Om jagten på skovsnepper

Der er noget klassisk over sneppejagten. Det behøver kke være med gamle geværer og tweed, men det er dog den fineste fugl af dem alle så den kræver respekt

Med jævne mellemrum kommer der artikler og fortællinger om jagten på skovsneppen. Der er ikke nogen som helst tvivl om, at det er en meget eftertragtet fugl for jægere over hele Europa. Det er som regel artikler som fremhæver skribentens gode evner til at skyde den svære fugl, men sjældent omhandler den grådighed og mangel på jagtetik som også er en del af jagten på skovsnepper.

Sneppejagt med omtanke og med etikken på plads er selvfølgelig helt legitimt og dem, der dyrker jagten med forstand og indsigt i sneppernes levevis har helt sikkert forståelse og glæde ved denne jagt.

Men som i alle andre jagtlige forhold er grådigheden og det at skyde snepper i massevis at gøre denne fine jagt en bjørnetjeneste. Se blot på de begrænsninger, der allerede lovmæssigt er indført i Frankrig med max. 3 fugle pr jæger om dagen og begrænsningerne i England, Skotland og Wales.

Jeg har selv været inkarneret sneppejæger og har også været ganske god til at skyde den svære fugl. Jeg har en gammel kuvert med penselfjer, som kan minde mig om mange gode timer med mine hunde Scott og Monty, som begge var labradors med en helt særlig flair for snepper. Scott kunne fryse, når den fik færten og sætte sig ned – ikke tage stand. Monty var mere rodet i søgningen, men fandt dem næsten altid og blev indenfor en afstand så jeg kunne skyde – hvis sneppen altså kom ud til den rigtige side.

I mange år boede jeg midt i min jagt og selvfølgelig blev det hurtigt til at jeg vidste hvornår snepperne var der og stort set også hvor de var. De har det jo med at gå ned de samme steder år efter år. Men jeg har aldrig jaget snepper før hen i november. “Novembers første fuldmåne” som man siger. Risikoen for at skyde fugle, som søger rugeplads er for stor i oktober.

Men det at have samme adresse som de trækkende snepper betød også ad åre, at jeg fik et særligt nært forhold til dem.

Efterhånden som jeg fik mere og mere viden og mere og mere indsigt i deres adfærd blev fuglene mindre attraktive at skyde. Når jeg en novembermorgen kørte hjemmefra kunne jeg se meget trætte snepper sidde midt på vejen og de skulle næsten bæres ud til siden. Jeg kunne opleve dem sidde i plantagens egekant og holde, lige til jeg næsten trådte på dem. Det var ikke dage at jage snepper.

Når vi dag ved så meget om snepperne skyldes det bl.a. engelske GWCT og dr. Andrew Hoodless store undersøgelse af sneppernes trækruter ved hjælp af små transmittere på fuglene. De er gennemført i årrække i England og Wales.

Hvor det at en sneppe, som flyver op og væk fra en, er en oplevelse, som ofte sætter sig på nethinden, er en træt sneppe som knap kan lette og flyver femten meter frem noget helt andet. Det er ikke jægeretisk i orden at synes, at sådan en fugl skal man da have i luften igen og igen og skyde.

Så min trofæsamling gennem et langt liv ligger i skrivebordsskuffen og har gode minder til mig. Iøvrigt var en sneppe den første fugl jeg skød som 14-årig med min kaliber 20 over/under med haner. Den sneppe glemmer jeg aldrig. Den sidste sneppe har jeg glemt forlængst.

Det efterfølgende er omtale af skovsnepper og sneppejagt fra min bog “Jagt i Danmark – de seneste 100 år”. Det kapitel tegner meget godt bogens kerne omkring etik, grådighed og alligevel glæde ved naturen:

Snepperne i søgelyset
En anden fugl, som efter al sandsynlighed vil komme i søgelyset i den nærmeste fremtid, er skovsneppen. Det er og har altid været en meget eftertragtet fugl. Det er også en fugl, som optræder i mange af de bedste jagthistorier i den danske jagtlitteratur. Wilhelm Dinesen skriver:
 
“Men Snepperne kender ikke til Personanseelse; der er ingen Grand Seigneur, der kan rose sig af at have saa og saa mange Snepper i sin Skov, de kommer, naar de finder det for godt, eller kommer maaske slet ikke, trækker over eller slaar ned, som Vinden blæser, man kan ikke invitere paa dem – og inviterer man paa dem, gaar det som oftest rent galt.”
Wilhelm Dinesen: Boganis Jagtbreve, 1890.
 
Den har altid været omtalt og behandlet med stor respekt. F.eks. var det en fast tradition, da sneppen indtil 1972 kunne jages om foråret, at årets første sneppe skulle leveres til kongens bord. Når det skete, fik leverandøren altid et personligt takkebrev fra majestæten.
Det sidste forår med sneppejagt var i 1972, og der blev skudt 3.300 forårsfugle. Udviklingen i jagten på snepper er gået fra 31.000 i 1945 stigende til 66.000 i 2008 og et dyk til 55.342 i 2020. Det er næsten en fordobling i den omtalte periode, som ikke skyldes, at skovsneppen som art er blevet mangedoblet. Den er totalt set, hvor den har været i mange år. Skovsneppen anses endnu ikke for at være en truet art i 2022.
Sneppens status blandt de jagtbare vadefugle er uomtvistelig. Sneppen er ’kongefuglen’. Det er nærmest umuligt at finde dansk jagtlitteratur, som ikke giver sneppen og sneppejagten en fremtrædende, ofte romantiseret placering.
Det er den fugl, som kan få selv meget prosaiske jagtskribenter til at svæve på en sky:
 
“Sneppen er kommet! det er som en Bavne, der tændes, en Budstikke, der iler. Og ikke uden Grund! Vel vil jeg ikke forsvare denne Foraarsskydning af Sneppen paa den dens Vej til Ynglepladser oppe i Skandinaviens store, tyste Skove. Men – quand même – det kribler og drager! Ud maa man! Ud for at modtage – at indaande – Foraarets Komme. Er det forkert, er det forkasteligt, ja, saa maa vore lovgivere skride ind. De holder sig jo ellers ikke tilbage. Jeg er jo kun et Menneske – og til og med en Jæger.”
Thøger Jagd: ”Den Danske Jagt”, Fortid og Nutid, 1948.
 
– Og ja, lovgiverne fredede sneppen og afskaffede dermed den højt elskede og højt besungne forårsjagt i marts måned 1972.
 Skovsneppens status som ’Kongefuglen’ stammer fra forårsjagtens tid. Den er stadig fuglevildtets fornemste bytte, men den er i de senere år blevet truet af et jagtmønster, som kan karakteriseres som begær og grådighed efter at skyde så mange som muligt på så kort tid som muligt. Især på de sociale medier fremvises måske flere end 25 nedlagte snepper på en dag. Det var uhørt for blot nogle få år siden.
Det er en kendt status i forbindelse med sneppejagten, som fremhæves ved visse lejligheder, at den er svær at skyde, og kan man skyde 25 eller flere på en dag, er man en dygtig skytte.
Det er rigtigt, at sneppen er svær at skyde, men antallet af nedlagte fugle på en enkelt jagttur beviser først og fremmest skydefærdighed og er ikke i orden.
 Mange af beretningerne bliver f.eks. ledsaget af udsagn som: “at fuglene var trætte her til morgen”. Ja, det er de, da de måske har fløjet 3.000 kilometer de sidste døgn og derfor skal have ro til hvile og fødesøgning. Enhver, der har set snepper om morgenen i skoven efter et stort træk burde se og vide, at de knap har kræfter til at komme på vingerne. At skyde disse snepper er ikke en udfordring, det er nærmere en skamløs handling.


 

Penselfjeren på sneppens vinge er trofæet. Sneppen er i dag en trofæfugl. Jagten på den spændende fugle tiltrækker flere og flere jægere.

Sneppejagt er trofæjagt
Sneppen er blevet fuglevildtets storvildt. Sneppejagt er blevet trofæjagt på godt og ondt. Kan man ikke komme på safari i Afrika efter storvildt eller nedlægge en kapital kronhjort i Danmark, kan man gå efter snepperne. Der har altid været prestige i at skyde en sneppe, men som udviklingen er nu, er prestigen afløst af usmagelig og hensynsløs grådighed.
Trofæet fra sneppen, svingfjerene, bliver værdsat på samme niveau som store gevirer fra hjorte eller opsatse fra råbukke. Det er moderne at have sin sneppefjer monteret på en plade, som kan hænge på væggen. Tidligere var det kotyme blandt jægere, som var sneppejægere gennem et langt liv, at fjerene blev gemt i en gammel cigarkasse eller i en konvolut. Så blev de taget frem ved særlige lejligheder og beundret i stille stunder.
Igennem tiderne har der været mange dedikerede sneppejægere fra Wilhelm Dinesen (Boganis) og Kaj Munk til respektable vestjyder, som har skudt mange snepper. Det, der har kendetegnet de fleste af disse folk, har været ydmyghed over for sneppen, forståelse for dens biologi og respekt for fuglenes tilstand i efterårsmånederne, og de har ladet dem have ro i perioder med sne og frost – og samtidig haft en dyb fascination af skovsneppen.
En af disse vestjyder har igennem et helt liv skudt mange snepper på arealer, hvor der er mange af dem, men “aldrig nogensinde mere end tre om dagen” uanset, at der var mulighed for mange flere.
Tager vi sneppejagten som et eksempel sammen med edderfuglejagten, er der meget, som peger på, at de to arter sandsynligvis vil blive skrevet ud af danske jægeres jagttabel. Det er i øvrigt fuldstændig parallelt med en diskussion, som finder sted i Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Netop der er man i disse år meget på vagt over for overskydning af snepperne. Man kan sige, at debatten om jagt på snepper er på forkant med udviklingen i bestanden. Den er ikke truet nu, men bestanden er skrøbelig og skyder vi for mange, går det galt.
Der er mange snepper på De Britiske Øer, og der har i mange år været  drevet kommerciel sneppejagt. Nu manes der til forsigtighed og ikke mindst bæredygtig tilbageholdenhed. Hvor det tidligere i det nordlige England, Skotland og på øerne var populært at skyde snepper på aftentræk, har man nu erkendt det uforsvarlige og uetiske i denne jagtform, som derfor stort set ikke praktiseres mere. At skyde på meget trætte trækfugle, som har krydset Nordsøen i løbet af en dagstid, må selv for de mest hårdhudede ikke være acceptabelt.
Men det er ikke alene sneppejægere i 2022, som kan anklages for manglende tilbageholdenhed og ansvarlighed. Også tidligere oplevede man skydeiveren tage over; selv hos højt estimerede jægere:
 
“Snepperne, ja, – høj Septemberhimmel fin Blæst, Klitterne straaler og lokker. Op og ned går det, snart i en Dal mellem Sandbjerge, snart mellem Himmel og Jord med et gyngende Hav til den ene Side og Sø og Fjorde og Marker til den anden. Og der paa Toppen af Klitten histovre staar Jylva [stående hønsehund] brun mod det hvide Sand, naglet til Pletten, stirrende nedad, op kommer Sneppen, og ned kommer Sneppen, men min Sandten, om ikke Pigen har taget Stand allerede igen – 4 Snepper paa Tasken paa en Formiddagsvesterhavstur.”
Kaj Munk: Liv og glade dage,1945.
 

Du kan købe bogen “Jagt i Danmark – de seneste 100 år” Gads Forlag i boghandelen eller på nettet f.eks. hos SAXO. Den står også på Bibliotekerne.

Dette indlæg blev udgivet i Om jagt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.