- – Vi har mistet retten til at kræve noget af naturen
Dette skriver jeg i Jyllands Posten søndag den 27. august. Indlægget ligger bag betalingsmuren i avisen og på hjemmesiden, men du kan læse teksten her:
Der er megen opmærksomhed i øjeblikket på en række kendte og ukendte mennesker, som er bannerførere for sloganet: Giv os naturen tilbage. Mange af dem med en holdning til naturen som fortalere for mere opmærksomhed og handling i vores forhold til naturen. Det er godt, at der bliver rettet fokus på naturens ringe tilstand og det er på høje tid, at naturforkæmperne også er parate til en mere populistisk tilgang. (Mindre Fjällräven og gummistøvler og mere løbesko og rygsække…)
Der er siden Corona-årene sket en stigning i danskernes ønsker om at komme ud i naturen og en stigning i ønsket om at være aktiv i naturen. Uanset om det er som sportsfiskere, løbere, vandrere eller blot familier på udflugt er det med til, at endnu flere danskere får øjnene op for den natur vi trods alt stadig har her i landet.
Der tales meget om biodiversitet og der tales om urørt, vild natur som skal fremmes. Det er der mange gode grunde til og fortalerne for denne del af naturdebatten kommer ofte i konflikt med andre naturbrugere, som måske er mere pragmatiske i forhold til naturen eller rettere definitionen på natur.
Det er vigtigt i denne sammenhæng at huske på, at begrebet natur kan tolkes meget rigidt og det kan tolkes frit. Den tidligere miljøminister Esben Lunde-Larsen (V) gjorde sig jo både bemærket og til grin i mange kredse, da han sagde, at en stor kornmark i hans øjne er smuk, dansk natur.
Hans natursyn havde ikke nogen gavnlig virkning på dansk natur, men udtalelsen kan have et gran af sandhed. Det er nemlig sådan, at det vi i Danmark (og i mange andre vestlige lande) kalder natur ofte er dyrket land eller en kombination af vild natur og teknisk/menneskelig indgriben.
F.eks. bruger vi mange penge på at opretholde det vi kalder ægte natur. Når vi gerne vil genskabe overdrev og fritlagte bakker som en “oprindelig” naturbiotop, så kræver det pasning og vedligeholdelse. Det sker rundt omkring ved hjælp af græssende dyr, som får og kreaturer, som i sig selv er gode løsninger, men som i mange tilfælde kolliderer med naturbrugernes adfærd (man er bange for dyrene og føler så, at hegnet holder en væk fra oplevelser (!))
Så kan man jo ty til mekanisk naturpasning, hvilket f.eks. vil sige, at der kører en fjernstyret slåmaskine i bakkerne ude i naturen for at fjerne de (naturlige eller invasive) planter, som får plads, når Naturstyrelsen fjerner de træer som har stået i måske flere hundrede år.
Det er en kompliceret affære, men det er menneskeskabt fordi vi som mennesker vil have den natur vi mener er den rigtige.
Med andre ord et eksempel på ”Giv os naturen tilbage”, men naturen er måske ikke lige med på den præmis. Derfor er det i naturens oprindelige interesse at lade det gro. Det betyder selvfølgelig, at Naturstyrelsen, biologer og andre naturforkæmpere ikke lige får det istidslandskab, der var planen.
Er vi ikke en del af den cyklus naturen har og skal vi absolut bryde in og ændre naturen efter vores præmisser og modetendenser? Er det ikke nok, at vi mennesker i generationer med stigende intensitet har gjort vold på jorden/naturen med vores enestående evne til at ville bestemme og udnytte over alt.
“Giv os naturen tilbage” er derfor ikke et krav vi som mennesker har ret til at stille!
Vi har forpasset retten til at kræve ejerskab over naturen. Det er netop dette ejerskab, som har ødelagt naturen, slået tusindvis af fugle, dyr og insekter ihjel, lagt skovområder øde og udpint jorden til sidste næringsbacille.
Hvordan kan mennesket kræve naturen tilbage, når det er os, der igennem især de sidste par hundrede år ved udelukkende at tænke på vækst og profit har reduceret det vi kalder natur til stort set ingenting – eller som man siger nu: 1.5 procent af Danmark er vild natur.
Vi har vækstet naturen og en stor del af livet i naturen væk og med uigennemtænkte vejprojekter, by udvidelser, industriudvikling og sidst men ikke mindst ved at lade landbruget uhindret og helt igennem uforsvarligt bogstavelig talt overtage størstedelen af vores åbne areal, så der kan dyrkes foder til de millioner af svin vi har i stalde, som forurener og samtidig spreder landmændene sprøjtegifte og kunstgødning på arealerne stort set uden kontrol.
Man har indtryk af at dyrkning af foder i Danmark har højere prioritet end dyrkning af korn til fødevarer for mennesker og det er det, der nu giver bagslag.
Der er desværre stort set ikke meget positivt at sige om den situation vi er inde i nu. Vi er – og det er der mange som beviser – meget tæt på, at vi har sat det hele over styr. Ikke blot i Danmark, men i det meste af verden. Det er muligt vi kan spise grise, men det er der færre, der gør og så kan vi jo kun se tilbage på fejltagelsen med at prioritere dyrefoder over menneskeføde.
Det triste er, at vi ikke en gang kan se noget positivt i det klimaaftryk udviklingen har sat i Danmark. Regeringen har ikke travlt med at reducere, hvor det virkelig gælder. Filosofien er at vi blot skal købe elbiler og dæmpe for varmen. Undskyld mig, men det forslår som en skrædder i Helvede i det perspektiv, som er helheden.
Industriens og især landbrugets negative klimaftryk kører i dag uhindret for fuldt tryk, uanset at alle eksperter i årevis har peget på at den mest effektive og hurtigste løsning ligger der.
Klimaet og naturens tilstand hænger selvfølgelig sammen. Man skal ikke have været i kontakt med naturen i mange år for at lægge mærke til den negative udvikling.
Andre kan dokumentere hvor mange fugle, dyr, insekter og fisk der er forsvundet ud af den danske natur. Det er mange og jeg vil tro der er mange nulevende, som kan mindes en barndom eller sågar ungdom, hvor agerhønsene var almindelige på markerne og lærkerne i øvrigt sang ovenover alting. Det var tider, hvor viberne fløj kunstfærdigt over engene og markerne og det var ikke ualmindeligt at hækken i haven var hjemsted for småfugle og sangere, som nu enten er væk eller sjældne.
Det var også i nyere tid, at en tur med fiskestangen i den lokale sø, å eller ved stranden gav en fisk eller to til middagsbordet. Det sker selvfølgelig stadig, men jeg har fisket i søerne og i åer i mange år og det er meget sjældent at få en levedygtig fisk på krogen. Vandmiljøet både i havet og i de indre ferske vande og åerne er helt smadret.
Havde politikerne og havde de mennesker som arbejder med naturen i den offentlige sektor haft øje for perspektiverne for mange år siden (og de blev gjort opmærksomme på det) kunne meget af elendigheden være undgået. Vi kunne have reddet liv og det vi kalder natur.
Men især politikernes nærmest katastrofale mangel på perspektiv i administrationen af vores land og vand har i den grad svigtet. Tænk, politikere i dag taler stadig om behovet for motorveje frem for offentlig transport, om broer og vejføringer gennem smuk natur. De overser bevidst de problemer landbruget stadig skaber. De undgår at stramme op overfor miljøforbrydelser begået i landskabet og naturen.
Forvaltningen af landbrugets forpligtelser overfor samfund, natur og klima har bygget på frivillighed. Og der er ikke megen spejder-ansvarlighed hos landbruget. (Som i øvrigt efterhånden bidrager mindre og mindre til samfundsøkonomien, men koster mere og mere i tilskud).
Det ser sort ud. Ja, desværre og der er ikke meget lys forude. Derfor er “Giv os naturen tilbage” også helt galt afmarcheret.
Det er os, der skal give naturen tilbage til jorden. Nu. Vi har mistet retten til at kræve noget af naturen.
Har du medielogin finder du indlægget i Jyllands Posten via dette link: