Produceret 1956 hos Browning Liege især til det amerikanske marked. Flere af udgaverne er med Brownings USA adresse, men de er alle fra Belgien. I denne udgave er det en sjælden B25 her i Danmark.
Pigeon Grade ses i forskellige udførelser og der findes nogle eksemplarer som denne med to sæt løb. Det vil i praksis sige et 76 cm. standardløb og et 66 cm. kort (skeetløb). En del af disse er som denne fra producenten med “rekyldæmpende” huller i siderne af løbene. Boringer er i de lange løb ca. 2ximproved cylinder. I de korte er boringerne improved øverst og helt åben nederst. Ingen udskiftelige chokes.
Begge løbssæt ser ud som nye indvendig og udvendig uden synlige brugsspor. Min vurdering er at den tidligere ejer (der har kun været en tidligere ejer, som var dansk-amerikaner) ikke har skudt meget med geværet.
Så vidt jeg husker har Per Langvad fortalt mig, at han for en del år siden borede ud til 70 mm patroner. Der kan skydes med stålhagl i løbene, når man tager hensyn til deres alder. Altså ikke noget med max eller heavy. Jeg har udelukkende skudt lerduer med geværet og det har været med 24 gram stålhagl.
Skæftet er mørklødet og med afrundet pistolgreb. Ikke helt Prince of Wales, men blødt bagudvendt. Begge forskæfter er uden synlige brugsspor i samme løb som skæftet. De fungerer 100 pct. og der er ikke slid på sammenfatningerne. Netskæringerne står skarpt.
Der er ejektor og aftrækket er som altid mekanisk med enkeltaftrækker. Ikke en “guldaftrækker”, men i stål.
Ifølge den den danske importør er geværet at sammenligne med en grade 2 gravering. Det er dog en ægte Pigeon grade, som Browning selv benævner denne gravering.
Den er signeret “Hunken”. Han var den mest berømte af Liege-gravørmestrene i en menneskealder. Det er næppe ham, som har graveret, men har lagt navn til.
Mekanisk fungerer geværet som da den forlod finisherens bænk i Liege. Jeg har selv set disse håndværkere arbejde på værkstedet og der er ikke noget som ikke er mere end 100 procent i orden.
Målene er: Skæftelængde 34 cm. inkl. rød poleret gummibagkappe monteret af bøssemager Chr. Vest som også servicerede geværet for få år siden. Totallængde efter monteret løbssæt.
Gevær og løbssæt er i original Browning læderkuffert med en “olieret” brugsvejledning.
Pris oplyses ved mailhenvendelse: thorkild@ellerbaek.eu
Browning er nævnt i flere af geværomtalerne i min bog “Haglgeværet” (Lindhardt & Ringhof).
Læs min artikel fra JVV om Brownings B25 produktion i Liege:
Jeg har lagt en ny artikel på min nye side, hvor jeg skriver om jagtens mere og mere udsikre fremtid. Den indeholder også min artikel om samme emne fra det engelske netmedie Scribehound.
Der kan man i modsætning til her i Danmark skrive kritisk om jagt.
Lige nu er der mange ting, som hober sig op, som jeg skal være en del af. I den bunke er der desværre ikke for tiden plads til, at jeg kan skrive ret meget på denne side. Jeg kan imidlertid se, at der hver eneste dag er en del som kigger forbi og klikker ind på siden. Derfor vil den ikke gå helt i stå.
Mit engagement i debatten omkring miljø og natur og klima betyder, at det bliver på denne front jeg lægger mine kræfter og min energi i den nærmeste fremtid og det vil også komme til at være en del af siden fremover.
Jeg skal også i den kommende tid holde foredrag om naturforbruget og jagt i fremtiden. Jeg er glad for at kunne komme ud til jægere og diskutere jagtens fremtid og nutid med alle, som er jægere.
Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at følge den løbende debat om jagt i Danmark og specielt vil en kommende debat om etik – hvis den kommer – være noget jeg vil være aktiv i. Jeg har ikke store forventninger til den debat må jeg sige. Tomme ord og tordenluft fra Danmarks Jægerforbund og andre medlemmer i Vildtforvaltningsrådet lægger jo ikke ligefrem op til at den etiske debat kan få blot en smule kvalificeret indhold.
Min bog “Jagt i Danmark – de sneste 100 år” er på mange måder et godt oplæg til diskussionen om jagt i Danmark i fremtiden. Og ikke mindst er bogen et oplæg til debat om etik. En debat som efter min mening kun vil være relevant, hvis den får frit løb blandt jægerne og ikke de såkaldte jagtpolitikere.
Når der kommer indlæg som er relevante i den sammenhæng vil de som altid bliver præsenteret på positivskydnings facebookside.
Jeg har i det sidste år oplevet så megen negativitet i almindelige jægeres forhold til Jægerforbundet og også hos mange tillidsfolk ude i foreningerne, at det ikke lover godt for fremtiden. Jeg har kendskab til mange tilfælde af pres og omgåelse af sandheden fra toppen ned mod bunden. Tilliden til Forbundet er smuldret og bæres paradoksalt kun oppe af tillidsfolk, som alene får inside informationer.
Det hævdes stadig, at Danmarks Jægerforbund repræsenterer jægerne med 90.000 medlemmer. Men når ærligheden træder til på f.eks. repræsentantskabsmødet oplyser direktøren, at der er 58.000 medlemmer. Hvordan forskellen opstår er det ikke lykkedes mig, – trods henvendelser – at få svar på.
Denne side holder pause fordi jeg er optaget af en vigtig debat som også omhandler klima og biodiversitet, som jeg hellere vil kalde artsrigdom. Jeg har skrevet kronikker om dette og vil gøre det i fremtiden. Jeg er blevet fast skribent på det nye engelske netmedie Scribehound som rummer mange af de bedste skribenter fra de britiske øer. Der fortæller jeg vore venner derovre, hvad der sker i Danmark og Skandinavien. Der er helt sikkert flere læsere på Scribehound end her i Danmark.
Og så fordyber jeg mig i den tid vi lever i og den måde vi forvalter vores natur på. Nu handler det for mig om: – giv naturen tilbage til jorden. Der er en populær bevægelse som hedder “Giv os naturen tilbage”. Det er typisk perspektivløst. Det er jo os mennesker, som har ødelagt naturen og dermed har vi fortabt retten til at kræve den tilbage.
Det vil jeg skrive om og det vil jeg holde foredrag om i den kommende tid. Måske vi ses derude; indtil da knæk bræk i den kommende jagtsæson. Husk at opføre jer ordentligt…
Jeg har skrevet flere kronikker om natur og jagt i bl.a. Jyllands Posten. Den seneste kronik kan du læse ved at klikke her
Denne side står p.t. stille, men der ligger materiale om haglgeværer og andre våben i arkiverne. Der er artikler, som jeg har skrevet siden 2014 og de er frit tilgængelige.
Der er ingen artikler om haglgeværer eller test af geværer i de blade du får herhjemme, men dette arkiv er fyldt med artikler som er lige så aktuelle iu dag som da deblev skrevet. Jeg har testet over 100 haglgeværer og du finder mange af dem her.
Skriv blot dit søgeord ind i søgefeltet øverst til højre.
Ifølge Netnatur.dk har sektionen for større jordbrug under Landbrug & Fødevarer ændret holdning til den indstilling de selv var med til at forhandle på plads i Vildtforvaltningsrådet.
De nye regler og begrænsninger for udsætning blev vedtaget af Vildtforvaltningsrådet umiddelbart før sommerferien. Det var et underudvalg, som indstillede de nye regler. I udvalget sad bl.a. formanden for Sektionen, Christina Ahlefeldt Laurvig som repræsentant for de større jordejere og L&F.
Netnatur skriver nu med direktøren i sektionen Helle Reedtz-Thot som kilde, at man er imod aftalen. Netnatur skriver bl.a. at man ser indstillingen om begrænsningerne som en kollektiv straf. Læs hele artiklen på Netnatur
Udtalelserne fra direktøren, som altså underkender formandens indstilling og rolle i forliget ligger på Sektionens hjemmeside, her står det klart at direktøren er i direkte modstrid med formandens holdninger, som gjorde sig gældende i Vildtforvaltningsrådet.
Den mangeårige konsensuspoltik som har præget Vildtforvalgsrådets indstillinger til skiftende miljøministre ser ud til at begynde at revne. At det denne gang kommer fra et af Rådets mest magtfulde medlemsorganisationer tegner ikke godt for fremtiden.
– Vi har mistet retten til at kræve noget af naturen
Dette skriver jeg i Jyllands Posten søndag den 27. august. Indlægget ligger bag betalingsmuren i avisen og på hjemmesiden, men du kan læse teksten her:
Mange mennesker trækker ud i naturen og får stor glæde af de gode ting naturen tilbyder os. Men mange mennesker fylder meget i naturen og det kan ind imellem lægge en dæmper på naturoplevelsen, at der altid er andre mennesker i billedet. At det nu er et populært krav, at vi mennesker skal have naturen tilbage (“Giv os naturen tilbage”) forstår jeg ikke. Vi har misbrugt og ødelagt naturen. Vi har forspildt vores ret til at kræve naturen tilbage. Gå ud i den og efterlev den gode gamle regel “leave nothing but your footprints” (Efterlad kun dine fodspor). En populær attraktion langs de danske kyster: solnedgangen. Mange har glæde af det og som her er det en god fælles oplevelse af stor natur.
Der er megen opmærksomhed i øjeblikket på en række kendte og ukendte mennesker, som er bannerførere for sloganet: Giv osnaturen tilbage. Mange af dem med en holdning til naturen som fortalere for mere opmærksomhed og handling i vores forhold til naturen. Det er godt, at der bliver rettet fokus på naturens ringe tilstand og det er på høje tid, at naturforkæmperne også er parate til en mere populistisk tilgang. (Mindre Fjällräven og gummistøvler og mere løbesko og rygsække…)
Der er siden Corona-årene sket en stigning i danskernes ønsker om at komme ud i naturen og en stigning i ønsket om at være aktiv i naturen. Uanset om det er som sportsfiskere, løbere, vandrere eller blot familier på udflugt er det med til, at endnu flere danskere får øjnene op for den natur vi trods alt stadig har her i landet.
Der tales meget om biodiversitet og der tales om urørt, vild natur som skal fremmes. Det er der mange gode grunde til og fortalerne for denne del af naturdebatten kommer ofte i konflikt med andre naturbrugere, som måske er mere pragmatiske i forhold til naturen eller rettere definitionen på natur.
Det er vigtigt i denne sammenhæng at huske på, at begrebet natur kan tolkes meget rigidt og det kan tolkes frit. Den tidligere miljøminister Esben Lunde-Larsen (V) gjorde sig jo både bemærket og til grin i mange kredse, da han sagde, at en stor kornmark i hans øjne er smuk, dansk natur.
Hans natursyn havde ikke nogen gavnlig virkning på dansk natur, men udtalelsen kan have et gran af sandhed. Det er nemlig sådan, at det vi i Danmark (og i mange andre vestlige lande) kalder natur ofte er dyrket land eller en kombination af vild natur og teknisk/menneskelig indgriben.
F.eks. bruger vi mange penge på at opretholde det vi kalder ægte natur. Når vi gerne vil genskabe overdrev og fritlagte bakker som en “oprindelig” naturbiotop, så kræver det pasning og vedligeholdelse. Det sker rundt omkring ved hjælp af græssende dyr, som får og kreaturer, som i sig selv er gode løsninger, men som i mange tilfælde kolliderer med naturbrugernes adfærd (man er bange for dyrene og føler så, at hegnet holder en væk fra oplevelser (!))
Så kan man jo ty til mekanisk naturpasning, hvilket f.eks. vil sige, at der kører en fjernstyret slåmaskine i bakkerne ude i naturen for at fjerne de (naturlige eller invasive) planter, som får plads, når Naturstyrelsen fjerner de træer som har stået i måske flere hundrede år.
Det er en kompliceret affære, men det er menneskeskabt fordi vi som mennesker vil have den natur vi mener er den rigtige.
Her er Naturstyrelsen i gang med den evige kamp imod ørnebregner, birketræer og bævreasp, som ikke passer ind i den store plan om at Dollerup Bakker skal have naturen tilbage. Det er ikke altid naturen følger manuskriptet fra velmenende naturforvaltere
Med andre ord et eksempel på ”Giv os naturen tilbage”, men naturen er måske ikke lige med på den præmis. Derfor er det i naturens oprindelige interesse at lade det gro. Det betyder selvfølgelig, at Naturstyrelsen, biologer og andre naturforkæmpere ikke lige får det istidslandskab, der var planen.
Er vi ikke en del af den cyklus naturen har og skal vi absolut bryde in og ændre naturen efter vores præmisser og modetendenser? Er det ikke nok, at vi mennesker i generationer med stigende intensitet har gjort vold på jorden/naturen med vores enestående evne til at ville bestemme og udnytte over alt.
“Giv os naturen tilbage” er derfor ikke et krav vi som mennesker har ret til at stille!
Vi har forpasset retten til at kræve ejerskab over naturen. Det er netop dette ejerskab, som har ødelagt naturen, slået tusindvis af fugle, dyr og insekter ihjel, lagt skovområder øde og udpint jorden til sidste næringsbacille.
Hvordan kan mennesket kræve naturen tilbage, når det er os, der igennem især de sidste par hundrede år ved udelukkende at tænke på vækst og profit har reduceret det vi kalder natur til stort set ingenting – eller som man siger nu: 1.5 procent af Danmark er vild natur.
Vi har vækstet naturen og en stor del af livet i naturen væk og med uigennemtænkte vejprojekter, by udvidelser, industriudvikling og sidst men ikke mindst ved at lade landbruget uhindret og helt igennem uforsvarligt bogstavelig talt overtage størstedelen af vores åbne areal, så der kan dyrkes foder til de millioner af svin vi har i stalde, som forurener og samtidig spreder landmændene sprøjtegifte og kunstgødning på arealerne stort set uden kontrol.
Man har indtryk af at dyrkning af foder i Danmark har højere prioritet end dyrkning af korn til fødevarer for mennesker og det er det, der nu giver bagslag.
Der er desværre stort set ikke meget positivt at sige om den situation vi er inde i nu. Vi er – og det er der mange som beviser – meget tæt på, at vi har sat det hele over styr. Ikke blot i Danmark, men i det meste af verden. Det er muligt vi kan spise grise, men det er der færre, der gør og så kan vi jo kun se tilbage på fejltagelsen med at prioritere dyrefoder over menneskeføde.
Det triste er, at vi ikke en gang kan se noget positivt i det klimaaftryk udviklingen har sat i Danmark. Regeringen har ikke travlt med at reducere, hvor det virkelig gælder. Filosofien er at vi blot skal købe elbiler og dæmpe for varmen. Undskyld mig, men det forslår som en skrædder i Helvede i det perspektiv, som er helheden.
Industriens og især landbrugets negative klimaftryk kører i dag uhindret for fuldt tryk, uanset at alle eksperter i årevis har peget på at den mest effektive og hurtigste løsning ligger der.
Klimaet og naturens tilstand hænger selvfølgelig sammen. Man skal ikke have været i kontakt med naturen i mange år for at lægge mærke til den negative udvikling.
Andre kan dokumentere hvor mange fugle, dyr, insekter og fisk der er forsvundet ud af den danske natur. Det er mange og jeg vil tro der er mange nulevende, som kan mindes en barndom eller sågar ungdom, hvor agerhønsene var almindelige på markerne og lærkerne i øvrigt sang ovenover alting. Det var tider, hvor viberne fløj kunstfærdigt over engene og markerne og det var ikke ualmindeligt at hækken i haven var hjemsted for småfugle og sangere, som nu enten er væk eller sjældne.
Det var også i nyere tid, at en tur med fiskestangen i den lokale sø, å eller ved stranden gav en fisk eller to til middagsbordet. Det sker selvfølgelig stadig, men jeg har fisket i søerne og i åer i mange år og det er meget sjældent at få en levedygtig fisk på krogen. Vandmiljøet både i havet og i de indre ferske vande og åerne er helt smadret.
Havde politikerne og havde de mennesker som arbejder med naturen i den offentlige sektor haft øje for perspektiverne for mange år siden (og de blev gjort opmærksomme på det) kunne meget af elendigheden være undgået. Vi kunne have reddet liv og det vi kalder natur.
Men især politikernes nærmest katastrofale mangel på perspektiv i administrationen af vores land og vand har i den grad svigtet. Tænk, politikere i dag taler stadig om behovet for motorveje frem for offentlig transport, om broer og vejføringer gennem smuk natur. De overser bevidst de problemer landbruget stadig skaber. De undgår at stramme op overfor miljøforbrydelser begået i landskabet og naturen.
Forvaltningen af landbrugets forpligtelser overfor samfund, natur og klima har bygget på frivillighed. Og der er ikke megen spejder-ansvarlighed hos landbruget. (Som i øvrigt efterhånden bidrager mindre og mindre til samfundsøkonomien, men koster mere og mere i tilskud).
Det ser sort ud. Ja, desværre og der er ikke meget lys forude. Derfor er “Giv os naturen tilbage” også helt galt afmarcheret.
Det er os, der skal give naturen tilbage til jorden. Nu. Vi har mistet retten til at kræve noget af naturen.
Desværre endnu et eksempel på “overforbruget” af naturen. En havørnerede i Sydsjælland – vi boede 200 meter væk – som var en magnet for ornitologer og andre interesserede, som ikke holdt sig tilbage for at gå helt ind til træet med reden. Det er også et eksempel på, at vi mennesker ikke bestemmer. Efter nogle år med den stigende trafik (og iøvrigt skovejerens træfældning helt hen til ynglepladsen i yngletiden) Blev det for meget og nu har de to havørne forhåbentlig fundet et mere fredeligt sted. Skiltet taler for sig selv – dobbeltklik for bedre at læse teksten.
Har du medielogin finder du indlægget i Jyllands Posten via dette link:
