Som tidligere omtalt vil der i den kommende tid blive bragt historiske nedslag fra det en gang så indflydelsesrige jagtblad “Jagtvennen”. Jeg vil forsøge løbende at kigge i udgivelserne med blik for hvornår de er udkommet og hvilke emner, der er taget op.
Med andre ord vil der komme artikler fra “Jagtvennen” som udgangspunkt fra perioden sidst i tyverne og til dagen i dag. Ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge, men også hvis der er aktuelle ting fra den gang som også optager os i dag. Der vil også komme annoncer fra den gang. Så kan vi jo kigge lidt på hvad en haglbøsse koistede den gang. Jeg skal hilse og sige, at der er mange spændende ting i materialet, som efter min mening for både “gamle” og nye jægere kan være med til at give en større forståelse for hvad dansk jagt er for noget.
’Jagtvennen’ – et idealistisk enmandsforetagende
Tidsskriftet ’Jagtvennen’ var synonymt med én person, nemlig redaktør K. W. Thureholm. Han blev født i 1891 i Tureby Sogn i den nuværende Faxe Kommune. I kommunens arkiver findes et postkort, som viser redaktionslokalet på Haslev Avis omkring 1912. Her ses den ca. 20-årige yderst velklædte Thureholm stående mellem en nærmest liggende avislæsende kvinde og en stående læsende mand. Lokalet ligner en privat stue med sit hjemlige møblement, private fotos, julekane og frugt på bordet.
Arkivet oplyser, at Thureholm var født Sørensen, men at han i 1916 tog navneforandring til Thureholm. Navnet stammer fra avlsgården Turebyholm under Bregentved Gods, hvor hans far arbejdede som gartner. Gennem livet tog hans aktiviteter, som for de flestes vedkommende var af journalistisk karakter, hyppigt udgangspunkt i det midt- og sydsjællandske områdes historie, kultur og natur. Interessen for landsdelens historie var stor; særligt optaget var han af tiden omkring Svend Poulsen, kendt som Gøngehøvdingen. Thureholm udgav i 1948 bogen ”Ad Frihedskæmperen Svend Gønges Veje”. Hans skribentvirksomhed var ganske omfattende og spændte fra dagbladsjournalistik på flere sjællandske dagblade over bogudgivelser og forlagsvirksomhed til redaktøropgaver på specielle udgivelser, eksempelvis ’Skovbrugstidende’ og ’Herregaardsjægeren’.
Som eksempler på aktiviteter, der lå uden for skriftlig formidling, kan nævnes, at Thureholm i 1926 holdt et lysbilledforedrag i Marineforeningen. Foredraget, som han kaldte ”De hvide Marinere”, handlede om hættemågernes og stormmågernes levevis og trækforhold. Langt senere, d. 10. maj 1953, overrakte han Københavns overborgmester, H.P. Sørensen, på vegne af Sydsjællands og Møns turistforeninger m.fl. et ”gavebrev og naturalier” i anledning af Børnehjælpsdagen.
Ved hans død i 1957 skrev Aage Wielandt i Dansk Jagttidendes nekrolog rosende om Thureholms humane tilgang til både jagt og foreningsarbejde og sluttede: ”Nu er Sydsjællands gamle ørn fra jagtstien og pressen ikke mere; men mindet om ham, ærlig og ukunstlet, stolt og fri, lun og bredt skildrende, vil vide jægerkredse og hans utallige venner bevare”. ’Dansk Jagttidende’ var medlemsblad for Dansk Jagtforening fra dennes start i 1884 til dens ophør i 1991.
Rosenfeldt Gods – kong Valdemars vilde jagter
Thureholm knyttede et tæt forhold til ’revirjægeren’ (herregårdsskytte) Carl Brehm (1893-1950), der var skytte på flere sjællandske godser, blandt andre Lystrup og Torbenfeldt. Det var dog i Brehms rolle som revirjæger på godset Rosenfeldt, Thureholm opnåede den relation til Brehm, der fik ham til at se ham som sin læremester. Til godset Rosenfeldt ved Vordingborg hører halvøen Knudshoved Odde, hvis yderste spids, Knudshoved på ca. 92 ha, blev fredet i 1952. Overgangen mellem Knudshoved Odde og Knudshoved overskylles ved højvande, og i dag er dette område en del af Natura 2000-område nr. 169.
På Rosenfeldt gods fik Thureholm takket være sin gode forbindelse til Brehm mange af de natur- og jagtoplevelser, han beskrev i sine artikler – i Jagtvennen og andre steder, fx i bogen ’Der jog kong Volmer’. Bogen, som udkom i 1948 på Jagtvennens Forlag, beskriver ”Indtryk og Oplevelser fra Knudshoved Odde”. Kong Volmer, som rettelig hed Valdemar d. 4., var kendt som Valdemar Atterdag og levede fra 1321 til 1375. I perioden 1340-1375 var han konge. Han var ifølge overleveringen ualmindeligt jagtglad. Valdemar havde sit jagtslot på det nuværende Stensbygård Gods, som ikke ligger langt fra Rosenfeldt. Sagnet fortæller, at hans jagter var vilde og sikkert har udfoldet sig over det meste af Sydsjælland. I det fine digt ’På Sjølunds fagre sletter’ nærmest hudflettede digteren B.S. Ingemann over 14 strofer kongens tvivlsomme jagtmoral. De fleste kender sikkert digtet som en forkortet sang fra Højskolesangbogen med Niels W. Gades melodi. Digtet skildrer kong Valdemars kyniske jagtudøvelse, som sågar også fandt sted i kirketiden – angiveligt til den stedlige biskops fortrydelse. Over for biskoppens irettesættelse svarede kongen ifølge Ingemans digt, at han hellere vil gå på jagt end have udsigt til ”Guds Himmerig”
Mon ikke mange har skoleminder i forbindelse med sangen, som i en af de sidste strofer beskriver sagnet om kongens jagter:
I Muld for længe siden
Kong Valdemar er lagt,
Men sælsomt gennem Tiden
Gaar sagnet om hans Jagt.
Tit korser arme Bonde
sig end på natlig Sti,
Hvor Jægere og Hunde
Ham suse vildt forbi.
Zoologen og dyreværnsmanden Hans Hvass (1902 – 1990) skrev i sin populære bog ’Fugle i farver’ (Politikens Forlag, 1956) om Sortanden: ”Der er måske ikke mange, der har set sortænder; til gengæld har de fleste hørt deres stemmer i de lune forårsnætter, når det kort klagende gyv-gyv toner fra den mørke nat, hvor de i mægtige skarer trækker nordpå. I folketroen hedder det sig, at lyden stammer fra hundeglammet fra kong Volmers vilde natlige jagt.” Sortanden kaldes visse steder for gyvfuglen.
Hans Hvass var i øvrigt medlem af jagtlovskommissionen i tiden 1949-1965, hvor han næppe har været fasanudsætningernes mand. I hans fuglebog hedder det om fasanen, at den ”udsættes i parker og skove som let skydeligt vildt, der flyver meget tungt.”
Overvejende godsernes mand
Thureholm har i det spørgsmål næppe været enig med Hvass og har i kraft af sin tilknytning til godser og herregårde på Sjælland bakket op om disses jagtlige interesser.
Man skal dog være opmærksom på, at vildtudbytter og jagtformer var en del anderledes i 1950’erne, hvor Hvass og Thureholm deltog i jagtdebatten. I ’Dansk Jagttidende’ d. 5. december 1954, findes vildtudbyttestatistikker for flere årrækker. I jagtåret 1950-1951 nedlagdes 389.900 agerhøns, 359,400 fasaner og 399.600 harer. Hertil kom 378.200 svømmeænder. De vilde agerhøns overgik således udbyttemæssigt de udsatte, ’tungt flyvende’ fasaner, hvis udsætningsvolumen var langt mindre end nutidens mere end 1,5 mil. Ganske tankevækkende i en nutid, hvor markvildtet som følge af det højt industrialiserede landbrug har det yderst svært, og der derfor kompenseres med masseudsætninger for dog at have noget at skyde.
Thureholm og strandjægerne
men et par gæs blev det dog til
At Thureholm overvejende var jordbesiddernes mand fremgår bl.a. af hans ihærdige modstand mod ophævelsen af det jagtfrie 50 meter bælte langs kysterne, som blev indført med jagtloven af 1922. Bestemmelsen, som var indført med Dansk Jagtforenings billigelse, anså Thureholm som et værn mod de horder af strandjægere, der ellers ville kunne forgribe sig på ’godsernes vildt’. Thureholm har måske tilhørt den del af befolkningen, der havde medfølelse med de jordbesiddere, som med Lensafløsningsloven af 1919 havde måttet afgive 10% af hele landets areal til bl.a. statshusmandsbrug og ydermere betale en afgift mod til gengæld ikke at skulle lade deres ejendom hjemfalde til staten ved manglende arvefølge. Denne normalisering af store jordbesiddelsers juridiske stilling, som først afsluttedes i 1930, indvarslede afslutningen på herregårdsepoken i Danmark. Af bl.a. den grund var det vel rimeligt, at jordbesiddere med kystnære arealer kunne holde de nævenyttige strandjægere væk for i det mindste at have dét privilegium? De skød jo lodsejerens vildt. Det mente i hvert fald Thureholm, som livet igennem beklagede sig over den frie jagtret på stranden. Her fandt han en forbundsfælle i herregårdskytten Peter Vilhelm Hansen, der i en lang årrække var skytte på Gavnø Gods ved Næstved. Gavnø Gods har jorde, som støder op til både Karrebæk og Dybsø Fjorde, og der er næppe tvivl om, at nogle strandjægeres adfærd til tider har voldt godset problemer i form af regulært krybskytteri. Man skal imidlertid være opmærksom på, at i de første 2-3 årtier af det 20. århundrede var jagt for mange strandjægere ikke kun en våd og kold fornøjelse, men også en måde at skaffe føde på i en tid med knaphed. Eksempelvis var forårsjagten på Knortegås frem til artens bratte tilbagegang for nogle mennesker et nødvendigt og kærkomment supplement til fiskeriet. Til at belyse denne periode i strandjagtens historie kan bogen ’Strandjagt’ anbefales (Svend Thorsen, Gads Forlag, 2014).
Jagtvennen og foreningerne
Idealisme, virketrang lyst til at kommunikere holdninger og oplevelser betød, at Thureholm i en ung alder gav sig i kast med at udgive et tidsskrift. I perioden 1914-1954 udgav han med periodisk støtte fra Jagtfonden tidsskriftet ”Jagtvennen”, der som primær målgruppe havde jægere på Sydsjælland. I det mindste var størstedelen af stoffet hentet på de kanter, dog suppleret med aktuelle nyheder og notitser, som blev hentet fra andre medier og steder. Det er en ganske stor produktion, der er tale om. For selv om de enkelte numre var af relativt beskedent kvantitativt omfang, udkom der flere af dem hver måned. Tidsskriftet var delvis finansieret og præget af lokale annoncører, dvs. virksomheder fra Næstvedområdet. Enmandsredaktionen havde nemlig til huse på Axeltorv i Næstved, og trykningen blev varetaget af Næstved Tidende. Det har ikke på noget tidspunkt været økonomisk vinding, der drev værket. Da ’Jagtvennen’ gik ind, havde Thureholm oparbejdet en gæld for trykningen til Næstved Tidende, som han tilbød at betale tilbage ved at arbejde som korrekturlæser. Denne funktion varetog han til sin død i 1957.
’Jagtvennen’ formidlede mange og detailrige oplysninger om naturens gang, og om hvordan jagten forløb i sæsonerne, overvejende på godser og herregårde, hvor de lokale skytter var flittige informanter. Men også jagtberetninger og naturoplevelser fra fremmede himmelstrøg fik spalteplads i bladet.
Da ’Jægerklubben Sct. Hubertus’ d. 3. november (Sct. Hubertus’ dag) i 1921 blev stiftet af en række fremtrædende jægere i Næstved, valgtes Thureholm til foreningens første formand. ’Jagtvennen’ udviklede sig med tiden til at blive medlemsblad for den nye jagtforening, som i begyndelsen havde ambitioner om at blive landsdækkende. På daværende tidspunkt var der i Danmark blot en enkelt landsdækkende jagtorganisation, Dansk Jagtforening, som var blevet stiftet i Fredericia i 1884. Baggrunden for stiftelsen var ønsket om beskyttelse af vildtet i yngletiden. Særligt gråanden var dengang truet af decideret udryddelse som følge af manglende fredningsbestemmelser. Dansk Jagtforenings første markante politiske resultat var da også at få indarbejdet en fredning af ’vildænderne’ i tiden 1. marts til 30. juni. Dette skete med jagtloven af 1888, og det kan i dag virke fattigt med 4 måneders fred om året, men i den foregående jagtlov af 1879 var ænderne fredløse. Samme etiske overvejelser om hensyntagen til vildtet gjorde sig gældende for ’Jægerklubben Sct. Hubertus’, idet der i betingelserne for medlemskab blev stillet krav om lovoverholdelse og høj jagtmoral. Hvis man med nutidens øjne alligevel skal se kritisk på datidens jagtudøvelse, må det være den skarpe sondring mellem ædel- og skadevoldende vildt, der falder for brystet. Jagtbladene bragte annoncer for fosformos til krager, sakse og fælder til fangst, og der var ofte illustrerede beretninger om succesfulde rovfugleudbytter. Det er dog næppe formålstjenligt at lægge en senere tids normer og moral ned over fortidens praksis. Hver generation bør søge at forbedre sin jagtlige etik, og i 2023 diskuterer miljøministerens rådgivende udvalg i jagtlige spørgsmål, Vildtforvaltningsrådet, etikken i jagt, herunder den stadigt forekommende faunakriminalitet. En del af denne kriminalitet er netop bekæmpelse af rovfugle, som for nogle desværre ses om legitim selvjustits for at beskytte fasanudsætningerne.
For omkring et århundrede siden, da ’Jagtvennen’ begyndte at udkomme, var jagt på landjorden overvejende forbeholdt de højere rangklasser. I løbet af de efterfølgende årtier ændrede det sig, så også jævnere indkomstgrupper kunne nyde jagtens glæder. Med jagtloven af 1922 blev jagten i en vis forstand demokratiseret, men loven indeholdt en efter manges mening udpræget klassebestemt paragraf, nemlig den nævnte fastlæggelse af et bælte på 50 meter fra kysterne, hvori der ikke måtte drives jagt. Man kan få den tanke, at kredsen omkring Jægerklubben Sct. Hubertus var bekymret for tab af jordbesidderes jagtlige privilegier og i det spørgsmål måske ikke havde fuld tillid til Dansk Jagtforening, som med sit stigende medlemstal gradvist måtte varetage bredere interesser. Da det frem mod jagtloven af 1931 stod klart, at 50-metersbæltet ikke kunne opretholdes, skrev Thureholm: ”Dansk Jagtforening har maattet strække Gevær og har maattet gaa med til at slette Bestemmelsen om 50 Meters Bæltet ved vore Kyster” (Thorsen, s. 97,). Allerede kort tid efter jagtloven af 1922 havde en ny landsdækkende jagtforening set lyset, ’Landsjagtforeningen af 1923’. Foreningen blev stiftet i 1923 i Nykøbing Falster med det udtrykkelige mål at få ophævet det forhadte kystbælte, hvilket da også lykkedes med loven af 1931.
Bekymringen over eller snarere modstanden mod den frie strandjagt vedblev dog at få spalteplads i ’Jagtvennen’. Da fabrikant dr.scient. Bøje Benzon i 1945 sammen med blandt andre grosserer Ludvig Svendsen, Jagt- og Fiskerimagasinet, og ingeniør Niels Monberg stiftede ’Dansk Havjagtforening’, fik foreningen husly hos ’Jagtvennen’. Denne kreds af velhavende jægere havde den opfattelse, at den frie strandjagt var et problem, og man havde et probat forslag til løsningen, nemlig salg af jagtretten på vandet. I sin bog ’Strandjagt’ refererer Thorsen et besøg i 1943 i Jagt- og Fiskerimagasinet, hvor ejeren, Ludvig Svendsen, over for en kunde, strandjægeren Hans Eriksen forklarede, hvor gode forhold, der ville blive på stranden, hvis staten overtog al jagtret på vandet og efterfølgende solgte den i parceller af ”100 Kr. pr. Stk.” (Thorsen, s. 272). Først med vedtagelsen af jagtloven af 1967 erkendte kredsen omkring Dansk Havjagtforening de nye tider og nedlagde sig selv.
Strandjagten har været et smertensbarn i dansk jagts historie. Foreninger er opstået og nedlagt som følge af markante synspunkter på netop denne jagtform. Jægerklubben Sct. Hubertus stiftedes formentlig som udtryk for en bekymring for Dansk Jagtforenings evne til at fastholde de større jordbesidderes privilegier, Landsjagtforeningen af 1923 var en egentlig protestforening mod 50-metersbæltet, og den sidst tilkomne forening, Dansk Strandjagtforening, stiftet 1940 i Odense, havde udspring i utilfredshed med, at Landsjagtforeningen af 1923 havde tilsluttet sig en specifik ekstraordinær særfredning af dykænder. Ved fredningen mistede mange af de økonomisk ringest stillede strandjægere muligheden for et forholdsvis billigt tilskud til kosten.
Fra 3 jagtforeninger til 1 – og nye udfordringer
’Jagtvennen’ er kulturhistorie, og den giver et interessant indblik i nogle af de modsætninger og konflikter, der fra begyndelsen og til godt og vel midten af det 20. århundrede prægede jagtens udvikling. Det er tankevækkende, at datidens konflikter var mellem jægere indbyrdes, dvs. mellem dem, som af nogle blev betragtet som ’kapitaljægere’ og de mindre bemidlede jægere. Da der i mange år var tre landsdækkende jagtorganisationer, gav folkeviddet dem da også metaforisk forskellige typer fodtøj; i Dansk Jagtforening gik man i laksko, Landsjagtforeningen af 1923 var overvejende bønder, der passende kunne gå i gummistøvler, og Dansk Strandjagtforenings medlemmer bar naturligvis søstøvler.
Den almindelige samfundsudvikling har også ramt jagtorganisationerne, og i dag er kun én jagtorganisation af en vis størrelse og derfor repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet, nemlig Danmarks Jægerforbund, som er en fusion af de tre gamle foreninger. I dag opleves bl.a. regulativer, pres og forventninger fra EU og samfundet som faktorer, der tvinger jægerne til at tale med én stemme. Hvorvidt dette lykkes, må man hver især dømme om.
’Jagtvennens’ ophør og foreningslivet i Thureholms by, Næstved
Af forskellige årsager blev Jægerklubben Sct. Hubertus’ ambitioner om større geografisk udbredelse aldrig indfriet, og da Jægerklubben Hubertus, som den hed i sine sidste år, ophørte, havde den i mange år været Næstvedområdets lokalafdeling af Dansk Jagtforening. Men allerede kort inde i foreningens levetid begyndte spørgsmålet om den hårde kurs over for strandjagten at splitte foreningen. Indlæg i ’Jagtvennen’ i løbet af 1922 og ved Jægerklubben Sct. Hubertus’ første generalforsamling samme år indvarslede den begyndende stagnation og senere regulære tilbagegang i medlemstal, der kendetegnede foreningen helt frem til 1970’erne. På dette tidspunkt steg tilslutningen til foreningen, men da var den også blevet en bred forening. For eksempel kan det nævnes, at foreningen i begyndelsen af 1990’erne spillede en aktiv rolle i at minimere skaderne på den lokale strandjagt som følge af udmøntningen af det såkaldte køkkenbordsforlig af 1991. Forliget mellem en række grønne organisationer og jægersiden indebar bl.a. oprettelsen af en række nye reservater, hvorved en meget stor del af landets bedste strandjagtsområder i løbet af 1990’erne frededes. Hvad mon Thureholm ville have tænkt om sin gamle forening, som på den måde kom til at tale den kystnære strandjagts interesser? Det får vi naturligvis aldrig at vide, men et kvalificeret gæt kunne være, at han i kraft af sin baggrund, historiske viden og kulturelle ballast ville have nikket til udviklingen.
For sit eget vedkommende lukkede han ’Jagtvennen’ i 1954. I en notits i ’Dansk Jagttidende’ d. 20. januar 1955 kunne man læse: ”Jagtbladet ’Jagtvennen’, som i en meget lang Aarrække har været udgivet og redigeret af Redaktør K. W. Thureholm i Næstved, er ophørt med at udkomme paa Grund af de vanskelige økonomiske Forhold.” Bemærk, at retskrivningsreformen fra 1948 ikke har påvirket redaktionen.
Med dannelsen af Danmarks Jægerforbund i 1992 mistede alle lokale jagtforeninger deres ’hovedforeninger’, og som en konsekvens heraf fusioneredes Jægerklubben Hubertus i 2001 med den tidligere lokalafdeling af Landsjagtforeningen af 1923. I lighed med udviklingen inden for det nationale jagtpolitiske felt gik udviklingen i retning af større enheder, og i dag er der i Næstved by én stor jagtforening, Næstved Jagtforening, og to mindre strandjagtforeninger, henholdsvis Næstved og Karrebæksminde Strandjagtforeninger.
Udviklingen i foreningslivet generelt i Danmark har siden 1970’erne lidt skade. TV og ændrede arbejds- og familiemønstre har sandsynligvis medvirket til, at det er vanskeligt at mobilisere medlemmer af jagtforeninger til ret meget andet end aktiviteter, som indebærer jagt eller skydning – og den socialklasse af mennesker, der bar en forening som ’Jægerklubben Sct. Hubertus’ frem, er ikke særligt synlig i det organisatoriske liv i dansk jagt. Mange af dem går på jagt, men de er ikke længere fremtrædende i foreningslivet.
Når man bladrer i de gamle numre af ’Jagtvennen’, er det svært ikke at blive en smule nostalgisk, og man kan gribe sig selv i et ønske om at have været dér og oplevet de gyldne år.
Finn Watson, juni 2023
