For et års tid siden spurgte jeg på Facebook om der var jægere, som brugte elektroniske sigtemidler på deres haglgeværer. Det var i forbindelse med en test af det svenske Aimpoint-sigte. Rigtig mange riffeljægere kan ikke forestille sig jagt uden, mens det ikke er så mange haglskytter, som bruger elektroniske hjælpemidler.
Responsen var faktisk den, at blandt dem, som havde prøvet og stadig bruger Aimpont synes de, at deres haglskydning var blevet bedre. Men der var også en del, som ikke kunne vænne sig til sigtet.
Det var især yngre jægere, som kunne bruge Aimpoint til haglskydning og flere af dem var meget begejstrede. Nogle havde oplevet, at deres problemer med mesterøje og træfpunkt var blevet forbedret.
Jeg fik aldrig rigtig testet en Aimpoint til mig selv, men havde lejlighed til at skyde mange skud med sigtet i efteråret i Sverige. Bakket op af instruktører fra Susegårdens Skydeskole var vi en gruppe som skulle teste Aimpoints forskellige modeller egnet til haglgeværer. Firmaet er selv klar over, at det ikke er alle, som lige skruer det på og skyder bedre. Man anslår, at omkring 20 procent af haglskytterne ikke har nogen glæde af elektroniske sigtemidler. Men hvem og hvorfor er der ikke rigtig nogen forklaring på.
Det elektroniske sigtemiddel Aimpoint er kendt af de fleste jægere. Det er nok riffeljægerne, som har taget Aimpoint til sig, men det kan faktisk give mening at benytte sigtet på et haglgevær. For de fleste skytter, men ikke alle.
Jeg kan hjælpe der: jeg oplevede med Aimpoint sigtet på en Beretta 690 Sporting, at jeg stort set ikke kunne ramme en lerdue om den så stod stille imod vinden. Sammen med instruktørerne nåede vi frem til, at mine skud til duerne alle lå enten 10 (!) centimeter foran eller bag duerne. Altså en meget snæver margin og inde i mit hoved et bevis på, at hvis apparatet ikke sad på geværet ville jeg ramme.
Så sammen med instruktørerne fik jeg skruet sigtet af og så skød jeg mig hurtigt ind på min sædvanlige træfprocent. Jeg diskuterede med bl.a. chefinstrukttør Giles Culley hvad årsagen kunne være. Min fornemmelse var helt klart, at sigtet sad i vejen for min “sigtelinje” med begge øjne åbne og en instinktiv skydestil. Altså, når jeg skulle fange duen i luften så jeg bare et svensk mini-tv og fik mit fokus spoleret. Instruktørerne kiggede på mig og de var enige – især da de kunne se, at jeg rent faktisk kunne ramme uden hjælpemidler.
Det store mantra omkring denne type elektroniske sigtemiddel er, at man blot skal kunne se den røde prik, fange målet og så trykke på aftrækkeren. Så skulle der være fuldtræffer. Men min oplevelser var jo, at skulle jeg finde den røde plet og så den orange due begyndte jeg at sigte lukkede det ene øje. Dermed var min (dyrt betalte) evne til at skyde med haglgevær spoleret. Jeg fandt aldrig den røde plet. Men ramte duerne uden…
Til gengæld var der en del af de andre skytter, som oplevede forbedringer med Aimpoint-sigtet. Langt de fleste af deltagerne mente, at de fik en bedre træprocent end uden elektronisk hjælp.
Det passer med min undersøgelse sidste år, hvor mange netop fortalte om, at de f.eks. havde haft problemer med at få mesterøjet på plads og det hjalp sigtet med. Flere fortalte også, at det var en stor hjælp på andetræk i tusmørket.
Jeg kunne godt fornemme, at nogle mente at min fremskredne alder nok heller ikke hjalp. Men et par kolleger på samme alder som jeg havde ingen problemer og mente, at de skød bedre med hjælpen fra Aimpoint.
Konklusionen sammen med skydeinstruktørerne er klart nok, at et elektronsik sigte med en rød plet kan være en fordel, også til flyvende vildt for mange. Men der vil altid være nogle skytter, hvor den fysiske tilstedeværelse af sigtet på løbet distraherer, sidder i vejen eller som jeg oplevede det: simpelthen blokerede for min evne til at skyde (ramme).
Aimpoint er efetrhånden kendt af de fleste jægere, som har en riffel. Der er mange forskellige modeller. Til haglgeværet er der også forskellige muligheder, men den mest anvendelige er model Micro S1.
Aimpoint i Danmark importeres af Guntex