Bly, stål eller Bismuth – englænderne vil ikke gå til stålet

Dagens tophistorie på Fieldsports Channel handler om englændernes uundgåelige afsked med blyhagl. Hør bl.a. hvad jeg har at sige til dem.

For nogen tid siden lagde de britiske organisationer og patronproducenter et forslag ud om at bly skal væk fra de engelske jagtmarker om senest fem år. Det har fået jægere, arrangører og for den sags skyld også organisationer op i det røde felt. Englænderne vil ikke gå til stålet.

Jeg har i tidens løb haft kontakt med mange engelske kolleger og jægere og har forsøgt at diskutere deres enegang med blyhagl. Jeg har forsøgt at gøre dem klart, at det ikke kan fortsætte.

Jeg har flere gange foreslået flere engelske jagtmagasiner at skrive om vores erfaringer med stålhagl her siden 1996. Men det har virkelig været et no-go område. Nej, nej – det er ikke noget vi skal skrive om eller snakke om. Og samtidig har det afsløret en forbavsende uvidenhed og afvisende holdning overfor det uundgåelige.

Nu er proppen taget af flasken og hvis man følger den engelske debat er det utroligt, at den ligner vores egen tilbage i slut halvfemserne. Skrøner, påstande og direkte misinformationer fyger i luften. Og alle er enige om, at det er slut med jagt i England, Skotland og Wales om fem år.

Jeg har flere gange foreslået dem at komme herover og se, at vi faktisk klarer det ret godt og at det ikke har været verdens undergang. Men nej, på typisk britisk vis er det ikke blevet til noget: “Vi skal nok finde ud af det selv…”

I den video fra Fieldsports Channel, som er her kan du se flere kompetente folk udtale sig til journalisten Charlie Jacoby Bemærk hvad Richard Atkins siger. Han er virkelig en kapacitet på ammunition og hagl. Jeg kender ikke nogen, der som han tester patroner. Og så har der i det selskab sneget sig en dansker ind, som forsøger at sige, at de ikke behøver skrotte alle deres gamle Purdeys og Halland & Hollands.

Med omtanke og fornuft skal de nok holde til det. Vi ved det af erfaring, men indtil videre vil englænderne ikke vide det.

Inden længe gentager og udddyber jeg i det engelske blad Clay Shooter Magazine, hvor der er lidt mere plads til at sige til vore britiske venner: “Come on – det skal nok gå…”

Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.