for skytterne på hederne og ejerne. Uheldigvis er der folk i disse kredse som mener det – trods fredning som i Danmark – er OK at skyde de store rovfugle. Det er meget enkeltstående tilfælde, men de skader grouse-jagten enormt i et land, hvor jagtmodstanderne har større medvind, end vi kender det her.

En grouse-moor behøver ikke være mange tusinde hektar. Det er selvfølgelig beliggenheden og biotopens stand, der er afgørende. Grousen lever af de friske skud på lyngplanterne, så derfor er det vigtigt at lyngen har optimale vilkår. Det kræver ofte en ret stor indsats med slåning eller afbrænding af store lyngfelter, så lyngen kan skyde frisk år efter år.

Har man en gang stået i en butt og kigget udover de uendelige heder forstår man forventningerne og spændingen hos de jægere som er på heden. Jeg har stået og kigget sådanne steder, men uden gevær.

Til gengæld har jeg prøvet walked up grousejagt. Det var også på store hedeflader og fuglene lettede foran os og fløj langs skyttekæden i virkelig høj hastighed. Men ind imellem drejede enkelte eller et par stykker af i en vinkel på 90 grader og fløj direkte imod skytterne.

Det lykkedes mig at skyde min første grouse i rent sideskud med fuglen i topfart. Og det er virkelig topfart. Noget i retning af en enkelt agerhøne med god vind i ryggen. Kort tid efter fik jeg chancen for det rene spidsskud til en fugl direkte imod mig. Af nogle anset for at være noget af de sværeste. Den fik jeg i al beskedenhed også. Så jeg har været den glade jæger, som kunne stå med ”a brace of grouse at the end of the day”.

Rar fornemmelse, skulle jeg hilse og sige.