Børn (og voksne) skal have høreværn, der passer

Sødt ser det ud, men der er ikke megen effekt i disse høreværn på denne baby. De passer simpelthen ikke og lyden går direktre ind (Foto: mamashop)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I et tv-program i serien “I Danmark er jeg født” på DR1 er et lille barn med faderen på jagt og har en dejlig dag. Det er der sikkert mange børn i alle aldre, som har glæde af.

Meeeen – desværre for den lille pige i tv-programmet er hun i risiko for at få livsvarige høreskader. Hun har høreværn på i  junior størrelsen.  De passer ikke til hendes hoved og kopperne er udenpå huen. Det betyder, at høreværnet har en begrænset effekt. Junior/børnehøreværn kan bruges af børn med et hoved, som er stort nok til at bære værnet tæt.

Der er ingen tvivl om, at hensigten bag brugen af høreværnet på den lille pige i programmet har været den bedste. Det er min opfattelse, at problematikken omkring børn og høreværn generelt  ikke er helt gennemtænkt.

Min fornemmelse er at langt over halvdelen af jægere i dag bruger høreværn – også når de er på jagt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Brug af høreværn på jagt er heldigvis blevet almindeligt og vi er mange med tinnitus, som i dag kunne ønske os, at vi havde taget dem på hovedet for mange år siden. Der bliver solgt mange høreværn i næsten alle prisklasser og de er stort set allesammen i en god kvalitet, som dæmper lyden og lever op til hensigten.

En ting, som ikke rigtig er gået op for både sælgere og købere er vigtigheden af at bruge høreværn som PASSER. I en årrække har det amerikanske militær testet forskellige høreværn og konklusionerne er ganske entydige, at effekten forsvinder forholdsvis meget, hvis de ikke passer på hovedet og lukker godt om ørerne.

Det har medført, at der er mange forskellige slags beklædninger på kopperne og størrelser på kopperne, som tilbydes amerikanske soldater. Ligesom der er forskellige størrelser støvler og bukser. Vi ved jo godt, at vi ikke er bygget ens – heller ikke hovedet og ørerne. Så der kan være store øren, som ikke kan pakkes ind i en kop og det er ikke en god ide at tænke: det går nok.

Det er betyder noget, at prøve forskellige høreværn i butikken og mærke efter, om de nu også sidder tæt på hovedet rundt om ørerne. For brillebærere er det også nødvendigt at være opmærksom på om brillestængerne åbner for meget mellem koppen og hovedet. Det er ofte en overset risiko, men det er en som skydebrilleproducenterne er opmærksom på,  bl.a. WileyX har nu briller med en meget tynd brillestang, som sikrer at høreværnet kommer helt tæt til hovedet. Med helt tynde almindelige stål-brillestel er problemet ikke stort. – Bortset fra, at vi alle bør bruge beskyttelsesbriller både på jagt og på skydebanen.

Mit eget bud på den bedste løsning: sikkerhedsbrille og formstøbte høreværn, som lukker helt af

Min egen erfaring er, at elektroniske formstøbte høreværn yder den mest optimale beskyttelse. De honorerer kravene til dæmpning og de er ikke i vejen og der er ikke mulighed for, at der kommer “falsk” lyd ind. De er forholdsvis dyre, men fås efterhånden i forskellige udførelser – også til rimelige priser. De har endvidere den fordel, at når de først er proppet ind kan man bare beholde dem på og man glemmer ikke at få dem på hovedet igen efter en pause. Skumpropper eller formstøbte høreværn uden elektronik er også effektive.

Men det er ikke muligt at bruge formstøbte høreværn, hvis man er et barn under to-tre år, så derfor kræver det meget overvejelse om hvordan børnene skal deltage i jagten. I tv-programmet sad den lille pige i en rygstol på faderen, mens han skød fasaner. Det er en meget udsat  position. De fleste af os ved, hvor meget lyd der er lige bag en haglskytte, så det er ikke en god ide.

Mit umiddelbare bud er en kombination af billige skumpropper og barnehøreværnet og så må lille Peter eller Sørine leve med, at de skal være på nogen afstand af skytterne. Der vil de jo iøvrigt kunne følge dagen meget bedre og uden risiko sammen med mor eller far eller morfar/mormor.

 

Jeg har skrevet om betydningen af beskyttelse og testet høreværn i flere artikler:

Første gang i 2011 i JAGT Vildt & Våben: høreværntestJVV_2011

Flere test og omtaler af høreværn på denne blog:

December 2014

Januar 2015 – her omtales de forskellige formstøbte, der var på markedet i 2015

 

 

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Ny Guerini med fuld gravering og udsmykning på vej

Den nye Cæsar Guerini- The Revenant – den er ikke kommet til Danmark endnu, men fås i England i kaliber 20

Cæsar Guerini præsenterer en ny luksus model på IWA udstillingen i disse dage. Modellen blev første gang vist frem til British Shooting show i sidste måned, men nu kommer den så til Europa (som englænderne ville sige det…).

Den hedder Revenant – vel bedste oversat ved “den genopståede”. Det er ikke helt klart, hvad det er der er genopstået her, men vi kommer til at se en af de dyreste modeller Guerini har lavet, når den en gang kommer til Danmark. Den ER lanceret i England til en pris på 9.775 GBP, som her lige før Brexit svarer til knap 85.000 Dkr.

Det er en slank model med round body og lavtliggende baskyle. Den kommer selvfølgelig med fornemt træ og med et tilbagetrukket pistolskæfte, som er tæt på at være et ægte Prince of Wales skæfte.

Det mest iøjnefaldende ved the Revenant er udsmykningen på baskylen og sidepladerne. Jeg har kun set fotos, men med Guerinis vægtning af graveringer og udsmykning er der ikke tvivl om, at det er i topklasse. Og helt sikkert med en masse håndgravering ind over.

Udsmykningen er moderne klassisk inspirerede blomstermotiver og så med nogle guldfugle og guldblade drysset rundt. Det er set før på nogle udvalgte gamle klassiske, håndbyggede  sidelåsgeværer, men altid, når det har været bestillinger fra velhavende købere. Smag og behag er forskellig, men med mine øjne er der altså rigtig meget “guld”, som næppe når op på 18 karat, selv til prisen.

En fin detalje er forskæftets “beslag” som er forlænget på toppen i det man kalder “Boss-style” efter det engelske topmærke, som iøvrigt var de første til at producere en over/under i en helt anden tid.

Jeg har hørt, at denne model selvfølgelig er udstyret med alle de små nyere detaljer, som Guerini har lanceret hen over de sidste år som f.eks. bundlukket med garanti på 1 mio. skud og til at skifte og så justeringen af åbne/lukke mekanismen med håndværktøj.

Guld og glimmer på Guerini “Revenant”

Vi kender endnu ikkeden danske pris på den nye Guerini

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Churchill og de korte løb – en mand med meninger

Dette sæt Churchill Utility i kaliber 12 er på auktion hos Holt’s i London den 19. marts. Så hvis man er lidt hurtigt kan de komme hjem til næste jagtsæson. Se vurdering i link nedenfor

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I det seneste nummer af JÆGER har jeg skrevet en artikel om korte eller lange løb – et emne vi kan diskutere rigtig meget og med god grund. Det er dog også historien om en af de helt store personligheder indenfor sportsskydning, jagt og ikke mindst konstruktion af haglgeværer: Edwin John Churchill eller i denne forbindelse rettere hans nevø Robert Churhill. E.J. startede med at producere haglgeværer i 1892 og blev anset for en af de bedste i England.

I 1914 kom nevøen Robert så til og startede produktionen i 1914 af den kortløbede model, som dog ikke blev et hit fra starten. Først omkring 1926 kom der gang i salget af denne type, som så fik betegnelsen “XXV”. Den blev lavet en i række forskellige udførelser og det er værd at bemærke, at der også blev kortet løb af på nogle allerede eksisterende geværer. Forskellen er den, at XXV er graveret langs sigteskinnen på nye geværer og på tværs af geværer, der havde fået skåret af  løbene.

Den engelske ekspert i vintagegeværer Diggory Hadoke slår fast, at det er meget sandsynligt, at efter 1929 var geværerne bygget på låse og piber fra andre producenter. Helt almindeligt i den tid og Churchill valgte ikke Webley & Scott som underleverandør, som de fleste andre, men i stedet nogle mindre kendte bl.a. William Baker og A.A. Brown.

De kortløbede kom i mange forskellige versioner både med sidelåse og Anson & Deeley låse. De mest kendte og dem der i dag ses mest på auktioner er modellerne “The Crown” (produceret fra 1914-1966) og modellerne “The Utility” og “The Regal”.

Navnet Churchill holdt sig længe og med Robert Churchill i spidsen holdt man også ud med det kortløbede, selvom efterspørgslen var faldet en del efter 2. Verdsenskrig.

Dette er  en af de mange kopier som er lavet af Churchills model XXV. Denne er fra W. Richards og bygget i 1937 – altså et eksempel på, at der virkelig var efterspørgsel efter de kortløbede.

Som så mange andre engelske producenter lukkede E.J. Churchill i perioden 1970-80. Det interessante er i denne forbindelse, at netop model XXV på den tid fik en slags genoplivning med kopier lavet hos spanske bøssemagere og producenter. Herhjemme er AYAs serie af kortløbede side-by-sides et bevis på, at de gamle modeller stadig kan. Der blev solgt rigtig mange af modellerne President og Sherwood, som stadig ses på jagt den dag i dag.

Denne AYA Sherwood er fra 70’erne, hvor disse kortløbede geværer blev solgt rigtig meget her i Danmark. En tro kopi af Churchills sidelåsgeværer med korte løb og forhøjet sigteskinne.

Og E.J. Churchill eksisterer stadig i England. Sir Edward Dashwood købte navnet og har fået etableret en virksomhed med både egenproduktion af våben og stort skydecenter/forretning og jagtagentur udenfor London. De våben, som købes med navnet Churchill stemplet i baskylen er i dag produceret i Italien og i Spanien (Armas Grulla). Der laves ganske få håndbyggede Churchills.

En spritny Churchill, som er produceret af Grulla i Spanien. Den forhandles af EJ Churchill i England og prisen ligger lige under 9000 GBP

Robert Churchills bog om skydning er stadig en klassiker, som kan læses den dag i dag på trods af at han skrev første udgave i 1955. Det er en meget omfattende beskrivelse af hvordan man skyder lige fra fodstilling til hændernes placering på geværet. Og det er ikke en hvem som helst, der giver råd. Robert Churchill var selv blandt de allerbedste skytter i England og Europa – både på fasanjagterne og ikke mindst på skydebanerne.

Churchills bog Game Shooting kan fås. bla. på Amazon i flere udgaver

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Find din helt egen Churchill hos Holt’s and Co lot number 1303

Kig ind hos det moderne E.J. Churchill

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Nyhed 2019: Lamineret skæfte på Browning B525

Det er den gode gamle og velkendt Browning B525 – men nu i moderne udgave med lamineret skæfte. Præsenteres på IWA-udstillingen i begyndelsen af marts

Der er jo som bekendt ret langt imellem breaking news på haglgeværfronten. Geværet er sådan set opfundet for ret mange år siden og produceret i millionvis. Uanset om det er en side-by-side, over/under eller en halvautomat er der ikke mange, som har lavet epokegørende nye tiltag på typen. Det virker og hvornår nogen kommer med en helt ny type haglgevær står virkelig hen i det uvisse.

På billederne ser det moderne og enkelt ud. Væk er graveringerne på baskylen og stålet er nu matpoleret med en lille Browning signatur.

Browning kommer derfor heller ikke helt på breaking news-listen med den “nye” B525 Sporter, hvis eneste afvigelse fra den model de fleste af os kender er skæftet. Det er et såkaldt lamineret skæfte, altså limet sammen i lag på lag, og det giver så det typiske laminat-udseende og ifølge Browning skulle det  give et meget stabilt skæfte og dermed stabilitet og større træfsikkerhed (!)

Det er en Browning og hvor baskylen skulle være sort sidste år skal den være lysegrå i år

Det er en kaliber 12/76 og BackBored som alle de nye Brownings er det og skæftelængden er standard 37.5 cm. med mulighed for at ændre ved hjælp af bagkapper. Skæftet kan justeres på oversiden via en skrue ind fra bagenden af skæftet. 10 mm. sportssigteskinne og vægten på 3.65 kilo gør den til en af de tungere i klassen.

Hvis du ikke kender denne klassiker kan læse min test af 525-spoteren fra JÆGER sidste år. B252testiJÆGER

Du kan se mere om den laminerede Browning på Brownings hjemmeside

Prisen er sat til 2199 € eller i dagens kurs lige under 20.000 kroner. Altså nogle tusinde mere end 525-sporteren koster i den velkendte udgave.

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Jagtredaktør med heavy “Blodsmak”

Nu er denne blog jo ikke en musikblog, men jeg synes det er spændende, at der i den hårde del af rockbranchen også findes jægere. Jeg vil gerne præsentere chefredaktøren for det norske magasin “JEGER” : Åsgeir Stordal. Han er en meget fornem jagtjournalist og så er han også guitarist i heavy metal-bandet “BLODSMAK”, som er store i Norge.

Åsgeir Stordal som guitarist i bandet Blodsmak

Åsgeir Stordals liv veksler mellem redaktørjobbet på JEGER og langt fra fjeldene og jagt og fiskeri. Han er guitarist i bandet Blodsmak, som blev stiftet i 2012 og i de forløbne år har bandet optrådt over hele Norge. Det er ikke noget helt almindeligt HeavyMetal-band. Blodsmaks tekster er på nynorsk og de optræder i fuld heavy-udstyr. Det er helt bevidst, at gutterne i bandet har valgt at tage skridtet helt ud, hvad angår opsætningen:  “Vi lever ut guttedrømmen, sier Ostad (forsanger,red.). Og når man først lever ut drømmen, så hvorfor ikke leve den ut med full pupp og ladde kanoner, i stedet for å stille i hverdags-T-skjorta med litt slarkete hals?”

 

 

Åsgeir Stordal på sin anden hjemmebane: det norske fjeld, hvor han går på jagt

Åsgeir Stordal satte sig i redaktørstolen på JEGER i foråret 2018. Magasinet udgives af Aller i Norge og er Norges næststørste jagtmagasin. Han har en fortid i bl.a. Norges Jeger- og Fiskeforbund og som redaktør på JEGER skriver han selv artikler og ikke mindst producerer et jagtmagasin af høj kvalitet. Det ligner meget de danske magasiner, men indholdet er selvfølgelig norsk og det er spændende at læse hvad norske jegere beskæftiger sig med. F.eks. er riffeljagten på klovbærende vildt i fjeld og i skov det nordmændene interesserer sig mest for.

Åsgeir på jagt i fjeldet ned sin støver

Udgivet i positivskydning.dk | Skriv en kommentar

Rock’n’roll og på jagt med bedstefar

Der snakkes ind imellem en del om, at mange blandt de såkaldt kendte ikke rigtig vil stå ved, at de går på jagt. På sociale medier fortæller nogle om, at de kender en, der kender en, som er kendt og som jo burde stå frem og fortælle jagthistorier for alverden. Det vil efter manges mening gavne jagtsagen.

Nu vil jeg mene, at det kommer an på hvem det er af de mere eller mindre kendte. Men det er altid godt, hvis gode rollemodeller står frem og snakker om jagt og ansvarlig optræden i naturen – og måske ikke mindst om ansvarlighed overfor naturen.

Det sidste bliver vigtigere og vigtigere for jægerne, hvis vi skal opretholde vores gode ry og respekt blandt befolkningen.

Der er ikke så mange yngre “kendte” som går hele vejen i anerkendelse af deres rødder og inspiration, når det gælder jagt.

Bedstefaderen er hovedpersonen i de såkaldte filmkoncerter med Jonah Blacksmith. Her fylder han hele bagtæppet på scenen på jagt i Thy. (Foto fra bandets Facebookside)

Så mød lige de her gutter fra Thy, som efter min opfattelse lige nu er de bedste rollemodeller for nye og gamle jægere. Jonah Blacksmith hedder bandet  med brødrene Simon og Thomas Alstrup i spidsen – et band med solide rødder i Thy og en stor hyldest til bedstefaderen (den stærkeste mand i Thy) og ikke mindst til jagt og naturen i Thy. Bandets navn er direkte “oversat”  bedstefaderen Johannes Alstrup – smeden fra Koldby.

Se meget mere på deres youtube-kanal her

Lyt til deres musik og se deres vidoer. Det er god terapi nu når jagtsæsonen er slut. Og kommer de forbi dig en gang så gå ikke glip af en anderledes og spændende  koncert. Jonah Blacksmith drager på turne igen til efteråret. Se på deres Facebookside

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Miljøvenlig patronfanger til halvautomater?

Skal denne fine Sauer halvautomat snart udstyres med en opsamlingspose på siden…

 

 

 

Det bliver mere og mere nødvendigt, at vi ikke forurener med vore tomme patronhylstre og haglskåle af plastic. Det har altid været svært for dem, som skyder med halvautomater eller pumguns – patronhylstrene flyver ofte langt væk og er man på vandet er det næsten umuligt at holde dem indenbords.

Jeg har været overbevist om, at problemet ikke stod til løsning, men en søgning på nettet fik mig på andre tanker. Der er flere forskellige løsninger, men det er ikke lykkedes mig at finde ud af om de systemer som vises er til at købe i dag. En hel del omkring emnet er adskillige år gammelt.

Er der nogle derude, som kender til disse hylster-fangere vil jeg gerne høre om dem.

Et af systemerne hedder Multicatch, men firmaet i USA ser ud til at være forsvundet. På videoen ovenfor kan du se, hvordan den virker. Og her kan du se, hvordan den skal monteres. Det ser jo egentlig ganske enkelt ud. Spørgsmålet er så om den kan købes i dag…

En ældre video med Multicatcheren i aktion kan ses her

Der ser ud til at være flsre systemer i omløb, jeg har fundet disse løsninger på en hjemmeside for firmaet Brownells i England. Nogle af dem ser ikke umiddelbart smarte ud. Der fås en anden udgave fra Birchwood på amazon.com

Jeg mangler også at se den hos en dansk importør eller hos forhandlerne rundt omkring.

Min hensigt med dette indlæg er egentlig at gøre opmærksom på, at vi skal tage dette “problem” alvorligt. Vi ved, at der kommer restriktioner og lovændringer og det vil helt sikkert også betyde en stramning for dem, der forurener – altså i dette tilfælde “smider patronerne ud”.

Dybest er det jo op til geværproducentere at være på forkant her. Men jeg har ikke set noget, der tyder på at konstruktionen eller designet af en halvautomat bliver ændret, så den bliver mere miljøvenlig.

Så lige nu søger jeg nogle, som har erfaringer med disse foranstaltninger og jeg vil også gerne opfordre til, at vi ikke dumper eller kasserer det her på Facebook, som skørt eller latterligt. En dag bliver det alvor…

Jægerforbundet udskriver konkurrence

Danmarks Jægerforbund har efter denne artikel udskrevet en konkurrence om den bedste opfindelse til at løse netop det problem jeg har omtalt her.

Der 25.000 kroner til den bedste ide og du kan læse om Jægerforbundets initiativ her

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

All I want for Christmas is a Longthorne Gun

Det her er en af de tidlige modeller fra Longthorne Guns. I dag er udvalget af graveringer meget stort og du kan få lige hvad du vil – og kan betale for…

 

For rigtig mange jægere er julen lidt svær. Jeg er nemlig overbevist om, at jægere i vid udstrækning køber julegaver til sig selv året rundt. Hvis de altså har råd til det. Men det er jo svært, at vente til jul med noget man lige skal bruge her og nu, når det er oktober, ikke?

Og jo ældre i faget jo sværere bliver det for familien. Jeg tror, at mange jægere går ind under den velkendte kategori, der i reklamesporget kaldes: kvinden/manden som har alt…

Men drømmene har vi vel lov at have. Der er jo altid et gevær, en riffel, en taske eller en rejse, som vi alligevel gerne vil se under træet.

Skal jeg sætte ord på en gave med en totallængde på lidt over en meter har jeg det svært, men når alt kommer til alt tror jeg, at jeg vil gå udenom en hel masse af de kendte navne. Jeg vil ikke have en Beretta til 200.000 kr. OK de er pæne og fine, men jeg vil heller ikke have en Browning til samme pris. Heller ikke en Holland & Holland eller Purdey til mindst en halv million. Jeg gider ikke vente et helt år. Måske kunne jeg sige ja tak til en Westley Richards til lidt under en halv million, men så skulle jeg vente igen.

Hvad så da, når man er professionel våbennørd? Jeg ville ringe til James Longthorne Stewart  ovre i England og høre, om han ikke kunne lave en over/under til mig i en fart.

Longthorne Guns er ikke særlig kendt her i Danmark. Mig bekendt er der ikke en eneste af deres geværer i landet, men jeg har haft dem i hænderne og jeg synes den nytænkning, der ligger bag er så spændende, at hvis jeg havde omkring 250.000 kroner ville jeg bestille en til mig selv. Den fås i over/under fra 14.500 engelske før-Brexit pund.

Jeg så Longthornes første side-by-side på IWA i marts måned præsneteret af salgsdirektør James Black.  Den er der store forventninger til i hjemlandet.

Historien bag Longthorne er den, at James Longthorne med sin ingeniør-baggrund i moderne metalproduktion og store interesse for haglgeværer og jagt, fandt ud af, at der kunne nok være plads til et nyt navn blandt de mange kendte og fornemme engelske navne og producenter.

Det som gør James Longthornes konstruktion helt enestående udover alle andre er at løbssættet er produceret ud af et stykke stål og ikke samlet af flere komponenter. Det giver en styrke, som kan holde til at blive kørt over af en Land Rover.

Det hele er CNC-styret maskinfremstilling i en klasse, som jeg ikke har set hos andre producenter. Det er klart, at prisen indikerer, at her er der tale om det bedste af det bedste udstyr på den nye fabrik. Men derudover kommer så en masse håndarbejde, inden geværet forlader fabrikken. Læs om produktionen her

Hele produktionen kan også ses på denne video

Jeg har faktisk skrevet om Longthorne for nogle år siden i JAGT Vildt & Våben, hvor jeg også omtalte en anden “opkomling” fra England, nemlig Boxall & Edmiston. Den artikel finder du her. Longthorne og Boxall&eEdmiston

James Longthorne Stewart – han konstruerede geværet

Elaine Stewart – har en stor del af æren for success’en

Det er ikke en fabrik, som smider hundredvis af geværer ud om måneden, men det er højteknologisk effektivitet, som gør, at man ikke skal vente et år på det jeg godt vil kalde en “Best English Gun”. Det er iøvrigt noget man seriøst diskuterer i hjemlandet, om en Longthorne nu også er en best English Gun (en betegnelse, som kun de gamle navne har haft indtil nu). Jeg vil bare sige, at os herovre i Europa synes det er en best English Gun.

Jeg har efterhånden har skudt med alle de haglgeværer af forskellige mærker og udgaver, som findes på det danske marked og min joournalistiske nyhedstrang begynder at ønske at flere producenter ville gå i gang med udvikling af haglgeværer. Der er langt mellem f.eks. den nytænkte Benelli over/under, Cæsar Guerinis nyskabelser i det små hen ad vejen og de mange bittesmå kosmetiske ændringer som mange producenter kalder nyheder.

Tag lige og kig over til James Longthorne  Stewart og se, at det kan lade sig gøre. Og jeg nægter at tro på, at der ikke er udviklingsmuligheder i haglgeværer sådan, at de bliver ved med at være gode skydere.

 

Men jeg må nok se frem til en juleaften med et par nye lange sokker og, hvis jeg er rigtig heldig et gavekort til min favoritbutik… Og tak for det!

Hermed god jul til alle og lad os håbe vi får lidt sne til jagterne mellem jul og nytår…. med vore gode gamle geværer…

 

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Regeringen: Forbud mod ikke-nedbrydelige haglskåle på vej

 

 

 

 

 

Det er nu en kendsgerning, at vi skal til at bruge nedbrydelige haglskåle – altså haglpatroner uden plastskåle. Ihvertfald hvis regingen får sin Plastikhandlingsplan igennem Folketinget. Men ro på: planen er lagt frem i dag og så er der vel en lang vej fremad, før der sker noget for alvor. Men med det fokus der er på plastforurening er der næppe tvivl om, at et enigt Folketing vil bakke op.

Formanden for Jægerforbundets udvalg for våben, Marie-Louise Munch Achton-Lyng siger til positivskydning.dk: “Det har lagt mig meget på sinde at få dette igennem hos regeringen og vi kan nu arbejde endnu hårdere for at få producenterne til at komme med flere muligheder og selvfølgelig til forskellige kalibre.
Alle har ventet på dette udspil og derfor går hele forløbet først rigtigt i gang nu.
Samtidig kan jeg fortælle, at jeg i/med Våben Udvalget også arbejder på at oprette en form for fond, som skal være med til at dække udgifter ved evt. oprensning af forurenet skydeanlæg. Dette er kun på tegnet brættet, men en lige så vigtig sag som de bionedbrydelig haglskåle. En af ideerne er at søge om midler via jagttegnsmidleren, altså fra de penge der kommer ind fra jagttegns afgiften.”

Jægerforbundet har gennem længere tid arbejdet med sagen og der har været holdt møder med repræsentanter for foreninger, producenter, importører og andre aktører i branchen.

Sagen har været omtalt tidligere her på bloggen og siden er der faktisk sket en del på området. Jeg hører, at flere af de store godser og andre udlejere af jagt allerede har indført krav om nedbrydelige haglskåle i de patroner, som bruges. Til gengæld er kravet om ikke at bruge stålhagl i skovområder lempet rigtig mange steder.

Skal vi alle have samvittigheden i orden – og det bør vi, når vi efterhånden ser hvor omfattende plastforureningen er – er det alstå om at finde de patroner på hylderne, som allerede har nedbrydelige haglskåle. Og der kommer flere og flere.

Iøvrigt er problematikken også meget omtalt f.eks. i England og Skotland, hvor plast ikke må bruges på de organiserede klapjagter og ved rough-shooting.

Her kan du kan læse Regeringens_plastikhandlingsplan

Fra venstre ses en Vintagepatron med paphaglskål. I midten en patron med bionedbrydelig skål og endelig en almindelig patron med plasthaglskål

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Ny serie: De kendte og deres våben: Ernest Hemingway

På Hemingways sidste safari 1953-54 var der mange våben i spil. Skulle der skaffes fugle til gryden var det altid hans elskede W&C Scott, der blev taget frem brugte.

Om morgenen den 2. juli 1961 gik den amerikanske forfatter Ernest Hemingway ned til våbenskabet i entreen i sit hjem i Ketchum, Idaho. Valgte en kaliber 12 haglbøsse blandt mange og skød sig selv. En af dette århundredes største forfattere satte punktum for et langt liv.
Først gik det verden over, at det var et vådeskud, mens han rensede sin engelske Boss side-by-side.  Men ingen af delene var sandt. Hemingway havde haft med geværer at gøre siden han var ti år gammel og ville næppe ”komme til” at skyde sig selv i hovedet ved uheld. Og han havde aldrig ejet en Boss.

Ernest Hemingway levede i bogstaveligste forstand et liv, hvor våben udgjorde en stor del af hans verden. Fra han var barn til hans deltagelse i 1. verdenskrig, gennem den spanske borgerkrig og 2. verdenskrig var Hemingway involveret – både som aktiv og som krigskorrespondent. I modsætning til korrepondenter i dag var han altid bevæbnet.
Men hele livet igennem var Hemingway  jæger og naturmenneske.

I  bogen ”Hemingways Guns” får vi et indblik i hans våben gennem tiderne, hvad han brugte dem til og hvem han brugte dem sammen med. Primært er bogen en gennemgang af de forskellige våben, der har stået i hans våbenskab hjemme på ranchen i Ketchum og rejst med ham på jagt i Europa og på hans to store safarier til Afrika.

Ikke prangende

Hvis man tror, at den velhavende amerikaner købte dyrt ind, når han skulle have nye geværer, tager man fejl. Øverst på listen over foretrukne jagtrifler var en kaliber .30-06 Griffin and Howe Springfield. Denne riffel skulle gennem resten af hans liv følge ham både på hjortejagt i Idaho og på hans to omfattende safarier i Africa.
Den er bygget på en brugt lås fra en militær Springfield riffel, men bygget op med ny pibe og med nyt udsøgt skæfte. Den blev leveret med et diopter-sigte og en Zeiss 2.25X kikkert. Den pillede han dog snart af og brugte aldrig kikkertsigtet igen. Ialt måtte han slippe 256 dollars inklusiv en læderkuffert.
Hemingway var virkelig faldet for denne riffel.  Han skrev til en af sine venner:
”man tager den op og sigter så naturligt som at pege med en finger…smukt lavet og den mest enkle og praktiske riffel jeg har set.”

På den første safari Østafrika var Springfield-riflen Hemingways foretrukne og han kunne skyde med den. I romanen ”Afrikas grønne bjerge” som handler om safarien i 1933-34 skriver han om en bøffeljagt:

”Droopy havde rakt mig Springfield’en, og jeg viklede remmen om armen og tog sigte. Jeg havde nu bøflen lige i dioptret og gjorde mig kold indvendig og sigtede mod det øverste af dens skulder. Men da jeg skulle til at trykke af, satte den sig i bevægelse, så jeg måtte dreje bøssen og skyde med foranholdning. Jeg så den sænke hovedet og sparke bagud som en hest, der bliver rædselsslagen. Jeg repeterede og skød igen, denne gang bag dyret, idet den forsvandt; og nu vidste jeg, at jeg havde fået ram på den”. Pop: “Den må have været fire hundrede meter borte. – Jeg tør nok sige, De forstår at håndtere den lille hyldebøsse.”

(Droopy er en af den indfødte våbenbærere og Pop den engelske PH, der ledsagede Hemingway på safarien.)

I dag vil man nok være mere end tilbageholdende med at skyde på fire hundrede meters afstand med åbne sigtemidler. Men det var vel Papa Hemingway… Og overdrivelser har aldrig skadet hans fortællinger…

Den lille Mannlicher

Det blev dog hurtigt – også i begyndelsen af 30-erne – nødvendigt at få en lidt lettere riffel. Også denne gang valgte Hemingway Griffin & Howe som leverandør. Fordi Springfield-riflen med sine ni pund var lidt for tung at slæbe rundt med i bjergene hjemme til mindre hjortevildt, ville han have en lettere riffel. Valget faldt på en tre pund lettere klassiker: Mannlicher-Schoenauer, model 1903 i kaliber 6.5×54. Det blev en riffel, som Hemingway igennem årrække havde flere af. Nok en af de smukkeste af de klasisiske rifler nogensinde.

Mannlicherne fulgte Hemingway hjemme i Idaho på hjortejagt i bjergene. Den var også med på den anden Safari 1953-54. Som et kuriosum kan nævnes, at netop denne riffel havde en fast plads i Hemingways fiskerbåd Pilar (der lå i Havana), hvor han brugte den til at skyde efter hajer, som generede ham, når han fiskede efter sværdfisk… Man møde riflen i den lille novelle ”The short happy life of Francis Macomber” om den lidt undselige og bange Macombers safaritur, som ender dramatisk, da hans kone skyder ham – ja, med en Mannlicher.

 

Der var jo altid ret meget “show off”, når Hemingway var til stede. Her må fotograf Earl Theisen holde sin smøg i strakt arm, mens Hemingsway skyder med sin kaliber 22 Winchester pump gun.

Der var adskillige andre rifler i Hemingways liv. Han havde en forkærlighed for små kaliber .22 rifler og ejede selvfølgelig den klassiske amerikanske model med bøjlegreb (cowboymodellen), men også pumpgun-modeller i samme kaliber. De blev brugt til at skyde kaniner og andet småvildt. Men i høj grad var de også sønnernes første bekendtskab med våben. Den ene af sønnerne endte med at blive professionel jæger i Afrika.
Endelig havde Hemingway flere af de ”store”. Naturligt nok fulgte de ham på safariturene og bl.a. havde han en engelsk Wesley Richards i kaliber .577 Nitro Express. Så bliver de ikke meget større, men det var ikke et våben han havde den store kærlighed til. Han foretrak til alle tider sin gamle prøvede .30-06 Springfield. Han havde en aversion mod de store fordi han ikke synes han kunne tage ordentlig sigte. Det er tænkeligt, at han ikke vil indrømme, at han – ligesom nok de fleste andre – der har prøvet at skyde en 577-er var en lille smule bange for den.

Denne Westley Richards dobbeltriffel i cal. .577 Express var ikke hans favoritvåben og det fortælles, at en af hans gode venner blev slået omkuld, da de skulle indskyde den i en kælder i New York.

Haglgeværerne

I tidens løb ejede Hemingway mange haglgeværer. Han elskede fuglejagten – specielt andejagt og fasanjagt hjemme i Idaho.
Til ”hverdagsbrug” var det klassiske Browning pumguns eller A5 halvautomater, der blev taget ned fra hylden, når han skulle på andetræk med vennerne.
Det var langløbede og trangborede geværer, som han skød med stor effektivitet.
En anden af yndlingsbøsserne var en Browning Superposed  (B25) – en de luxe udgave af Brownings klassiske over og under, som han havde i mange år.
I våbenskabet stod også flere spanske geværer. Hemingway rejste meget i Spanien og han elskede landet. Derfor skulle han også eje spanske haglgeværer, som var våben i høj kvalitet. Bl.a. en kaliber 12 Sarasqueta og en tilsvarende Arrizabalaga.
På samme måde havde han det med Italien,  derfor var der også en luksus Beretta på hylden.

Et par gode kammerater i Idaho 1940. Gary Cooper var en af de gode venner. Her står Hemingway med sin Browning B25

Sammen med vennerne var der ofte gang i konkurrenceskydning. En af hans mest foretrukne former var skydning efter levende duer. Denne form for konkurrence var forløberen for lerdueskydning, som vi kender det i dag og det var efterhånden ikke lovligt at skyde efter levende duer på den måde. Men på Cuba, hvor Hemingway havde sit ”sommerhus” var det tilladt og han elskede at udfordre de lokale skytter og de gæster som besøgte ham der. Der brugte han ofte det gevær, som nok stod hans hjerte allernærmest: en engelsk W & C Scott & Son Pigeon Gun.

Det engelske firma W & C Scott & Son var berømte for bl.a. at lave disse 30 tommer langløbede geværer som var meget populære hos dueskytterne. Det var ikke et luksusgevær, men et gevær af høj kvalitet og smuk finish. I 1948 arbejdede Hemingway på en roman i Italien. Han boede hos en greve i Codroipo og da det var i nærheden af Venedig-deltaet var det naturligt at bruge fritiden på at skyde nogle ænder i ny og næ.
Det var her Hemingway faldt over W & C Scott-geværet og købte det brugt.

Han brugte det meget til almindelig jagt på fasaner og ænder, til lerdue- og dueskydning og den elskede Scott var en naturlig del af geværudstyret, som var med på safarien i 1953-54 i Østafrika.

W & C Scott og det sidste skud

Der har stået utroligt megen mystik omkring Ernest Hemingways selvmord for i 1961 i Ketchum. Som nævnt i indledningen blev det også til, at geværet var en engelsk Boss, men sådan en havde Hemingway – trods alt – ikke ejet.
Men hvilket af geværerne havde han taget fra geværhylden den skæbnesvangre morgen?
Forfatterne bag ”Hemingway’s Guns” har researchet sig frem til, at det kun kan være W & C Scott & Sons geværet.

Her har Hemingway igen sin W&C Scott fremme på Østafrika-safarien i 1953-54.

I researchen til bogen om Hemingways Guns fandt forfatterne  dele af geværet hos lokale i Ketchum. Man ved, at umiddelbart efter Hemingways død blev det fatale gevær givet til en lokal smed, som – vistnok – skulle skaffe sig af med det. Det blev ødelagt og gravet ned og knap 50 år senere fandt forfatterne smådele af geværet hos et af smedens familiemedlemmer.
Det kunne ihvertfald slås fast, at det IKKE var en Boss, men derimod dele af en W & C Scott.
Og da netop dette gevær blandt de mange aldrig er registreret eller dukket op siden tillader forfatterne sig at drage konklusionen: Ernest Heminhway tog sit højtelskede Scott-gevær puttede en enkelt patron i, gik ud på toilettet og skød sig selv i hovedet tidligt om morgenen den 2. juli 1961.

Det var slutningen på et liv, som havde budt ham på flere oplevelser, end de fleste kommer ud for, og det var slutningen på et forfatterskab, som kunne delagtiggøre os andre i disse oplevelser og som skulle danne skole for en helt ny tids forfattere.
Dette liv havde taget hårdt på Ernest Hemingway. Undervejs var der traumatiske oplevelser i krig og kærlighed. Flystyrt i Østafrika og aldrig nogensinde tilbageholdenhed med de fristelser livet bød på.
I flere omgange var Hemingway indlagt på psykiatriske klinikker. Således også i en periode op til sommeren 1961.

(Alle fotos fra bogen “Hemingway’s Guns” af Silvio Calabi, Steve Helsley og Roger Sanger. Forlag: A shooting sportsman book)

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar