Regeringen: Forbud mod ikke-nedbrydelige haglskåle på vej

 

 

 

 

 

Det er nu en kendsgerning, at vi skal til at bruge nedbrydelige haglskåle – altså haglpatroner uden plastskåle. Ihvertfald hvis regingen får sin Plastikhandlingsplan igennem Folketinget. Men ro på: planen er lagt frem i dag og så er der vel en lang vej fremad, før der sker noget for alvor. Men med det fokus der er på plastforurening er der næppe tvivl om, at et enigt Folketing vil bakke op.

Formanden for Jægerforbundets udvalg for våben, Marie-Louise Munch Achton-Lyng siger til positivskydning.dk: “Det har lagt mig meget på sinde at få dette igennem hos regeringen og vi kan nu arbejde endnu hårdere for at få producenterne til at komme med flere muligheder og selvfølgelig til forskellige kalibre.
Alle har ventet på dette udspil og derfor går hele forløbet først rigtigt i gang nu.
Samtidig kan jeg fortælle, at jeg i/med Våben Udvalget også arbejder på at oprette en form for fond, som skal være med til at dække udgifter ved evt. oprensning af forurenet skydeanlæg. Dette er kun på tegnet brættet, men en lige så vigtig sag som de bionedbrydelig haglskåle. En af ideerne er at søge om midler via jagttegnsmidleren, altså fra de penge der kommer ind fra jagttegns afgiften.”

Jægerforbundet har gennem længere tid arbejdet med sagen og der har været holdt møder med repræsentanter for foreninger, producenter, importører og andre aktører i branchen.

Sagen har været omtalt tidligere her på bloggen og siden er der faktisk sket en del på området. Jeg hører, at flere af de store godser og andre udlejere af jagt allerede har indført krav om nedbrydelige haglskåle i de patroner, som bruges. Til gengæld er kravet om ikke at bruge stålhagl i skovområder lempet rigtig mange steder.

Skal vi alle have samvittigheden i orden – og det bør vi, når vi efterhånden ser hvor omfattende plastforureningen er – er det alstå om at finde de patroner på hylderne, som allerede har nedbrydelige haglskåle. Og der kommer flere og flere.

Iøvrigt er problematikken også meget omtalt f.eks. i England og Skotland, hvor plast ikke må bruges på de organiserede klapjagter og ved rough-shooting.

Her kan du kan læse Regeringens_plastikhandlingsplan

Fra venstre ses en Vintagepatron med paphaglskål. I midten en patron med bionedbrydelig skål og endelig en almindelig patron med plasthaglskål

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Ny serie: De kendte og deres våben: Ernest Hemingway

På Hemingways sidste safari 1953-54 var der mange våben i spil. Skulle der skaffes fugle til gryden var det altid hans elskede W&C Scott, der blev taget frem brugte.

Om morgenen den 2. juli 1961 gik den amerikanske forfatter Ernest Hemingway ned til våbenskabet i entreen i sit hjem i Ketchum, Idaho. Valgte en kaliber 12 haglbøsse blandt mange og skød sig selv. En af dette århundredes største forfattere satte punktum for et langt liv.
Først gik det verden over, at det var et vådeskud, mens han rensede sin engelske Boss side-by-side.  Men ingen af delene var sandt. Hemingway havde haft med geværer at gøre siden han var ti år gammel og ville næppe ”komme til” at skyde sig selv i hovedet ved uheld. Og han havde aldrig ejet en Boss.

Ernest Hemingway levede i bogstaveligste forstand et liv, hvor våben udgjorde en stor del af hans verden. Fra han var barn til hans deltagelse i 1. verdenskrig, gennem den spanske borgerkrig og 2. verdenskrig var Hemingway involveret – både som aktiv og som krigskorrespondent. I modsætning til korrepondenter i dag var han altid bevæbnet.
Men hele livet igennem var Hemingway  jæger og naturmenneske.

I  bogen ”Hemingways Guns” får vi et indblik i hans våben gennem tiderne, hvad han brugte dem til og hvem han brugte dem sammen med. Primært er bogen en gennemgang af de forskellige våben, der har stået i hans våbenskab hjemme på ranchen i Ketchum og rejst med ham på jagt i Europa og på hans to store safarier til Afrika.

Ikke prangende

Hvis man tror, at den velhavende amerikaner købte dyrt ind, når han skulle have nye geværer, tager man fejl. Øverst på listen over foretrukne jagtrifler var en kaliber .30-06 Griffin and Howe Springfield. Denne riffel skulle gennem resten af hans liv følge ham både på hjortejagt i Idaho og på hans to omfattende safarier i Africa.
Den er bygget på en brugt lås fra en militær Springfield riffel, men bygget op med ny pibe og med nyt udsøgt skæfte. Den blev leveret med et diopter-sigte og en Zeiss 2.25X kikkert. Den pillede han dog snart af og brugte aldrig kikkertsigtet igen. Ialt måtte han slippe 256 dollars inklusiv en læderkuffert.
Hemingway var virkelig faldet for denne riffel.  Han skrev til en af sine venner:
”man tager den op og sigter så naturligt som at pege med en finger…smukt lavet og den mest enkle og praktiske riffel jeg har set.”

På den første safari Østafrika var Springfield-riflen Hemingways foretrukne og han kunne skyde med den. I romanen ”Afrikas grønne bjerge” som handler om safarien i 1933-34 skriver han om en bøffeljagt:

”Droopy havde rakt mig Springfield’en, og jeg viklede remmen om armen og tog sigte. Jeg havde nu bøflen lige i dioptret og gjorde mig kold indvendig og sigtede mod det øverste af dens skulder. Men da jeg skulle til at trykke af, satte den sig i bevægelse, så jeg måtte dreje bøssen og skyde med foranholdning. Jeg så den sænke hovedet og sparke bagud som en hest, der bliver rædselsslagen. Jeg repeterede og skød igen, denne gang bag dyret, idet den forsvandt; og nu vidste jeg, at jeg havde fået ram på den”. Pop: “Den må have været fire hundrede meter borte. – Jeg tør nok sige, De forstår at håndtere den lille hyldebøsse.”

(Droopy er en af den indfødte våbenbærere og Pop den engelske PH, der ledsagede Hemingway på safarien.)

I dag vil man nok være mere end tilbageholdende med at skyde på fire hundrede meters afstand med åbne sigtemidler. Men det var vel Papa Hemingway… Og overdrivelser har aldrig skadet hans fortællinger…

Den lille Mannlicher

Det blev dog hurtigt – også i begyndelsen af 30-erne – nødvendigt at få en lidt lettere riffel. Også denne gang valgte Hemingway Griffin & Howe som leverandør. Fordi Springfield-riflen med sine ni pund var lidt for tung at slæbe rundt med i bjergene hjemme til mindre hjortevildt, ville han have en lettere riffel. Valget faldt på en tre pund lettere klassiker: Mannlicher-Schoenauer, model 1903 i kaliber 6.5×54. Det blev en riffel, som Hemingway igennem årrække havde flere af. Nok en af de smukkeste af de klasisiske rifler nogensinde.

Mannlicherne fulgte Hemingway hjemme i Idaho på hjortejagt i bjergene. Den var også med på den anden Safari 1953-54. Som et kuriosum kan nævnes, at netop denne riffel havde en fast plads i Hemingways fiskerbåd Pilar (der lå i Havana), hvor han brugte den til at skyde efter hajer, som generede ham, når han fiskede efter sværdfisk… Man møde riflen i den lille novelle ”The short happy life of Francis Macomber” om den lidt undselige og bange Macombers safaritur, som ender dramatisk, da hans kone skyder ham – ja, med en Mannlicher.

 

Der var jo altid ret meget “show off”, når Hemingway var til stede. Her må fotograf Earl Theisen holde sin smøg i strakt arm, mens Hemingsway skyder med sin kaliber 22 Winchester pump gun.

Der var adskillige andre rifler i Hemingways liv. Han havde en forkærlighed for små kaliber .22 rifler og ejede selvfølgelig den klassiske amerikanske model med bøjlegreb (cowboymodellen), men også pumpgun-modeller i samme kaliber. De blev brugt til at skyde kaniner og andet småvildt. Men i høj grad var de også sønnernes første bekendtskab med våben. Den ene af sønnerne endte med at blive professionel jæger i Afrika.
Endelig havde Hemingway flere af de ”store”. Naturligt nok fulgte de ham på safariturene og bl.a. havde han en engelsk Wesley Richards i kaliber .577 Nitro Express. Så bliver de ikke meget større, men det var ikke et våben han havde den store kærlighed til. Han foretrak til alle tider sin gamle prøvede .30-06 Springfield. Han havde en aversion mod de store fordi han ikke synes han kunne tage ordentlig sigte. Det er tænkeligt, at han ikke vil indrømme, at han – ligesom nok de fleste andre – der har prøvet at skyde en 577-er var en lille smule bange for den.

Denne Westley Richards dobbeltriffel i cal. .577 Express var ikke hans favoritvåben og det fortælles, at en af hans gode venner blev slået omkuld, da de skulle indskyde den i en kælder i New York.

Haglgeværerne

I tidens løb ejede Hemingway mange haglgeværer. Han elskede fuglejagten – specielt andejagt og fasanjagt hjemme i Idaho.
Til ”hverdagsbrug” var det klassiske Browning pumguns eller A5 halvautomater, der blev taget ned fra hylden, når han skulle på andetræk med vennerne.
Det var langløbede og trangborede geværer, som han skød med stor effektivitet.
En anden af yndlingsbøsserne var en Browning Superposed  (B25) – en de luxe udgave af Brownings klassiske over og under, som han havde i mange år.
I våbenskabet stod også flere spanske geværer. Hemingway rejste meget i Spanien og han elskede landet. Derfor skulle han også eje spanske haglgeværer, som var våben i høj kvalitet. Bl.a. en kaliber 12 Sarasqueta og en tilsvarende Arrizabalaga.
På samme måde havde han det med Italien,  derfor var der også en luksus Beretta på hylden.

Et par gode kammerater i Idaho 1940. Gary Cooper var en af de gode venner. Her står Hemingway med sin Browning B25

Sammen med vennerne var der ofte gang i konkurrenceskydning. En af hans mest foretrukne former var skydning efter levende duer. Denne form for konkurrence var forløberen for lerdueskydning, som vi kender det i dag og det var efterhånden ikke lovligt at skyde efter levende duer på den måde. Men på Cuba, hvor Hemingway havde sit ”sommerhus” var det tilladt og han elskede at udfordre de lokale skytter og de gæster som besøgte ham der. Der brugte han ofte det gevær, som nok stod hans hjerte allernærmest: en engelsk W & C Scott & Son Pigeon Gun.

Det engelske firma W & C Scott & Son var berømte for bl.a. at lave disse 30 tommer langløbede geværer som var meget populære hos dueskytterne. Det var ikke et luksusgevær, men et gevær af høj kvalitet og smuk finish. I 1948 arbejdede Hemingway på en roman i Italien. Han boede hos en greve i Codroipo og da det var i nærheden af Venedig-deltaet var det naturligt at bruge fritiden på at skyde nogle ænder i ny og næ.
Det var her Hemingway faldt over W & C Scott-geværet og købte det brugt.

Han brugte det meget til almindelig jagt på fasaner og ænder, til lerdue- og dueskydning og den elskede Scott var en naturlig del af geværudstyret, som var med på safarien i 1953-54 i Østafrika.

W & C Scott og det sidste skud

Der har stået utroligt megen mystik omkring Ernest Hemingways selvmord for i 1961 i Ketchum. Som nævnt i indledningen blev det også til, at geværet var en engelsk Boss, men sådan en havde Hemingway – trods alt – ikke ejet.
Men hvilket af geværerne havde han taget fra geværhylden den skæbnesvangre morgen?
Forfatterne bag ”Hemingway’s Guns” har researchet sig frem til, at det kun kan være W & C Scott & Sons geværet.

Her har Hemingway igen sin W&C Scott fremme på Østafrika-safarien i 1953-54.

I researchen til bogen om Hemingways Guns fandt forfatterne  dele af geværet hos lokale i Ketchum. Man ved, at umiddelbart efter Hemingways død blev det fatale gevær givet til en lokal smed, som – vistnok – skulle skaffe sig af med det. Det blev ødelagt og gravet ned og knap 50 år senere fandt forfatterne smådele af geværet hos et af smedens familiemedlemmer.
Det kunne ihvertfald slås fast, at det IKKE var en Boss, men derimod dele af en W & C Scott.
Og da netop dette gevær blandt de mange aldrig er registreret eller dukket op siden tillader forfatterne sig at drage konklusionen: Ernest Heminhway tog sit højtelskede Scott-gevær puttede en enkelt patron i, gik ud på toilettet og skød sig selv i hovedet tidligt om morgenen den 2. juli 1961.

Det var slutningen på et liv, som havde budt ham på flere oplevelser, end de fleste kommer ud for, og det var slutningen på et forfatterskab, som kunne delagtiggøre os andre i disse oplevelser og som skulle danne skole for en helt ny tids forfattere.
Dette liv havde taget hårdt på Ernest Hemingway. Undervejs var der traumatiske oplevelser i krig og kærlighed. Flystyrt i Østafrika og aldrig nogensinde tilbageholdenhed med de fristelser livet bød på.
I flere omgange var Hemingway indlagt på psykiatriske klinikker. Således også i en periode op til sommeren 1961.

(Alle fotos fra bogen “Hemingway’s Guns” af Silvio Calabi, Steve Helsley og Roger Sanger. Forlag: A shooting sportsman book)

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Tænk dig om inden patronkøbet….

Remingtons Hyper Sonic

Federal Black Gold

Jaguar Hyper Steel

 

 

 

 

 

Forleden mødte jeg en erfaren jæger der på sneppejagt altid bruger HyperSteel patroner i størrelse 2. Det virker, som han sagde. Jeg synes nok, at der er tale om overkill i bedste forstand. En af de andre jægere, som er en meget erfaren og dygtig sneppejæger var i den modsatte ende med sin kaliber 20 og flugtskydningspatroner i størrelse 7. Mere end nok til snepperne, som jo ikke er specielt skudstærke.

Det var selvfølgelig en af de mange små diskussioner vi har mellem såterne om alt muligt fra patroner til foranhold og det var nok også lidt mere aktuelt på baggrund af min artikel i JÆGER i denne måned: Kraftige patroner kræver forsigtighed.

Min medjæger havde en forholdsvis ny over/under fra en af de kendte producenter. Ikke en af de billigste. Han havde ikke læst i brugsvejledningen om brug af chokes o.s.v. og han havde faktisk også 3/4 choke i et af løbene. Det er netop noget producenten fraråder. Så man må sige, at han risikerer på sigt skader på sit ellers meget gode gevær. Alt afhængig af hvor mange skud der går igennem.

Den lille bule på løbet er en sådkaldt udposning, som bøssemagere slet ikke kan lide at se. Som regel skyldes det brug af for kraftige ladninger i geværet.

 

Stort set alle med forstand på haglgegeværer, haglpatroner, ballistik og praktisk jagt er enige om, at en almindeligt ladet kaliber 12 patron med 28 gram hagl og en passende haglstørrelse kan bruge til al slags jagt i Danmark, når vi holder os til anbefalingerne om afstand o.s.v. De samme er også enige om, at der ikke er meget at hente ved at skrue 1/1 chokes for enden af løbene.

Ballistisk ryger en haglsværm ud af løbet og bliver en cigarlignende form, som måske udvider sig til en længde på et par meter. De første hagl går ud med fuld power, men mister efter få meter hastighed og gennemslagskraft. De bageste hagl falder også lige så stille ned/fra og vil kun i meget sjældne tilfælde nå frem til målet.

Så man  sige, at hvis du skyder med 42 gram hagl og fuld udgangshastighed er der endog stor sandsynlighed for, at de hagl der når frem ikke er ret mange og at de også har tabt gennemslagseffekt, hvis du er længere ude end 25-30 meter.

Spredningen ses jo ret tydeligt på de to skiver i artiklen:

32 gram hagl i 1/2 choke 50 meter!

42 gram hagl 1/1 choke 50 meter!

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette er ikke ment som en 100 procent rettesnor for alle. Der kan være mange – også gode – grunde til at at vælge de kraftige patroner. Vurderingen blandt eksperterne er den, at de fleste er overbeviste om, at de kraftige ladninger slår bedre ihjel og rammer bedre, hvilket ikke nødvendigvis er virkeligheden.

Det er sandsynligvis rigtigt for en del jægere. Men det er samtidig en understregning af, at patronvalget også er noget vi har oppe i hovedet. For ikke lang tid siden var der i et engelsk jagtmagasin en oversigt over de “store kanoner” og de bedste skytter på klapjagter. En stor del af disse skyder i dag med geværer med op til 81 centimeter løb, 2xfuld choke, 46 grams (bly)hagl og så kan de skyde fasaner på 80 meters afstand. Det der sjældent omtales i den sammenhæng er, at skudstatistikken på sådan en klapjagt er oppe på 8-10 skud pr. død fugl på paraden. Det er ikke acceptabelt, for vi ved alle, hvor mange der har fået hagl og flyver videre.

Interessant var en anden rundspørge senere på året, hvor det drejede sig om de kendte skytter, som bruger side-by-side geværer til klapjagter. Her var der også nogle af de meste kendte og respekterede folk, som snakkede om 28 – 30 gram (bly)hagl i geværer med 71-76 centimeter løb og næsten alle med 1/2 og 1/4 choke. De fleste af dem anså samtidig fugle ude på max. 50 meter som grænsen. Og de understregede, at det vigtige for dem var at fugle blev dræbt.

Her er det gået helt galt. Det er efter sigende en følge af mange års brug af kraftige patroner i et ældre gevær og så en lille forhindring i løbet den skæbnesvangre dag.

 

 

Jeg vil ikke udråbe bestemte patrontyper eller mærker som skurke i denne sammenhæng. Det er jo sådan, at producenterne leverer de varer som kunderne efterspørger og da mange jægere tilsyneladende vil have noget større, længere og kraftigere i patrontasken ja, så kommer de også på hylderne i butikkerne. Når kunderne kommer og spørger efter de kraftige ved jeg, at hos mange forhandlere spørges der lidt ind til, hvorfor det skal være de kraftige – uden at det ændrer indkøbet.

Det er i den sidste ende en del af at være en god jæger, at man tager alle ting ind i sine overvejelser fra købet af geværet til affyringen af skuddet. Og det er i den allersidste ende også den  enkelte, som med sig selv finder gevær og patronkombinatione, som giver selvsikkerhed og forsvarlig kunnen med geværet.

Men husk dog på den gode gamle konstatering, som jeg har hørt flere erfarne og dygtige jægere/skytter komme med: “Det er sådan set lige meget, hvad du skyder med og hvor meget du putter i kammeret, hvis du ikke kan ramme.” Du vil nok møde sådan en type på jagt en gang og lur mig, om ikke han eller hun selv har puttet et par 28 grams i kamrene.

En helt anden ting, som de kraftige ladninger også medfører er meget mere rekyle og dermed knald på skulderen. Hvor meget mere de enkelte patroner giver bagslag kan du læse i det kommende nummer af JÆGER, hvor jeg har kigget på rekylen og beregnet den for udvalgte patroner fra hylderne i jagtforretningen.

 

 

 

 

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Er det ikke en P….? Nej, det er en Y…..!

Man skal kigge godt efter for at se at dette er en Yildiz Pro og ikke en Perazzi MX2000

Det er  en kendt sag, at de forskellige producenter af haglgeværer kopierer hinanden i stor stil. Jeg har set en ATA Arms over/under, hvor løbssættet passede til en Beretta Silver Pigeon og jeg har flyttet løb fra Browning over i en Miruko uden problemer og så er der jo rigtig mange, som virkelig ligner hinanden.

Nyeste kopi er denne Yildiz Pro, som er tro kopi af Perazzis MX2000. En sort sag med den karakteriske Perazzi-lås. Dog kan aftrækker-delen hos Yildiz  ikke tages ud, som jo er kendetegnet ved mange Perazzi-modeller.

Som det ses er låsen i Yildiz’en identisk med en Perazzi, men det er ikke muligt at tage aftrækkerhuset ud.

Der er en helt anden forskel: En Perazzi MX2000 starter med prisskilte over 70.000 kroner, mens du kan købe Yildiz-udgaven for under 25.000 kroner. Jo, det er forskellen mellem en italiener og et gevær fra Tyrkiet.

Jeg har haft Yildiz Pro’en med på skydebanen og jeg må sige, at jeg endnu en gang bliver positivt overrasket over de tyrkiske geværer. Jeg har testet flere Yildiz-geværer og de har næsten alle været gode bekendtskaber. Prismæssigt ligger de fleste langt under de 25.000 kroner vi snakker om her og det kan også mærkes.

Det var jagtudgaven med fire millimeter ventileret sigteskinne og 71 cm. løb. Lige udmiddelbart føltes den lidt sprælsk selv med en vægt på 3.3 kilo, men da jeg havde vænnet mig til vægtfordelingen og løsblængden var den rigtig behagelig at skyde med. Egentlig ikke specielt meget rekyle med almindelige 24 grams  sportspatroner.

Håndteringen lige fra hylden er som at tage sin gode gamle over/under ud af skabet. Den åbner og lukker præcist og ikke mindst let og uden træghed. Klik og klar. Der er også en bedre finish hele vejen igennem i sammenligning med de øvrige Yildiz-modeller. Og jeg vil sige, at sammenligner jeg med nogle af de kendte italienske mærker i denne prisklasse er trækvaliteten og den endelige finish bedre her.

 

Yildiz Pro var et af hovednumrene på den tyrkiske stand på IWA udstillingen i Nürnberg i marts, hvor jeg fik den præsenteret af en medarbejder.

Den har en skæftelængde på 37.5 cm og en gummibagkappe. Overfladen på baskylen er sort som i sort og der er en pæn stålaftrækker uden guld og god plads indenfor bøjlen. Pistolskæftet er måske en smule fladt i grebet til større hænder.

Jeg har tidligere testet netop en Perazzi MX2000 og kan se, at jeg den gang var te begejstret. Det er vel heller ikke uden grund, at mange internationale topskytter går på banerne med en Perazzi i hænderne. Du kan se min test fra JAGT Vildt & Våben i 2013

Jeg kan se, at Perazzi nu har en “billigudgave” i sortimentet til 50.000 kroner. Jeg har ikke kigget nærmere på den model og den er stadig dobbelt så dyr som Yildiz Pro’en.

Det afgørende spørgsmål omkring de velkendte mærker og deres tyrkiske konkurrenter/efterligninger er om de nye kan holde i længden. En Perazzi er vel nærmest at betragte som lige indskudt ved 100.000 skud, men vi af gode grunde til gode at vide om de nye tyrkiske geværer holder i samme udstrækning. Der er nogle af de tyrkiske mærker som har haft en kort tid på det danske marked, men Yildiz og andre kendte navne som Akkar, ATA Arms og senest Girsan ser bøssemagerne ikke meget til.

Det er Jagthuset Kr. O. Skov, Bording, som har taget en sending af den nye Yildiz hjem i forskellige modeller. Der er en jagtudgave med blank baskyle og så denne sorte. Sporter-modellerne fås både i Trapudgaver og med justerbart skæfte. Tjek Yldiz egen præsentation her

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Skal dit nye gevær være gammelt – altså rigtig gammelt?

Jeg er en af dem, som er faldet for fortiden. I den forstand, at jeg på jagt foretrækker gamle eller ældre haglgeværer – dem, der kaldes vintage-geværer. Altså ikke nødvendigvis antikke, men alligevel mange år gamle. Jeg har hele tiden nye geværer i hånden og på skydebanen og det er altid spændende at teste nye geværer. Se og mærke forskellen i kvalitet og skydeeegenskaber. Men hjertet banker nu en gang mest for de gamle…

Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan det startede, men det har nok været en drøm i mange år, før jeg anskaffede mig min første gamle (1937) engelske side-by-side – en kortløbet William Richards of Liverpool and Preston, som erstattede min halvgamle (60’erne) Webley & Scott. Det var en lærerig proces, som har kostet en del undervejs fordi jeg  ikke havde megen forstand på at købe gamle våben. Så prisen var for høj og kvaliteten for dårlig, selvom den blev købt i en kendt forretning med mange gamle våben. Jeg har den stadig, men nu har den fået nye løb og det er ikke helt det samme…

Selvom geværet har måske hundrede år på bagen behøver det ikke være slap i koderne. Her er det en William Powell jeg har testet og enhver kan se, at ejektorerne ikke fejler noget

Siden er der kommet en Westley Richards & Co. i skabet. Og det passer ganske godt til en haglvåben-nørd som mig. Westley Richards er nok den producent i England, som i tiden fra midt 1800 til begyndelsen af 1900-tallet var mest progressiv og havde flest patenter. Alene det at de to berømte mestre Anson & Deeley var ansat hos WR siger en del. De var utroligt progressive og fremsynede og det var dem, som konstruerede bokslåsen (Anson & Deeley lock) i 1880’erne. Det er den konstruktion, som langt hen ad vejen findes i de fleste geværer i dag. Jeg plejer at sige, at stort set alle banebrydende patenter, der den dag i dag er i haglgeværer findes stemplet ind i min Westley fra 1892.

Jeg har i en tidligere artikel i JAGT Vildt & Våben beskrevet min Westley Richards, som jeg den dag i dag bruger på jagt med stor glæde og respekt for det sublime håndværk.

Mange af de gamle geværer er med de såkaldte damascus løb. På dansk ofte kaldet damaskerede løb. Det er løb, som er lavet med en helt speciel teknik ved at vride stål-stænger. Jeg vil i en senere artikel fortælle om disse løb og deres historie. Det er efter manges mening de smukkeste løb man kan se på et haglgevær. De laves i dag, men det er med moderne teknik og udseendet er helt anderledes end tidligere.

Uanset om man skyder med en gammel tysker, belgier, franskmand eller englænder kræver det omtanke, når der skal vælges patroner. De fleste er i original tilstand med 65 mm. kammerlængde og selvom nogle i tidens løb er blevet boret ud til 70 mm. skal man holde sig fra de hårdtladede moderne patroner. Det er også en tommelfingerregel, at 28 gram hagl er maksimum. Og jo, de fleste af dem kan skyde med stålhagl, når de rette patroner er valgt. Er man i tvivl – eller rettere under alle omstændigheder – snak med bøssemageren og lad ham tjekke, om dit gamle gevær kan holde til de patroner du overvejer.

Man kan nemt falde for et fint gammelt gevær og komme galt af sted. Jeg taler af erfaring og det bedste råd er at købe, hvor man har tillid til sælgeren. Der står rundt omkring fine gamle våben i danske jagtbutikker og da de fleste er side-by-sides er prisen næsten altid til forhandling. Uanset om man går efter en gammel englænder eller en fin gammel Sauer eller Dumoulin fra Belgien skal man passe på, at hjertet ikke løber fra forstanden. På den anden side er der ingen tvivl om, at er man først i gang med processen bliver det hjertet, der tager over.

Efter min mening to af de smukkeste side-by-sides som er lavet. Forrest min Westley Richards fra 1892 med den karakteristiske brede toplukkenøgle og ved siden af en John Dickson af nogenlunde samme alder. En ægte round action, som er meget elegant. Begge geværer er i brug den dag i dag uden problemer

Her i landet kan du finde et udvalg af vintage-geværer hos bøssemager Per Langvad  Også Anders Kronborg, kronborggravering har et udvalg af vintage-geværer. Selvfølgelig er der flest gamle englændere til salg hos de engelske forhandlere. En af dem, der ved mest om det er Diggory Hadoke, som har udgivet bøger om sidelåsgeværer, bokslåsgeværer og hanegeværer. Han sælger geværer via Vintage Guns

Men en søgning på de engelske våbenhandlere giver hurtigt noget at kigge på eller drømme om. Det skal lige med i overvejelserne, at selvom du kører forbi på en ferietur er det ikke helt så nemt, at få sådan et gevær med hjem. Men forhandlerne kan forklare, hvad du kan gøre på forhånd.

Det allerbedste råd til ejere af vintage-geværer er at vælge patroner, som passer til geværet og tage hensyn til alder, løbstykkelse og teknisk stand. Her er det Gamebores bespoke vintagepatroner, men der findes flere på markedet.

Der er selvfølgelig også de engelske auktionshuse, som flere gange om året har store auktioner med nye og især mange vintage-geværer. Gavin Gardiner er en af dem og her kan du se hans gode råd, når du skal købe brugt/vintage.

Det største auktionshus er Holt’s Auctioneers med Nick Holt i spidsen. Jeg har været der flere gange og det er ret overvældende så man skal nok holde hænderne tæt ind til kroppen, når auktionen er i gang. Du kan læse min reportage fra Holt’s

Hvis man vil kigge på mulighederne og få et overblik over prisniveauet er det en god ide at tjekke auktionshusenes onlinekataloger. Her finder du Holt’s og Gavin Gardiner. Herhjemme kan der være god mening i, at følge med hos Lauritz.com og Bruun Rasmussen, men der er efterhånden langt imellem de rigtig gode ting på danske auktioner. Den tyske side eGun er helt oplagt, især hvis man søger efter vintage-geværer fra den kontinentale del af Europa.

De fleste har en opfattelse af at ihvertfald de gamle engelske geværer koster formuer. Det kan de også meget let gøre, men det er faktisk muligt at finde fine vintage geværer med London eller Birmingham stempler til rimelige penge. Nu er det jo relativt, hvad rimelige penge er, men et gevær fra en af de mindre kendte bøssemagere kan fås for mellem 10-15.000 kroner i skydeklar stand. Bliver navnet lidt mere kendt stiger prisen. Det er bestemt heller ikke alle geværer med et engelsk navn, som er topkvalitet, så man skal kigge sig godt for. Der blev i perioden fra slut 1880’erne og frem til 1930’erne håndlavet haglgeværer rigtig mange steder i England og i Europa og nogle af disse lokale geværer overstiger helt klart de bedste geværer fra de mest kendte navne.

Når vi taler om de kontinentale navne fra Tyskland, Belgien og Sverige er prisen ofte meget lavere for helt igennem fine geværer, som er lige til at tage med på jagt. Her skal det nok lige bemærkes, at selv de kendte navne meget tidligt havde en del maskinproduktion, ligesom nogle af datidens producenter i perioder satte kvantiteten af våben over kvaliteten.

Hvis vi sammenligner med et nyt gevær i den prisklasse de fleste køber i, er det slet ikke dyrt. Det er ønsket om at eje og ikke mindst bruge et gevær med en historie og med en høj kvalitet, som får nogle til at købe vintage. Det har betydning for nogle, mens andre ikke kunne drømme om andet end et moderne gevær.

Jeg har i 2016 i JAGT Vildt & Våben lavet en større artikel om vintage-geværer – den kan man godt blive lidt klogere af at læse.

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Italiener med ægte 16’er lås

 

 

Der er kommet nyt fra den italienske producent F.A.I.R. – Fabrica Arma Isidori Rizzini – i Brescia. Det er deres Jubilee serie, som vi endnu har til gode her i Danmark. Normalt er det Jaguargruppen, som importerer F.A.I.R. – ofte i forskellige udgaver og med andre navne – og vi kan helt sikkert forvente, at se de nye udgaver herhjemme.

Umiddelbart vurderet er det geværer i den dyre ende i forhold til  F.A.I.R.s andre geværer, som ligger i den billige eller mellemprisklassen.

Det mest spændende i denne serie er en ÆGTE kaliber 16. Det er ofte sådan, at moderne 16’ere – med mindre de er dyre – bygger på en kaliber 12 lås. Men F.A.I.R. understreger, at de har villet lave en ægte 16’er.

Det falder egentlig meget godt i tråd med en svagt stigende interesse for netop kaliber 16 i de europæiske lande. Jeg kunne godt selv blive ejer af en kaliber 16, da den efter min mening ligger lige til det meste af den jagt vi f.eks. driver her i Danmark. Det er et lidt lettere gevær, uden at være light og ladningerne i kaliber 16 rækker til alt, hvad vi har behov for.

Det er ikke svært – som nogle påstår – at finde kaliber 16 patroner. De fleste producenter tilbyder 16 i både stål og Bismuth.

Det skal samtidig siges, at denne serie også fås i 12,20, 28 og .410. Alle med ægte låse passet til kaliberet. Også interessant synes jeg i 20’er udgaven. Der er tre udgaver: to jagtmodeller og en sportingudgave. Alle i de nævnte kalibre.

F.A.I.R. har ønsket at kombinere moderne teknologi med klassisk design, hvilket bl.a. ses på det afrundede pistolskæfte og forskæftets ende, som de kalder “uglenæb”, hvor andre kalder det drop. Skæfterne er i god kvalitet valnød og der er træ på bagkappen.

  

 

Har F.A.I.R. i denne serie kigget deres nabo i Marchena – Cæsar Guerini – over skulderen? jeg har kun set fotos af serien, men det ser godt ud.

F.A.I.R. er med Rizzini inkluderet i navnet knyttet til et af de store navne i italiensk jagtvåben-produktion. Der er de hundedyre Rizzinier, de mellemdyre og så dem her som i kampen om familienavnet ikke fik lov til at hedde Rizzini selvom de er en del af familien.

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Har du styr på mesterøjet og afstanden inden sæsonen….?

Hurtige fugle på vej opad og opad. Og så lige i solen. Det er en svær kombination og kræver god afstandsbedømmelse og skydeteknik

 

 

Så er det nu det sker. Der vil være mange på plads rundt omkring til de fugle vi må skyde her fra den 1. september og det er jo den dato rigtig mange har set frem til. Men er du helt klar? Ja, selvfølgelig, grejet har været pakket i lang tid – men er du også helt klar på afstanden til de ænder eller andre fugle du skyder på? Og er du helt klar på at du skyder på den rigtige måde?

Statistikken med anskydninger viser heldigvis, at jægerne er blevet bedre til at ramme og efter min opfattelse er det også et sammenfald med, at vi er blevet bedre til at beregne afstanden. Vi kender alle de anbefalede afstande, som siger maksimum 30 meter til fuglevildt og 25 meter til gæs.

Ænder på opfløj eller træk har det med at gå til vejrs. Kig lidt på omgivelserne og brug evt. nogle træer i nærheden til at vurdere afstand/højde.

 

 

Mange jægere har svært ved afstandsbedømmelsen, hvilket ikke nødvendigvis betyder at der bliver skudt på for lange hold. Ofte er skudafstanden ret tæt på og det har også en minuseffekt, nemlig at kødet er uspiseligt.

Så ud med metermålet eller de lange ben og skridt ud til 25-30 meter og få et overblik – gerne forskellige steder – over, hvordan en lille ting ser ud på 30 meter. I højden er det en god ide at kigge på flagstangen. De fleste i parcelhushaver er 8-10 meter. Hold en knyttet hånd ud foran dig måske 10 meter væk fra stangen og se hvor mange meter op den når op. Så kan du “stable” hånden, indtil du når f.eks. 30 meter.

En helt anden ting er, om du helt har tjek på dit mesterøje, som jo er afgørende for om du rammer. Hvis turen er gået til flugtskydningsbanen rimelig mange gange eller du har været fordi en af de instruktører der er over hele landet er det nok helt klart for dig selv og du har en sikker fornemmelse for, hvor godt/skidt du skyder.

Der er alligevel nogle gode råd, som selv os garvede folk kan have gavn at læse – måske igen. Dem finder du i denne artikel fra JAGT Vildt & Våben, hvor skydeinstruktør Rasmus Bjergegaard fra skydeinstruktion.dk giver dig gode råd

 

Den simple test og det du vil se, når du peger med det rigtige og det forkerte mesterøj

Den helt enkelt metode til at teste dit mesterøje er at pege på en ting f.eks. 5-6 meter ude med begge øjne åbne. Luk så henholdsvis højre og venstre øje. Den finger som “rammer” målet koblet med det øje du bruger er dit mesterøje.

At vi skal skyde i en vinkel på min. 45 grader med hagl er forhåbentlig indarbejdet. Men hvad så, når vi skal højere op til de ænder som kommer hen over hovedet. Det kan trænes på spidsduerne på banen, hvis man lige lader dem komme lidt tættere på.

Og nej. Det er ikke i orden at skyde på 50 meter, uanset om man er sikker på at ramme. Risikoen for anskydninger er alt for stor og der er lige så stor chance for at haglene ryger ved siden af. Det er iøvrigt meget sjældent, at det der påstås som 50 meter er rigtigt. For det meste er det meget mindre. Tjek selv med testen, som er nævnt ovenover.

Så knæk og bræk derude….

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Hanegevær: nyt eller gammelt?

Her er tre hanegeværer, som alle har det til fælles, at de bliver brugt rigtig meget af deres ejere på mange forskellige former for jagt.

Når de fleste tænker på hanegeværer er det ofte gamle geværer fra bedstefars tid, som dukker op. Og det er da også rigtigt, at det netop er gamle eller vintage-udgaver som samler interessen. Men det er interessant, at der faktisk i dag er flere producenter, som producerer nye hanegeværer.

Berettas model Diana er et eksempel på et moderne hanegevær. Du skal nok bede om at få den hjem, hvis du skal købe en i Danmark. Prisen er ukendt.

Ikke, at de står på hylderne i de danske butikker, men både Beretta, FAIR og andre mindre kendte – men dyre – italienske producenter har en mindre produktion af hanegeværer.

På IWA messen i foråret så jeg, at flere af de tyrkiske producenter viste nye hanegeværer. Om de lige er noget for en dansk liebhaver er jeg i tvivl om, men de er der, hvis du vil have dem.

En meget moderne udgave af hanegeværet fra tyrkiske KOTS. Beviset på, at er producenten mnodig nok kan der også ændres på designet.

HUGLU er kendt i Danmark. De laver en mere traditionel udgave, som lægger sig meget op ad de engelske hanegeværer

 

 

 

Så det er muligt at vælge nyt, selvom det ser gammelt ud. Jeg har tidligere testet en forholdsvis ny udgave fra den relativt ukendte italienske bøssemager G. Varini. Virkelig høj kvalitet, som har den fordel, at den skyder med de fleste af de mere potente nye stålhagl patroner, som de gamle ikke er bygget til.  Du kan læse testen af Varinien fra JAGT Vildt & Våben

G. Varini er ikke så kendt, men han lavede op til for nogle år siden fremragende geværer. Bl.a. denne moderne haebøsse.

Jeg har også testet en rigtig gammel englænder fra John Blanch & Sons. Det var en dejlig oplevelse og ja, jeg kunne ikke stå for dette fine gamle gevær, så nu står det i mit våbenskab, når jeg ikke skyder med den på skydebanen eller på jagt. Den blev lige så stille min favorit

Du kan få svar på om det er rigtigt, at hanegeværer smitter

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | 2 kommentarer

Sommerlæsning om kalibre og geværer

De fem almindelige patron-kalibre vi må bruge til jagt i Danmark. Fra venstre 12 – 16 – 20 – 28 og så den lille tynde kaliber .410

Det kan godt være der er en del nyjægere som ikke lige kender til andre kalibre end 12. Men sagen er jo, at der er en række andre kalibre, som er tilladt til jagt med hagl her i Danmark. De mest kendte er:  12 – 16 – 20 – 28 – .410/36. Dertil kommer så kaliber 14, 24 og 32. De tre sidste er udelukkende historisk interessante, da der ikke kan købes patroner i de tre størrelser.

Men de andre kan man købe og de to mindste kalibre er tilladt til jagt på f.eks. duer og vadefugle som snepper og bekkasiner.

En af de sjove i kaliber 16 er Brownings A5 auto. Et ikonisk haglgevær, som samtidig er den leg at skyde med. Den er med i testen fra JÆGER

Mens kaliber 12 virkelig er det mest udbredte kaliber rykker kaliber 20 i disse år frem hos danske jægere. Og på seneste er der kommet en svag mode-tendens imod kaliber 16. Det startede egentlig i England, men er nu nået hertil. Og det er forståeligt, da 16 er tæt på at være et ideelt kaliber. Læs min artikel om kaliber 16  SweetSixteen_JÆGER

For de fleste vil det dog være et spørgsmål, om det skal være en kaliber 12 eller en kaliber 20 – ofte som gevær nummer to. Der er mange ting, der taler for, at det er to kalibre som er rare at have repræsenteret i våbenskabet. Du kan læse om kaliber 12 eller 20 i JAGT Vildt & Våben

Kaliber 28 er efter min mening et ret spændende kaliber og selv med de begrænsninger der er i brugen, er det hvad jeg vil kalde et sjovt kaliber at skyde med. Det er også udfordrende på grund af den reducerede haglmængde i patronerne. Til gengæld er patronerne en hel del dyrere end vores almindelige 12’ere. Jeg har testet en Browning B525 i kaliber 28.

For at jeg ligesom kunne komme hele vejen rundt i test af gevær og kaliber lavede jeg en test af en trio af tre over/undere fra Cæsar Guerini. Nu er sådan en trio ikke noget de fleste af os har brug for eller for den sags skyld råd til. Men der er mange historiske eksempler på, at især de engelske producenter har lavet sådan en trio til en – velhavende – jæger. Vil man have noget specielt er en trio slet ikke så tosset og så kan de alle tre bruges.

For lige at slutte tilbuddet med lidt sommerlæsning snupper jeg en af de artikler jeg tidligere har skrevet om valg af patroner og afstanden i praksis – og især effekten af disse patroner. Jeg har i tidens løb virkelig testet mange patroner og ladninger på skiverne og jeg har også skudt med mange forskellige på jagt.

Når jeg selv skal vælge og købe ind til den kommende sæsonen bliver det 28 grams hagl, som efter min erfaring – og det er jeg slet ikke ene om at mene – kan dræbe alt fuglevildt (og harer og råvildt) på jagt i Danmark.

Som en af mine gode jagtvenner siger: “Det er jo ligemeget, om der er 36 gram i en magnumpatron, hvis man ikke kan ramme….”

God sommer og husk, at der er åbent på skydebanerne rundt omkring. Det er sjovt selv i sommervarmen.

Artiklerne kommer frem i nye vinduer/faneblade.

Udgivet i Artikler om våben og skydning | En kommentar

Der arbejdes på miljøvenlige patroner

De fire almindelige haglskåle: øverst til venstre en nedbrydelig paphaglskål, ved siden af den en almindelige unedbrydelig plastskål. Nederst til venstre en plastprop (ikke så almindelig) og filtporppen, som kun bruges i Bismuthpatroner.

 

Det er ikke alene i Danmark vi er opmærksomme på problemet med affald fra haglpatroner. I hele EU arbejdes der på at løse problemerne og noget af den seneste udvikling kommer fra engelske Envirowad.

Det er miljøvenlige propper i stedet for haglskåle og det er noget, som endnu mangler helt at blive overført til vore stålhagl. For englænderne er filtpropper helt normale på jagt med blyhagl. Der er mange af de store jagtudbydere derovre, som simpelthen forlanger at der skal bruges patroner med filtpropper og ikke plastskåle. Herhjemme er der også flere steder, hvor det er et krav at der bruges patroner med nedbrydelige haglskåle og ikke plast.

Eley Bismuth Vintage i kaliber 20 er et eksempel på, at der kan fås patroner med filtprop. Men det er med Bismuth-hagl.

Om propperne helt erstatter skålene er endnu ikke klart. For os med stål i patronerne er der stadig skepsis overfor at sende 30 gram stålhagl ud igennem løbet i direkte kontakt med stålet.

Effekten påvirkes ikke, selvom man bruger filtpropper i stedet for haglskåle. Jeg har målt hastigheden på patroner med både prop og skål. Der er ikke den store forskel. Det har været fremme, at geværer med de såkaldte back-bore løb skulle miste hastighed med filtpropper, men det var ikke tilfældet i min test. Du kan læse om min test fra 2014

Læs tidligere omtale omkring plastproblematikken her

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar