Ugens haglgevær: Blaser F16

Som alle andre, der har har haft Blasers F16 i hænderne og skudt med geværet var jeg også meget positivt overrasket, da jeg skød med det på Flugtskydningscenter Karup. (Foto: Stig Sommer)

Blaser navnet har her i Danmark overvejende været knyttet til deres rifler, som var en nyskabelse, da de kom frem for år tilbage. Blaser stempler også navn på baskylen af haglgeværer og det har været på modellen F3, som ikke hører til i den billige ende.

Det blev lavet om, da Blaser præsenterede model F16, som er en billigere udgave og med en række små nyskabelser.

F16-modellen har stort set kun haft medvind – både hos forhandlerne og hos de professionelle, som har testet geværet. Jeg testede en af de første udgaver i Danmark og har kun pæne ord til overs for denne “lille” Blaser.

Først og fremmest fordi balancen i geværet er ganske enestående. Selvfølgelig har langt de fleste geværer i denne prisklasse en god balance, men balance er altså mere end blot at man kan skuldre geværet og ramme med det. Her oplevede jeg, at geværet ved allerførste kontakt faldt godt i hænderne og faldt godt til skulderen.

Det siges, at skal man finde geværer med super balance skal man prøve de gamle håndbyggede engelske geværer. Det er rigigt, at netop denne type geværer præsenterer brugeren for en helt exceptionel balance. Det er ligesom adelsmærket for disse geværer, uanset om de er nye eller 150 år gamle.

Så det kræver noget at ramme denne balance og det har Blaser altså gjort.

Den Blaser vi har på hylderne herhjemme er den sorte udgave uden nogen form for udsmykning. Men den kan selvfølgelig bestilles med gravering. og som noget nyt er der kommet en kvindelig udgave, som hedder Intuition. Jeg har ikke prøvet den, men den ligner de “lady-guns”, som for tiden er ved at komme frem med Monte Carlo skæfte og kortere skæfte.

Nye brugere af Blaser-haglgeværer skal lige vænne sig til nogle dele i geværerne, som er meget anderledes end på øvrige over/undere. Løbsvælgeren ligger for eksempel i form af  en lille knap foran aftrækkeren og ikke i sikringsknappen. Nu er det jo heller ikke den funktion man bruger allermest. Endelig er Blasers markeringssystem på chokes modsat alle andre, så tjek lige, om du skyder med fuld choke, når du tror du skyder cylinder.

På hylden findes en jagtmodel og en Sporter, som allerede nu kan ses på de danske skydebaner. Der er tre chokes med i pakken, men ellers kan der suppleres med de populære Briley-chokes. Løbslængden er enten 71 centimeter eller 76 centimeter (Sporteren fås også med 81 cm. løb). Den koster lige under 25.000 kroner.

 

 

 

 

 

DETTE ER DEN FØRSTE I EN KOMMENDE SERIE HER PÅ POSITIVSKYDNING.DK. JEG VIL PRØVE HVER UGE AT FINDE ET GEVÆR, SOM KAN VÆRE ET JEG ALLEREDE HAR TESTET I JAGT, VILDT & VÅBEN, EN NYHED ELLER EN MINI-TEST AF ET NYT ELLER BRUGT HAGLGEVÆR.

Dette indlæg blev udgivet i Testskydning af haglgevær. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.