Afsted til flugtskydningsbanen!

Når det nu lige om lidt bliver varmere bliver det også sjovere på skydebanen. Sæsonen starter nu og der venter mange gode timer på banerne rundt omkring i Danmark. (Foto: Stig Sommer)

Der er mange jægere som ikke kommer på en af de mange flugtskydningsbaner vi er heldige at have her i Danmark. Til gengæld er der ved at være en lille fremgang i antallet af skytter, som skyder lerduer for sportens skyld. Man behøver jo ikke være jæger for at skyde lerduer.

Så snart banerne for alvor kommer i gang vil det være muligt at få instruktion fra de lokale instruktører, som er tilknyttet banerne. Er man ny på lerduerne er det en god ide at få lidt hjælp, inden det for alvor går i gang – og såmænd også undervejs.

Der er også mulighed for at få hjælp fra professionelle skydeinstruktører, som dukker op for tiden både i Jylland og på Sjælland. Jeg har personlig erfaring med nogle af dem og jeg må sige, at det er pengene værd at få hjælp ad den vej. Det koster og nogle af de professionelle har tilbud så man f.eks. kan være to om instruktionen.

De professionelle instruktører tager gerne to “elever” ad gangen. De gør det lidt billigere og man kan dele oplevelsen og indlæringen bagefter.

Men ellers er det jo som i al anden sport træning – d.v.s. skydning på banen så tit man har lyst og så tit det kan lade sig gøre. Og selvfølgelig også hvor mange penge man har til lerdueskydning. At patronerne er blevet dyrere tror jeg de fleste, der har været ude at handle patroner her i 2023 kan bevidne. Det er mærkbare stigninger. Der kan være en rabat, hvis man går flere sammen og køber så stort ind som behovet er til og hvor langt pengene rækker.

Selvfølgelig er der spørgsmålet om hvilket gevær man skal bruge til flugtskydning. Jeg har hørt flere instruktører sige: Det gevær der passer dig og det du har det bedst med at bruge!

Altså ikke nødvendigvis en tur til forhandleren efter et specialgevær. Det kan – nemt – komme senere, at man simpelthen skal have et ægte sportsgevær. Sådan er det jo med udstyr, uanset hvilken sportsgren man dyrker. Er du nybegynder er det dit eget gevær, der er det bedste.

Sportsgeværer er ikke nødvendigvis dyre. De kan nemt blive det og der står for mange tusinde kroner geværer i stativerne hver weekend på skydebanerne. Jeg vil godt erindre om, at jeg har set og kendt virkelig gode skytter, som skyder med billigere geværer, som måske har set bedre dage. Det er som bekendt ikke geværet, som rammer duerne – det er skytten!

Jeg har tidligere skrevet en artikel om tre populære geværer, som du kan læse om her . Der er tre forskellige prisklasser i det udvalg. Men som du nok ved er der ingen ende på hvor dyrt man kan købe geværer.

Her i foråret vil jeg skrive mere om sportsskydning og hvilke geværer, der er at vælge imellem. Jeg finder nogle gode brugte og som du kunne læse tidligere her på bloggen har jeg også haft fat i nogle af de dyre. F.eks. Guerini Invictus og Berettas SO5.

God fornøjelse – måske vi ses derude…

Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.