positivskydning.dk

“Bæredygtig Jagt” er en mærkningsordning, der er et samarbejde mellem Sektion for større jordbrug, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund og Herregårdsjægerne.“

Organisationerne “Landbrug & Fødevarer” , “Dansk Skovforening” og “Danmarks Jægerforbund” startede for nogle år siden “Bæredygtig Jagt” med det hovedformål at bevare mulighederne for at udsætte fasaner, ænder og agerhøns. Medlemmerne er større godser og skovejendomme. På hjemmesiden præsenteres det som Danmarks stærkeste jagt- og naturnetværk.

Det er ikke nemt at gennemskue om det er en forening, en gruppe eller en lobbyvirksomhed. Skal man tolke hjemmesiden er den såkaldte “Mærkningsordningen” det vigtigste redskab man råder over. Det er ikke et mærke som f.eks. kan klistres på en nedlagt fasan eller på en bil. Det er i denne sammenhæng et begreb. Og tilmeldingen til ordningen er tilsyneladende det samme som medlemsskab. Hvad begrebet egentlig står for er ikke helt tydeligt, når det ikke er et mærke i gængs forstand.

Der er ifølge medlemslisten 14 ejendomme tilmeldt ordningen. Kun en enkelt af disse har reageret på et spørgsmål til alle, om de benytter mærkningsordningen aktivt. På hjemmesiden gøres opmærksom på, at der er flere medlemmer, men disse ønsker ikke at få medlemsskabet offentliggjort. Den offentlige liste kan findes her. Den manglende reaktion kan tolkes som udtryk for at den såkaldte mærkningsordning ikke har stor tilslutning.

En enkelt, som er med fortæller, at der er opsat et skilt med Mærkningsordningen i jagtstuen på godset, men det er så det man gør.

Det fremgår omkring ordningen, hvad det hele drejer sig om: “Bæredygtig Jagt” er udfærdiget af Danmarks Jægerforbund efter mærkningsordning for opdræt- og udsætning af fjervildt – “Bæredygtig Jagt”. Denne vejledning er udarbejdet som hjælp til jagtvæsener og andre aktører på skov- og landbrugsejendomme, der udsætter fasaner, agerhøns eller ænder og som ønsker at være en del af mærkningsordningen.

Ordningen henvender sig tydeligvis til større jagtudlejere og det er også disse, som er nævnt i medlemslisten. Det ene medlem, som har forklaret medlemsskabet skriver: “Vi er medlem af bæredygtig jagt og tilmeldt mærkningsordningen. Jeg er medlem for at bidrage til udbredelsen af det gode budskab til samfundet. Derudover vil jeg gerne tydeliggøre, at vi på XXXXgaard overholder alle love og etiske retningslinjer for ”Best practice” indenfor udsætning, pasning og jagt udøvelse.” Ejeren ønsker ikke navn eller ejendommens navn offentliggjort. Det er et gods på Sjælland med udlejning til seks konsortier.

Bæredygtighed eller ?

På hjemmesiden findes også en oversigt over forhandlere af vildtkød og forarbejdning af vildtkød. En henvendelse til alle virksomhederne på listen medførte reaktioner fra de fleste: de vidste ikke, at de er nævnt på hjemmesiden og de har ikke selv aktivt tilmeldt sig. Tilsyneladende er listen revideret indenfor den sidste måneds tid og den fremstår som en oversigt, der kan tolkes som virksomhederne er aktive deltagere i projektet. Det er de som jeg har fået det oplyst ikke. Flere af virksomhederne på listen er iøvrigt ikke aktive mere og ingen af virksomhederne kendte eller brugte ordningen. De virksomheder jeg har haft kontakt med repræsenterer over 90 procent af vildthandlere og forarbejdningsvirksomheder.

Bæredygtighed er i de senere år blevet brugt og misbrugt i mange sammenhænge. Oprindelsen stammer fra den tidligere norske stasminister Gro Harlem Brundtland. Hun var formand for en FN kommission som allerede i 1987 skulle kigge nærmere på de problemer vi oplever for fuld styrke i dag med klima og miljø. Kommissionens rapport kom i 1987 og siden er ordet blevet allemandseje.

Der er mange gode grunde til at inddrage bæredygtighed i jagt i Danmark. Det burde være det første ord i den danske jagtlovgivning. Det væsentligste er dog, som det er i alle områder som påkalder sig bæredygtighed, at det er noget, som også sker i praksis. Det vil forenklet sige, at der først og fremmest skal tages hensyn til naturen og miljøet, at der skal være en balance imellem den måde jagten drives på og udbyttet.

Endelig vil mange i dag fremhæve de store udsætninger (1.3 millioner ænder og fasaner i Danmark), som en modsætning til bæredygtighed. Jægerforbundets formand Claus Lind Chistensen har tidligere i Altinget motiveret forbundets holdning til bæredygtighed således: “Vi har som jægere det privilegie, at vi kan høste af naturens overskud på en bæredygtig måde. Det vil sige, at vi ikke udtager mere af en bestand, end den naturligt kan reproducere sig selv. På den måde høster vi af en naturlig ressource, som ender hjemme på middagsbordet.” Hvis man ser helt bort fra udsætninger af fuglevildt og andet vildt er formandens udtalelse ganske forståelig og rigtig. Men de 1.3 millioner udsatte fugle kan ikke siges, at være udtryk for en bestand, der “naturligt kan reproducere sig selv.” Se artikel

Den nuværende formand for “Bæredygtig Jagt”, godsejer Chr. Castenskjold siger i dag: “Da vi startede var bæredygtighed ikke så udbredt et ord eller begreb som i dag, så vi skal gentænke hvad vi gerne vil og samtidig også være en del af debatten og beslutningsprocessen omkring jagtens vilkår i Danmark fremover.“

Han erkender at “Bæredygtig Jagt” ikke har været særlig aktiv igennem årene og det er formandens ønske at: “ Jeg tror vi skal gentænke foreningen og tilbage til at være det vi har været fra starten. Bæredygtig jagt bev startet for at arbejde for at bevare muligheden for at sætte fasaner, ænder og agerhøns ud i Danmark. Disse fugle er en del af kulturen og de er en væsentlig del af jagten. ikke blot på de store ejedomme, men også ude omkring for jægere, som har mindre arealer.”

Formålet med “Bæredygtig jagt” er således ikke ifølge formanden den samme fortolkning af bæredygtighed, som Claus Lind Christensen giver udtryk for og hans fortolkning er heller ikke den samme som f.eks. formanden for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen, der mener: ” – det er forkert at fortælle omgivelserne, at jægerne er store naturforvaltere, og at vi høster af naturens overskud, når vi udsætter så mange dyr.”

Henvendelser til sekretariatets mailadresse på hjemmesiden har ikke givet reaktioner. Jægerforbundet har også et sekretariat. Forbundet har planlagt et webinar den 30. maj om bæredygtigshedsbegrebet. Det fremgår ikke af materialet til webinaret, om der er sammenhæng med “Bæredygtig Jagt”.

Som det ses er “bæredygtig jagt” omtalt i en række artikler på denne blog. Det bliver en væsentlig del af den debat, der er på vej omkring jagt i Danmark. Bæredygtighed og naturforvaltning koblet med de store udsætninger er på Vildtforvaltningsrådets dagsorden. Det vil ske i resten af 2023, hvor der også forventes en debat om etikken omkring jagt i Danmark.

Der kommer flere artikler om emnet på denne blog.

Med jævne mellemrum kommer der artikler og fortællinger om jagten på skovsneppen. Der er ikke nogen som helst tvivl om, at det er en meget eftertragtet fugl for jægere over hele Europa. Det er som regel artikler som fremhæver skribentens gode evner til at skyde den svære fugl, men sjældent omhandler den grådighed og mangel på jagtetik som også er en del af jagten på skovsnepper.

Sneppejagt med omtanke og med etikken på plads er selvfølgelig helt legitimt og dem, der dyrker jagten med forstand og indsigt i sneppernes levevis har helt sikkert forståelse og glæde ved denne jagt.

Men som i alle andre jagtlige forhold er grådigheden og det at skyde snepper i massevis at gøre denne fine jagt en bjørnetjeneste. Se blot på de begrænsninger, der allerede lovmæssigt er indført i Frankrig med max. 3 fugle pr jæger om dagen og begrænsningerne i England, Skotland og Wales.

Jeg har selv været inkarneret sneppejæger og har også været ganske god til at skyde den svære fugl. Jeg har en gammel kuvert med penselfjer, som kan minde mig om mange gode timer med mine hunde Scott og Monty, som begge var labradors med en helt særlig flair for snepper. Scott kunne fryse, når den fik færten og sætte sig ned – ikke tage stand. Monty var mere rodet i søgningen, men fandt dem næsten altid og blev indenfor en afstand så jeg kunne skyde – hvis sneppen altså kom ud til den rigtige side.

I mange år boede jeg midt i min jagt og selvfølgelig blev det hurtigt til at jeg vidste hvornår snepperne var der og stort set også hvor de var. De har det jo med at gå ned de samme steder år efter år. Men jeg har aldrig jaget snepper før hen i november. “Novembers første fuldmåne” som man siger. Risikoen for at skyde fugle, som søger rugeplads er for stor i oktober.

Men det at have samme adresse som de trækkende snepper betød også ad åre, at jeg fik et særligt nært forhold til dem.

Efterhånden som jeg fik mere og mere viden og mere og mere indsigt i deres adfærd blev fuglene mindre attraktive at skyde. Når jeg en novembermorgen kørte hjemmefra kunne jeg se meget trætte snepper sidde midt på vejen og de skulle næsten bæres ud til siden. Jeg kunne opleve dem sidde i plantagens egekant og holde, lige til jeg næsten trådte på dem. Det var ikke dage at jage snepper.

Hvor det at en sneppe, som flyver op og væk fra en, er en oplevelse, som ofte sætter sig på nethinden, er en træt sneppe som knap kan lette og flyver femten meter frem noget helt andet. Det er ikke jægeretisk i orden at synes, at sådan en fugl skal man da have i luften igen og igen og skyde.

Så min trofæsamling gennem et langt liv ligger i skrivebordsskuffen og har gode minder til mig. Iøvrigt var en sneppe den første fugl jeg skød som 14-årig med min kaliber 20 over/under med haner. Den sneppe glemmer jeg aldrig. Den sidste sneppe har jeg glemt forlængst.

Det efterfølgende er omtale af skovsnepper og sneppejagt fra min bog “Jagt i Danmark – de seneste 100 år”. Det kapitel tegner meget godt bogens kerne omkring etik, grådighed og alligevel glæde ved naturen:

Snepperne i søgelyset
En anden fugl, som efter al sandsynlighed vil komme i søgelyset i den nærmeste fremtid, er skovsneppen. Det er og har altid været en meget eftertragtet fugl. Det er også en fugl, som optræder i mange af de bedste jagthistorier i den danske jagtlitteratur. Wilhelm Dinesen skriver:
 
“Men Snepperne kender ikke til Personanseelse; der er ingen Grand Seigneur, der kan rose sig af at have saa og saa mange Snepper i sin Skov, de kommer, naar de finder det for godt, eller kommer maaske slet ikke, trækker over eller slaar ned, som Vinden blæser, man kan ikke invitere paa dem – og inviterer man paa dem, gaar det som oftest rent galt.”
Wilhelm Dinesen: Boganis Jagtbreve, 1890.
 
Den har altid været omtalt og behandlet med stor respekt. F.eks. var det en fast tradition, da sneppen indtil 1972 kunne jages om foråret, at årets første sneppe skulle leveres til kongens bord. Når det skete, fik leverandøren altid et personligt takkebrev fra majestæten.
Det sidste forår med sneppejagt var i 1972, og der blev skudt 3.300 forårsfugle. Udviklingen i jagten på snepper er gået fra 31.000 i 1945 stigende til 66.000 i 2008 og et dyk til 55.342 i 2020. Det er næsten en fordobling i den omtalte periode, som ikke skyldes, at skovsneppen som art er blevet mangedoblet. Den er totalt set, hvor den har været i mange år. Skovsneppen anses endnu ikke for at være en truet art i 2022.
Sneppens status blandt de jagtbare vadefugle er uomtvistelig. Sneppen er ’kongefuglen’. Det er nærmest umuligt at finde dansk jagtlitteratur, som ikke giver sneppen og sneppejagten en fremtrædende, ofte romantiseret placering.
Det er den fugl, som kan få selv meget prosaiske jagtskribenter til at svæve på en sky:
 
“Sneppen er kommet! det er som en Bavne, der tændes, en Budstikke, der iler. Og ikke uden Grund! Vel vil jeg ikke forsvare denne Foraarsskydning af Sneppen paa den dens Vej til Ynglepladser oppe i Skandinaviens store, tyste Skove. Men – quand même – det kribler og drager! Ud maa man! Ud for at modtage – at indaande – Foraarets Komme. Er det forkert, er det forkasteligt, ja, saa maa vore lovgivere skride ind. De holder sig jo ellers ikke tilbage. Jeg er jo kun et Menneske – og til og med en Jæger.”
Thøger Jagd: ”Den Danske Jagt”, Fortid og Nutid, 1948.
 
– Og ja, lovgiverne fredede sneppen og afskaffede dermed den højt elskede og højt besungne forårsjagt i marts måned 1972.
 Skovsneppens status som ’Kongefuglen’ stammer fra forårsjagtens tid. Den er stadig fuglevildtets fornemste bytte, men den er i de senere år blevet truet af et jagtmønster, som kan karakteriseres som begær og grådighed efter at skyde så mange som muligt på så kort tid som muligt. Især på de sociale medier fremvises måske flere end 25 nedlagte snepper på en dag. Det var uhørt for blot nogle få år siden.
Det er en kendt status i forbindelse med sneppejagten, som fremhæves ved visse lejligheder, at den er svær at skyde, og kan man skyde 25 eller flere på en dag, er man en dygtig skytte.
Det er rigtigt, at sneppen er svær at skyde, men antallet af nedlagte fugle på en enkelt jagttur beviser først og fremmest skydefærdighed og er ikke i orden.
 Mange af beretningerne bliver f.eks. ledsaget af udsagn som: “at fuglene var trætte her til morgen”. Ja, det er de, da de måske har fløjet 3.000 kilometer de sidste døgn og derfor skal have ro til hvile og fødesøgning. Enhver, der har set snepper om morgenen i skoven efter et stort træk burde se og vide, at de knap har kræfter til at komme på vingerne. At skyde disse snepper er ikke en udfordring, det er nærmere en skamløs handling.

Sneppejagt er trofæjagt
Sneppen er blevet fuglevildtets storvildt. Sneppejagt er blevet trofæjagt på godt og ondt. Kan man ikke komme på safari i Afrika efter storvildt eller nedlægge en kapital kronhjort i Danmark, kan man gå efter snepperne. Der har altid været prestige i at skyde en sneppe, men som udviklingen er nu, er prestigen afløst af usmagelig og hensynsløs grådighed.
Trofæet fra sneppen, svingfjerene, bliver værdsat på samme niveau som store gevirer fra hjorte eller opsatse fra råbukke. Det er moderne at have sin sneppefjer monteret på en plade, som kan hænge på væggen. Tidligere var det kotyme blandt jægere, som var sneppejægere gennem et langt liv, at fjerene blev gemt i en gammel cigarkasse eller i en konvolut. Så blev de taget frem ved særlige lejligheder og beundret i stille stunder.
Igennem tiderne har der været mange dedikerede sneppejægere fra Wilhelm Dinesen (Boganis) og Kaj Munk til respektable vestjyder, som har skudt mange snepper. Det, der har kendetegnet de fleste af disse folk, har været ydmyghed over for sneppen, forståelse for dens biologi og respekt for fuglenes tilstand i efterårsmånederne, og de har ladet dem have ro i perioder med sne og frost – og samtidig haft en dyb fascination af skovsneppen.
En af disse vestjyder har igennem et helt liv skudt mange snepper på arealer, hvor der er mange af dem, men “aldrig nogensinde mere end tre om dagen” uanset, at der var mulighed for mange flere.
Tager vi sneppejagten som et eksempel sammen med edderfuglejagten, er der meget, som peger på, at de to arter sandsynligvis vil blive skrevet ud af danske jægeres jagttabel. Det er i øvrigt fuldstændig parallelt med en diskussion, som finder sted i Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Netop der er man i disse år meget på vagt over for overskydning af snepperne. Man kan sige, at debatten om jagt på snepper er på forkant med udviklingen i bestanden. Den er ikke truet nu, men bestanden er skrøbelig og skyder vi for mange, går det galt.
Der er mange snepper på De Britiske Øer, og der har i mange år været  drevet kommerciel sneppejagt. Nu manes der til forsigtighed og ikke mindst bæredygtig tilbageholdenhed. Hvor det tidligere i det nordlige England, Skotland og på øerne var populært at skyde snepper på aftentræk, har man nu erkendt det uforsvarlige og uetiske i denne jagtform, som derfor stort set ikke praktiseres mere. At skyde på meget trætte trækfugle, som har krydset Nordsøen i løbet af en dagstid, må selv for de mest hårdhudede ikke være acceptabelt.
Men det er ikke alene sneppejægere i 2022, som kan anklages for manglende tilbageholdenhed og ansvarlighed. Også tidligere oplevede man skydeiveren tage over; selv hos højt estimerede jægere:
 
“Snepperne, ja, – høj Septemberhimmel fin Blæst, Klitterne straaler og lokker. Op og ned går det, snart i en Dal mellem Sandbjerge, snart mellem Himmel og Jord med et gyngende Hav til den ene Side og Sø og Fjorde og Marker til den anden. Og der paa Toppen af Klitten histovre staar Jylva [stående hønsehund] brun mod det hvide Sand, naglet til Pletten, stirrende nedad, op kommer Sneppen, og ned kommer Sneppen, men min Sandten, om ikke Pigen har taget Stand allerede igen – 4 Snepper paa Tasken paa en Formiddagsvesterhavstur.”
Kaj Munk: Liv og glade dage,1945.
 

Du kan købe bogen “Jagt i Danmark – de seneste 100 år” Gads Forlag i boghandelen eller på nettet f.eks. hos SAXO. Den står også på Bibliotekerne.

Debatten om stålhagl i England har ofte virket som en diskussion mellem en hel masse mennesker uden nogen praktisk erfaring eller for den sags skyld viden om ståhagl. Og en række eksperter, som har optrådt som dommedagsprofeter.

Men siden sidste sæson er der sket meget. Mange udbydere af klapjagter bruger nu stål og mange skytter/jægere har fundet ud af de godt kan skyde med stål. At holdningsændringen og gennemførslen af ændringerne skete så hurtigt havde de færreste troet på.

På det seneste er der flere steder, hvor man på de store klapjagter har eksperimenteret med stålhagl og ladet blyhaglene blive i kasserne. Og de artikler, der har været skrevet om det har vist at skytterne stort set har haft positive oplevelser.
Senest er det en af de helt store udbydere af klapjagter, som er gået 100 procent ind for stålhagl. Det er godset “Warter Priory” i Yorkshire, som har en meget lang historie med jagt på mange hundrede hektar og en meget stor kreds af klapjagts-kunder.
Til “Guns on Pegs” fortæller manden bag den store ændring Frank Croft, at hensigten har været, at alle jagter på Warter Priory skulle køre, som de altid har gjort det. Men nu med stål.

Supermarkederne bestemmer

Det var beslutningen i en række engelske supermarkeder om ikke at sælge vildt til forbrugerne skudt med bly, som har gjort udslaget for arrangørerne af klapjagter og dermed også som leverandører af vildt til forbrugerne. Markedet for vildt i fryserne og på hylderne i supermarkederne er stort i England og derfor valgte Warter Priory – som mange andre – at tilfredsstille de krav butikkene stillede.
Siden september sidste år er der kun skudt med stål og det var kun tre ud af mange skytter/jægere som sagde nej tak. Frank Croft fortæller til Guns on Pegs at mange af jægerne nu helt er gået over til stål på alle de klapjagter de deltager i.
Frank Croft siger også, at det ikke kun var blyet, der var problemet. Man skulle også have en nedbrydelig haglskål. Det er jo ikke som her i Danmark, at stålhagl med nedbrydelige haglskåle er tilgængelig på alle hylder. Ihvertfald ikke, når et gods f.eks. skal købe i tusindvis.
Det blev et samarbejde med Gamebore og det blev deres biopatron, som blev valgt til storindkøbet.
Alle har været tilfredse og på godset er man ikke i tvivl: alle de faste kunder har booket igen til dette års sæson.
Også andre involverede på godset har positive oplevelser med transformeringen fra bly til stål. Hundefolkene og apportørerne fortæller om meget mindre plast i såterne og Frank Croft fortæller at mange af skytterne har været skeptiske i starten, men allerede inden formiddagen er omme er de overbeviste.
Gamebore har leveret Bismuth patroner tidligere, men i dag er det deres stålhagl i størrelse 3 og 4 som bliver brugt. Jeg vil ikke reklamere, men har selv erfaringer med Gamebores Regal til fasanjagt og er enig i, at det er en god og bæredygtig patron.
Andre artikler, hvor jagter med stålhagl beskrives fortæller at skytterne oplever at stålhagl er lige så effektive som bly. Dræberffekten på fuglene er ikke noget problem. Der er heller ikke beretninger om, at over halvdelen af de geværer der bliver brugt er “sprunget i luften eller revnet”.
Med andre ord: mange års hidsig debat og mange, mange ord og “frygt” for at al jagt i England nu er slut er tilsyneladende gjort til skamme. Er det egentlig bare ikke en historie vi kender her hos os….?

Læs hele artiklen fra Guns on Pegs her

Mere om Warter Priory på “Guns on Pegs”. Det er en formnidlingsside for jagt og samtidig har siden udviklet sig til at have artikler om jagt og meget mere.