Nye tider på positivskydning.dk

I den kommende tid vil der ske nye ting på denne side. Bloggen har kørt i den velkendte form siden 2014 og har hele tiden været mit personlige forum for artikler og nyheder, som den etablerede jagtpresse ikke har ønsket at bringe eller været interesseret i.

En test af et haglgevær hver måned

Fremover vil jeg mindst en gang om måneden teste et haglgevær – enten en jagtmodel, en sportsmodel eller en af de mange, som kan begge dele. Og jeg vil ikke lade prisen være afgørende. Nyhedsværdien, populariteten eller noget specielt vil være afgørende. Det er jo sådan, at mange af os (mænd) også med glæde læser om en test af en Range Rover eller en Ferrari til over en million kroner, vel vidende, at sådan en kommer ikke til at stå vores carport.

Selvfølgelig er de billige geværer også en del af udvalget. Læsere af mine test gennem årene vil vide, at jeg sætter pris på f.eks. mange af de tyrkiske modeller i den billige prisklasse. Den høje pris alene garanterer jo hverken højeste kvalitet eller bedste udførelse – det gælder både vaskemaskiner og haglgeværer.

Jeg vil bestræbe mig på at koncentrere testen om et enkelt gevær. Så kan jeg pille hvad som helst ned fra hylden og bruge tiden på at skyde og finde historien frem om netop dette mærke. Historien bag geværet ved jeg at mange sætter pris på og jeg vil prøve at grave ting frem, så hvert gevær får sin historie med i artiklen. Men selvfølgelig kan der være en god grund en gang imellem til at sammenligne flere haglgeværer.

Jeg har testet haglgeværer hver måned siden 2009 i jagtmagasiner og det vil jeg nu gøre her på siden. Jeg mener, at jeg har en god fornemmelse for hvad der er godt og hvad der er knap så godt. Med test af et godt stykke over 100 haglgeværer har jeg også en god fornemmelse af, hvad der skal til for et gevær er godt at eje og skyde med – uanset om prisen er 3995 kroner eller 399.500 kroner. Det er det udgangspunkt jeg har.

Nye emner på vej til spalterne

Jeg vil også med mellemrum kigge nærmere på andre vigtige elementer i vores verden. Det kan være besøg og nærmere kig på nogle lokale skydebaner eller det kan være at kigge lidt nærmere på drømmen for mange jægere og naturmennesker: at eje sin egen skov eller ejendom med jagt. Jeg håber at kunne pille nogle ud, som både kan være “billige” og spændende.

Nyheder indenfor haglgeværer, flugtskydning og jagt vil stadig blive prioriteret højt. Det kan være den spændende udvikling med de nye krav, der for tiden er til debat om støj fra skydebaner. Nu er høringsfasen slut og Miljøstyrelsen vil i løbet af 2023 komme med et udspil. Jeg har af Miljøstyrelsen fået udleveret alle ansøgninger, kommentarer og vurderinger. Min vurdering lige nu er optimistisk. Alene af den grund, at det er kommunerne, som skal administrere de eventuelt nye regler og det har kommunerne hverken lyst eller penge til. Det er en større sag, som jeg vil granske nærmere og senere skrive om.

Allerede i 2017 skrev jeg en artikel om støjdæmpning af skud med haglgevær. Du kan læse artiklen her

Støj fra skydebaner er allerede nu ved at bliver undersøgt – igen. Jeg følger sagen og tænker på min test af en lyddæmper til haglgeværer. Der skal vi forhåbentlig ikke hen.

Skriv til mig

Jeg håber også at kunne få en debat med læserne. Det vil også i fremtiden være sådan, at nye artikler på denne side vil blive præsenteret via facebook siden: positivskydning.dk

Kommentarer kan du komme med både på Facebook-siden eller i kommentarfeltet på denne side. I al den tid jeg har haft positivskydning.dk har kommentarer været holdt i en ordentlig og sober tone. Det forventer jeg holder. Dette er ikke et forum, hvor der ikke er fri leg for brokkehoveder eller usaglige beskyldninger. Kritik er velkommen, men jeg forbeholder mig ret til at slette.

Jeg vil også rigtig gerne have forslag fra jer til eventuelle emner jeg kan tage op på siden. Jeg kan kontaktes via besked på Facebook eller ved at skrive en mail til mig:

thorkild@ellerbaek.eu

Noget af det vi skal satse på i fremtiden er at der kommer nye unge skytter til flugtskydning. Det er en god sport for nyjægere og det er billigere end at gå på jagt.

Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning, Testskydning af haglgevær og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.