Der bliver mere og mere fokus på jægeres tilstedeværelse og opførsel i naturen. Vi har i mange år haft en høj stjerne i befolkningen, men jeg oplever i stigende grad, at der sker ting og sager som gør, at jægere nok ikke er så populære som for blot nogle få år siden og sætter den gode forståelse på prøve.
Jeg møder ofte mennesker – ikke-jægere – som stiller spørgsmålstegn ved, hvad de oplever når de møder jægerne ude i naturen. Mange synes, at jægere fylder meget når familien er poå tur i skoven eller ude på landet. Spørgsmålet, som jeg ikke har hørt tidligere er tit: har de virkelig lov til det? eller: Skal de virkelig fylde så meget? Jeg er nok ikke den eneste, som oftere skal forsvare jægerne end det var tilfældet for år tilbage.
Det giver sig også udslag i Jægerforbundet, hvor Ledergruppen i sidste udgave af JÆGER følte sig foranledigt til at løfte pegefingeren overfor medlemmerne. Her skrev de en kommentar, som alle bør læse nøje. En ting er, at der sker lovbrud rundt omkring. Det er vel et almindeligt fænomen i samfundet, men at medlemmer af Jægerforbundet søger juridisk bistand til at omgå loven bør få os alle til at standse op og tænke os om. Og det er netop hvad Ledergruppen opfordrer til.
Ukendskab ikke ukendt
Her på denne plads har jeg tidligere omtalte tilfælde, hvor jægere ikke tager loven alvorligt. Jeg har skrevet om ulovlig skiltning. Det er min opfattelse, at der kommer flere og flere skilte. Min egen erfaring efter at have boet og gået på jagt i Jylland det meste af mit liv er, at skiltning – både lovlig og ulovlig – er mere udbredt på Sjælland. Men det er en ren personlig iagttagelse.
Heller ikke reglerne og lovgivningen omkring vildtkameraer synes at være kendt af alle jægere, hvilket jeg skrev om i denne artikel her på bloggen tidligere i år.
Det er jo sådan, at langt de fleste jægere overholder gældende lovgivning og det er også sådan, at sker der overtrædelser på f.eks. fællesjagter bliver de påtalt.
F.eks. er mange jægere heldige med, at der næppe er mange ikke-jægere, som kender lovgivningen, når de ser skydestiger og tårne placeret ude i landskabet. Det er ofte også sådan, at man må konstatere, at jægerne heller ikke kender lovgivningen. På trods af regler om, at de skal placeres “gemt af vejen”. Det er det ret almindeligt i landskabet at se, at skydetårne står ude i marken eller frit fremme. (Hvordan jægerne kommer uset til dem, når de skal bruges forstår jeg ikke helt…)
Overtrædelser og omgåelse af loven kan for mange synes som bagateller, men vejen til politianmeldelse, anmeldelse til kommunen eller offentlig omtale på sociale medier er blevet meget, meget kort. I JÆGER opfordrer ledergruppen medlemmerne til at tage dette alvorligt og påtale overtrædelser, når vi ser dem.
Andre jægere er heldige med, at mange mennesker ikke kender lovens ord om, at der ikke må skyde nærmere end 50 meter fra beboelser. Eller at man ikke må skyde ind over beboelser eller ud på offentlig vej. (Et fin lille skade på min forrude stammer fra et skud på en klapjagt jeg passerede i dette efterår…) Eksempler fra den virkelige verden, som igen viser, at jægerne ikke kender lovgivningen.
Som borgere i dette land er det vores pligt f.eks. at kende færdselsloven, når vi er i trafikken. Vi skal kende mange andre love og selvfølgelig har jægere pligt til at kende og følge de love, som vedrører udøvelse af jagt.
Afhængig af forståelse fra andre
Jagtens fremtid er afhængig af befolkningens opfattelse og forståelse af os, skriver Ledergruppen i JÆGER meget rigtigt. Vi skal være opmærksomme på, at der kommer flere og flere naturbrugere og at vi ikke bare som i gamle dage kan hævde vores ret “fordi vi betaler. Det gør de andre ikke.” Den holdning vinder ikke megen gehør hos ikke-jægere i dag og samtidig er vi måske heller ikke de stærkeste i debatten mere. Det er der noget på verdensplan, som tyder på.
Vi skal ikke gå og gemme os i skov og på mark. Men vi skal vise hensyn til de øvrige naturbrugere. Fordi en gruppe jægere har lejet jagten i en skov eller på et landbrugsareal er de ikke ejere og har ikke automatisk ret til at agere mere som herremand end herremanden nogensinde har gjort.
Jagtloven gælder for det vi gør, Naturbeskyttelsesloven gælder også for os og alle de andre. Vi jægere er ikke over loven på nogen måde.
Jeg har været på mange jagter på et mindre jysk gods, hvor godsejerens parole altid rummede ordene: “Tænk på, at det er en dejlig søndag og vi kan møde andre gæster i skoven. Vis hensyn overfor dem, snak lidt med dem og vær sikker på, at de føler sig sikre, at de kan se at geværet er knækket…” God stil, som jeg også har mødt på andre proffessionelt drevne jagter. Bemærk formuleringen “andre gæster” – vi jægere er også gæster.
Man kunne bruge samme tilgang til jagt på lejede arealer overfor de mennesker, som bor på eller i nærheden af jagtarealet. Professionelle jagtvæsener har altid aftaler med naboerne i husene omkring jagten og adviserer om hvornår der er jagt. En skytte på et stort gods sagde en gang til mig: “Vi er her jo bare en gang imellem og smutter igen. De bor her, så vi er deres gæster. Så skal vi jo også opføre os som gæster.”
Denne artikel er ikke skrevet for at hænge nogen ud eller fremhæve os som jægere og som mere lovbrydere end f.eks. mountainbikeryttere (!) eller kondiløbere, men fordi vi bliver nødt til at holde på formerne og opføre os ordentligt, hvis vi vil blive ved med at gå på jagt her i landet. Og så skal vi også lige tænke på, hvad vi skriver om de andre på f.eks. Facebook. I sidste ende er denne del af vores opførsel nok det, som er allerfarligst.