Tænk dig om inden patronkøbet….

Remingtons Hyper Sonic

Federal Black Gold

Jaguar Hyper Steel

 

 

 

 

 

Forleden mødte jeg en erfaren jæger der på sneppejagt altid bruger HyperSteel patroner i størrelse 2. Det virker, som han sagde. Jeg synes nok, at der er tale om overkill i bedste forstand. En af de andre jægere, som er en meget erfaren og dygtig sneppejæger var i den modsatte ende med sin kaliber 20 og flugtskydningspatroner i størrelse 7. Mere end nok til snepperne, som jo ikke er specielt skudstærke.

Det var selvfølgelig en af de mange små diskussioner vi har mellem såterne om alt muligt fra patroner til foranhold og det var nok også lidt mere aktuelt på baggrund af min artikel i JÆGER i denne måned: Kraftige patroner kræver forsigtighed.

Min medjæger havde en forholdsvis ny over/under fra en af de kendte producenter. Ikke en af de billigste. Han havde ikke læst i brugsvejledningen om brug af chokes o.s.v. og han havde faktisk også 3/4 choke i et af løbene. Det er netop noget producenten fraråder. Så man må sige, at han risikerer på sigt skader på sit ellers meget gode gevær. Alt afhængig af hvor mange skud der går igennem.

Den lille bule på løbet er en sådkaldt udposning, som bøssemagere slet ikke kan lide at se. Som regel skyldes det brug af for kraftige ladninger i geværet.

 

Stort set alle med forstand på haglgegeværer, haglpatroner, ballistik og praktisk jagt er enige om, at en almindeligt ladet kaliber 12 patron med 28 gram hagl og en passende haglstørrelse kan bruge til al slags jagt i Danmark, når vi holder os til anbefalingerne om afstand o.s.v. De samme er også enige om, at der ikke er meget at hente ved at skrue 1/1 chokes for enden af løbene.

Ballistisk ryger en haglsværm ud af løbet og bliver en cigarlignende form, som måske udvider sig til en længde på et par meter. De første hagl går ud med fuld power, men mister efter få meter hastighed og gennemslagskraft. De bageste hagl falder også lige så stille ned/fra og vil kun i meget sjældne tilfælde nå frem til målet.

Så man  sige, at hvis du skyder med 42 gram hagl og fuld udgangshastighed er der endog stor sandsynlighed for, at de hagl der når frem ikke er ret mange og at de også har tabt gennemslagseffekt, hvis du er længere ude end 25-30 meter.

Spredningen ses jo ret tydeligt på de to skiver i artiklen:

32 gram hagl i 1/2 choke 50 meter!

42 gram hagl 1/1 choke 50 meter!

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette er ikke ment som en 100 procent rettesnor for alle. Der kan være mange – også gode – grunde til at at vælge de kraftige patroner. Vurderingen blandt eksperterne er den, at de fleste er overbeviste om, at de kraftige ladninger slår bedre ihjel og rammer bedre, hvilket ikke nødvendigvis er virkeligheden.

Det er sandsynligvis rigtigt for en del jægere. Men det er samtidig en understregning af, at patronvalget også er noget vi har oppe i hovedet. For ikke lang tid siden var der i et engelsk jagtmagasin en oversigt over de “store kanoner” og de bedste skytter på klapjagter. En stor del af disse skyder i dag med geværer med op til 81 centimeter løb, 2xfuld choke, 46 grams (bly)hagl og så kan de skyde fasaner på 80 meters afstand. Det der sjældent omtales i den sammenhæng er, at skudstatistikken på sådan en klapjagt er oppe på 8-10 skud pr. død fugl på paraden. Det er ikke acceptabelt, for vi ved alle, hvor mange der har fået hagl og flyver videre.

Interessant var en anden rundspørge senere på året, hvor det drejede sig om de kendte skytter, som bruger side-by-side geværer til klapjagter. Her var der også nogle af de meste kendte og respekterede folk, som snakkede om 28 – 30 gram (bly)hagl i geværer med 71-76 centimeter løb og næsten alle med 1/2 og 1/4 choke. De fleste af dem anså samtidig fugle ude på max. 50 meter som grænsen. Og de understregede, at det vigtige for dem var at fugle blev dræbt.

Her er det gået helt galt. Det er efter sigende en følge af mange års brug af kraftige patroner i et ældre gevær og så en lille forhindring i løbet den skæbnesvangre dag.

 

 

Jeg vil ikke udråbe bestemte patrontyper eller mærker som skurke i denne sammenhæng. Det er jo sådan, at producenterne leverer de varer som kunderne efterspørger og da mange jægere tilsyneladende vil have noget større, længere og kraftigere i patrontasken ja, så kommer de også på hylderne i butikkerne. Når kunderne kommer og spørger efter de kraftige ved jeg, at hos mange forhandlere spørges der lidt ind til, hvorfor det skal være de kraftige – uden at det ændrer indkøbet.

Det er i den sidste ende en del af at være en god jæger, at man tager alle ting ind i sine overvejelser fra købet af geværet til affyringen af skuddet. Og det er i den allersidste ende også den  enkelte, som med sig selv finder gevær og patronkombinatione, som giver selvsikkerhed og forsvarlig kunnen med geværet.

Men husk dog på den gode gamle konstatering, som jeg har hørt flere erfarne og dygtige jægere/skytter komme med: “Det er sådan set lige meget, hvad du skyder med og hvor meget du putter i kammeret, hvis du ikke kan ramme.” Du vil nok møde sådan en type på jagt en gang og lur mig, om ikke han eller hun selv har puttet et par 28 grams i kamrene.

En helt anden ting, som de kraftige ladninger også medfører er meget mere rekyle og dermed knald på skulderen. Hvor meget mere de enkelte patroner giver bagslag kan du læse i det kommende nummer af JÆGER, hvor jeg har kigget på rekylen og beregnet den for udvalgte patroner fra hylderne i jagtforretningen.

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.