Selvom Cæsar Guerini ikke har flere hundrede år bag sig som producent af haglgeværer er mærket i dag populært blandt både jægere og sportsskytter over det meste af verden. Også herhjemme, hvor det er ved at være almindeligt, at der en af Guerini-modellerne på en jagt eller på flugtskydningsbanen.
Siden 2009, hvor Guerini var et næsten nyt navn herhjemme har jeg testet de fleste af modellerne. Både jagtudgaverne og sportsmodellerne. Det har været en lang række våben fra de billige til de dyre, som har det til fælles, at det er gode våben. Det er våben, som fungerer fra dag 1 og de har en finish, som (stadig) ligger meget over, hvad mange af de øvrige haglgeværer kan levere.
Guerini er i de senere år gået samme vej som mange af de øvrige producenter, nemlig ind på markedet for sportsskydning. For Beretta har det altid været sportsudgaverne, som kommer først. Browning lancerer næsten altid både-og, når det er nye varianter. Det samme gør Miroku. Perazzi og Krieghoff er nok mere populære på banerne end på jagt.
Guerini har haft travlt så man kan ikke helt sige, at de prioriterer den ene slags frem for den anden. Men i de senere år har deres sats tydeligvis også ligget på sportsugaverne.
Der har altid været Guerini sportere, men for nogle år siden lancerede de modellen med navnet Invictus. Læs min anmeldelse af den første model. Et sportsgevær med flere nyskabelser i konstruktionen, som vi ikke har set i nyere tid og samtidig i udgaver, som også fokuserer på udseendet.
Nu er vi nået til den niende udgave af Invictus med betegnelsen Invictus IX og vi er samtidig oppe i den dyreste ende af Guerinierne med et prisskilt lige omkring 100.000 kroner. Ikke helt uoverkommeligt for de virkelig inkarnerede sportsskytter, men dyrt er det. (Importeret af Jaguar-gruppen og denne udgave er set hos Kr.O. Skov i Bording).
At vi er ude i ren sportsskydning mærkes med det samme man tager geværet i hænderne. Den jeg har testet er Ascent med hævet sigteskinne. Den vejer 3.9 kilo og det er selv for en sporter i den tunge ende. Den anden model, som er klassisk sporter vejer “kun” 3.75 kilo. Den er med almindelig sigteskinne. Begge modellerne kan fås med forskellige løbslængder, men standard er 76 centimeter.
En sværvægter
Jeg tror det er et af de tungeste af alle de mange haglgeværer jeg har skudt med. Selvom det måske kan synes uden betydning om et gevær vejer 3.5 kilo, som mange gør det og de 250 gram mere, eller det vejer næsten 4.0 kilo så er det her førstehåndsindtrykket spiller ind. Men det er jo ikke noget at blive overrasket over, når vi står med et hardcore gevær til sportsskydning. I samme vægtklasse, som vi altså her godt kan kalde sværvægt, finder vi også modeller fra Perazzi, Krieghoff, mens Berettaerne og Browning er lidt lettere for de tunge.
Når jeg nu er vant til mange geværer med normal vægt under 3.5 kilo og min egen Browning som jeg slet ikke vil kalde en letvægter, er næsten 4 kilo noget jeg mærker. Det er sådan et gevær ihvertfald jeg helst ikke sidst på dagen vil have en 40 duers omskydning med…
Når det er sagt er det jo heller ikke et begyndergevær på flugtskydningsbanen. Alene prisen gør, at køberne og brugerne er dedikerede og skyder “for alvor”. Der skal også et sæt gode overarme til vil jeg mene. Til gengæld er der jo ikke megen rekyle.
Nu er det sådan med testgeværer, at jeg ikke lige kan få skæftet justeret ind til de 36.5 centimeter på længden, som er mit idealmål. Denne Invictus kommer med 38.5 centimeter skæftelængde (det mest normale i dag) og det er to mærkbare centimetre. Heldigvis kunne jeg hjælpe en smule ved at trække aftrækkeren helt tilbage i justeringsskruen.
Der er på testmodellen også mulighed for at justere skæftet på højde-ryggen. Helt enkelt som vi kender det fra de mange skæfter, der kan justeres. Jeg ville nok få kigget lidt på højden også, men så skulle jeg jo først save af bagkappen. Så det er ikke en option for en testskytte.
Jeg er jo vant til at skæfterne ofte er for lange. Jeg har en gang testet en Beretta 692 i Sverige, som jeg ikke rigtig magtede, men så kom instruktøren med en skruetrækker og fjernede gummibagkappen og det var nok til at jeg fik en acceptabel montering. Så mange gange er det ikke så meget der skal til.
Ved denne test gik jeg så den sædvanlige vej: en lidt uortodox metode til at montere geværet på: Efter nogle skud finder jeg afstandspunktet og kaster så geværet 2.5 centimeter frem foran mit normale monteringspunkt og trækker 2.5 centimeter tilbage til skulderen.
Det lyder ret dumt og dem der har set det kigger også lidt, men det betyder, at jeg i det mindste får en (lidt) bedre træfprocent.
Dem der har skudt med et dårligt tilpasset gevær og så får skæfet tilpasset kender helt sikkert ovenstående beskrivelse. Den korte video viser det problem, der er med for lange skæfter(!) og det bliver ikke bedre af, at gummibagkappen er med en ubehandlet overflade, som hænger i tøjet.
Se et videoklip som viser “problemet”, som jeg dog fik løst…
Bedre kontrol
Det er ikke kun for at begrænse rekylen, at sportsgeværer er tunge. Det er også for at man som skytte bedre kan kontrollere geværet. For lette geværer har det med “danse” lidt inden skuddet går. Så det bliver ofte mere eller mindre tilfældigt, hvornår duen for alvor smadres.
De tungere geværer med tungere løb er nemmere at styre i den rigtige retning. Et tungt sving er nemmere at kontrollere og er monteringen på plads skal man ikke tænke på om man kommer foran eller nedenunder.
De skyder jo næsten selv. Nej, sådan er det ikke, men det ER nemmere at opnå konsistent skydning, hvis tyngden (og balancen) influerer positivt på svinget til lerduen.
Det er ikke altid at hele geværet skal have den tyngde vi er ude i her. Jeg har oplevet at geværer med normal vægt og forholdsvis tunge løb er lettere at skyde med. Og det er vel også en af grundene til at flere og flere 76 centimeter løb frem for 71 centimeter. Der kommer lidt mere vægt på. Er det ikke nok fås vægtklodser, som kan være en hjælp, men så er vi ude i at vi skal have professionel hjælp.
Det var – efter en “træningsrunder og monteringsøvelse – en positiv oplevelse af skyde med geværet. Tyngden kombineret med en fin balance gjorde, at den hjalp med til at der blev flere duer knust end jeg havde forventet
Invictus systemet
Hvad er det så der gør Invictus modellerne så innovative og spændende. Der er to features, som designerne og bøssemagerne hos Guerini i Marcheno i Norditalien har taget fat i. Først og fremmest har de flyttet monteringen af “hængslerne” til løbene væk fra indesiden af låsekasse over på siderne af løbssættet. Det betyder, at i det øjeblik der skulle komme slør i ophænget så kan en bøssemager skifte det, mens du venter. En simpel reparation, som Guerini altså anbefaler at bøssemageren skal lave, selvom det ser let ud.
Endelig er bundklodsen til at fange låseriglerne udskiftelig og ikke mindst er den justerbar. Igen et af de steder i en over/under konstruktion, hvor der er slid og som på andre geværer er en dyr og kompliceret reparation.
Se hvad Guerini skriver om systemet og hvad det hele går ud på.
Det er her en million skud garantien kommer ind. Nu er der jo nok nogle som vil mene, at de har en Baikal eller en gammel Browning som også har skudt en million skud uden problemer. Men for Guerini er det mere et signal at sende til kommende ejere af deres geværer.
Den tekniske del af dette gevær ligger i en meget høj klasse. Det er svært at finde noget at pege fingre ad. Vi kender teknikken, som har holdt nu i en del år og der er kun et par tilfælde, hvor det har været nødvendigt at bruge mulighederne for udskiftning.
Guerinis finish
Som altid vinder Guerini over de fleste andre med hensyn til finish. Nogle vil mene, at den udvendige del af dueknuseren er ligegyldig. Denne models overflade er langt fra ligegyldig. Det er, hvad man kalder håndgravering, men alle geværer i dag med håndgravering er det jeg kalder håndafslutning. Sådan er det hos alle og du skal virkelig have fat i den lille bøssemager Piotti i en baggård i Gardone eller købe en af de helt dyre fra de engelske producenter – ikke nødvendigvis Holland & Holland og lignende, men nogle af de bøssemagere som sidder rundt omkring i den engelske provins og laver 100 procent håndarbejde. Også på graveringerne.
Du kan også købe et gevær helt uden gravering og så få f.eks. Lorenzo Gamba i Italien til at skære lige det du vil have på siderne.
En professionel vurdering går på, at denne gravering er laserskåret, men så er der brugt mindst 6-8 timer på at gøre det færdigt manuelt.
Guerini kan noget med deres lasergarevringer, som mange ikke helt har fundet ud af endnu. De skærer næsten perfekt og så kommer en rigtige gravør ind over og gør det færdigt. Helt ærligt så er det ofte pænere end en ægte håndgravering. Motiverne er flotte bladmønstre og snoninger. Der er selvfølg sideplader på geværet så der er plads til udsmykning.
Nu kunne det godt se ud som om jeg er kommet på lønningslisten hos Guerini. Det er jeg ikke, men som professionel anmelder/testskytte har jeg aldrig i mine artikler lagt skjul på, at Cæsar Guerini er noget af det bedste, som er kommet fra italienske over/under producenter. Jeg har set og skudt med meget og det her er toppen. Om den holder til en million skud bliver ikke noget jeg kan teste.
Som de fleste ved, behøver vi ikke betale 100.000 kroner for at komme på skydebanen. Det kan jo være, at du bruger din helt almindelige Silver Pigoen som du også bruger på jagt. Men der er en udvikling i gang med at der er stigende interesse for flugtskydning. Det kan bl.a. skyldes at vi jo har fået nogle topnavne herhjemme igen. For år tilbage var det Ole Justesen og Kjeld Rasmussen, men nu er det skeetskytten Jesper Hansen, som tager medaljerne og som jeg tror er et forbillede for mange unge flugtskytter.
Den mest ikoniske medaljetager fra Danmark var Kjeld Rasmussen. Kjeld skød sig til mange sejre og medaljer med sin veltjente Baikal. Det er en perle og en klassiker. Jeg læste forleden at Kjeld Rasmussen blev spurgt hvor meget han trænede. Det gør jeg ikke, sagde han. Det er for dyrt og for koldt.