Afsted til jagtforretningerne – de venter på os

Geværerne rundt omkring i jagtbutikkerne står stort set urørte for tiden i lange rækker

Dette er ikke reklame, men det er en konstaring af, at i vores del af verden er jeg sikker på, at vi som kunder har savnet jagtforretningerne lige så meget, som de har savnet os som kunder.

Jeg har talt med en håndfuld butikker om deres forventninger til genåbningen. De er alle meget optimistiske. Nogle har i den forløbne periode haft meget travlt alligevel.

Kurt B Andersen fra Skov i Bording beretter, at der er solgt mange rifler og tilbehør til rifler. “Det er noget kunderne kender og de kan bestille lige det de ønsker og så har de fået det udleveret ved bagdøren”, siger Kurt Andersen. Der er også solgt tøj og tilbehør via forrretningens webside.

Johnny Jørgensen fra JAFI i Viborg har mærket megen travlhed på forretningens webshop og haft mange telefoniske henvendelser. “Det er kunder som vil købe og lige spørge, inden de bestiller og så har det handlet om bytning af julegaver”, siger Johnny Jørgensen.

Mark M. Kuburovic  fra Hubertushuset i Ringsted: “Vi har 3-doblet omsætningen i vores webshop. Derudover så har vores mail- og telefonlinjer været åbne. Sidst men ikke mindst så har vi også haft en Click & Collect service, hvor vores kunder har kunnet afhente de bestilte/købte varer ved butikkens indgang.”

Når dørene slås op på mandag har jeg en fornemmelse af at der er mange, som lige skal et smut omkring favoritforretningen. Måske bare for at ose lidt rundt eller også for at købe udstyr til den kommende sommers aktiviteter.

Det er selvfølgelig primært sportsskytterne som er ved at revne af iver efter at komme på banerne. Mens dette skrives er der ikke helt sikkerhed for hvordan flugtskydningsbanerne er placeret i det der kaldes udendørs sportsaktiviteter. Og der er heller ikke kommet meldinger fra banerne endnu.

Forretningerne tror generelt på, at der bliver interesse for sportsgeværerne. Mange har jo ikke kunnet gennemføre en længe planlagt udskiftning eller ombytning af det gamle sportsgevær. Derfor bliver der nok run på hylderne med sportsgeværer.

Det samme gælder patroner til sportsskydning. Meldingerne er lidt blandede på denne front, men det kan meget vel være, at det ikke er alle favoritpatronerne, som lige ligger klar på hylderne.

Det gør sig nemlig også gældende, at alle leverandørerne er ramt af nedgang i produktionen og på mange produkter er der udskudt leveringer med 3-5 mdr. Så det vil kunne mærkes.

Nu er det mit indtryk, at der står rigtig meget på hylderne med geværer, rifler og tilbehør rundt omkring. Og det er jo trods alt ikke alle, som skal have nyt lige her og nu.


Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.