Jeg holder pause her på positivskydning.dk

Lige nu er der mange ting, som hober sig op, som jeg skal være en del af. I den bunke er der desværre ikke for tiden plads til, at jeg kan skrive ret meget på denne side.

Mit engagement i debatten omkring miljø og natur og klima betyder, at det bliver på denne front jeg lægger mine kræfter og min energi i den nærmeste fremtid.

Jeg vil dog løbende lægge indlæg fra “Jagtvennen” ud. Det tror jeg mange vil synes om.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at følge den løbende debat om jagt i Danmark og specielt vil en kommende debat om etik – hvis den kommer – være noget jeg vil være aktiv i. Jeg har ikke store forventninger til den debat må jeg sige. Tomme ord og tordenluft fra Danmarks Jægerforbund og andre medlemmer i Vildtforvaltningsrådet lægger jo ikke ligefrem op til at den etiske debat kan få blot en smule kvalificeret indhold.

Når der kommer indlæg som er relevante i den sammenhæng vil de som altid bliver præsenteret på positivskydnings facebookside.

Jeg har i det sidste år oplevet så megen negativitet i almindelige jægeres forhold til Jægerforbundet og også hos mange tillidsfolk ude i foreningerne, at det ikke lover godt for fremtiden. Jeg har kendskab til mange tilfælde af pres og omgåelse af sandheden fra toppen ned mod bunden. Tilliden til Forbundet er smuldret og bæres paradoksalt kun oppe af tillidsfolk, som alene får inside informationer.

Jeg har siden slutningen af maj bedt den jagtfaglige chef Niels Søndergaard om Forbundets definition af begrebet Bæredygtig Jagt. Det skulle vi have tale om på et webinar i juni og da det blev aflyst fik vi løfte om chefens oplæg i mail. Men ikke et ord trods flere rykkere. Jeg er ret overbevist om, at der i Forbundet ikke findes en holdning til bæredygtig jagt. Det er ellers noget jeg hører rundt omkring, at folk taler om.

Det hævdes stadig, at Danmarks Jægerforbund repræsenterer jægerne med 90.000 medlemmer. Men når ærligheden træder til på f.eks. repræsentantskabsmødet oplyser direktøren, at der er 58.000 medlemmer. Hvordan forskellen opstår er det ikke lykkedes mig, – trods henvendelser – at få svar på.

Denne side holder pause fordi jeg er optaget af en vigtig debat som også omhandler klima og biodiversitet, som jeg hellere vil kalde artsrigdom. Jeg har skrevet kronikker om dette og vil gøre det i fremtiden. Jeg er blevet fast skribent på det nye engelske netmedie Scribehound som rummer mange af de bedste skribenter fra de britiske øer – og en enkelt dansker. Der fortæller jeg vore venner derovre, hvad der sker i Danmark og Skandinavien. Der er helt sikkert flere læsere på Scribehound end her i Danmark.

Og så fordyber jeg mig i den tid vi lever i og den måde vi forvalter vores natur på. Nu handler det for mig om: – naturen skal have jorden tilbage. Der er en populær bevægelse som hedder “Giv os naturen tilbage”. Det er typisk perspektivløst. Det er jo os mennesker, som har ødelagt naturen og dermed har vi fortabt retten til at kræve den tilbage.

Det vil jeg skrive om og det vil jeg holde foredrag om i den kommende tid. Måske vi ses derude; indtil da knæk bræk i den kommende jagtsæson. Husk at opføre jer ordentligt…

Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.