Som forbrugere lever vi et af de mest beskyttede lande i hele verden. Uanset om vi køber en bil, et rugbrød eller lejer et værelse har vi retningslinjer, love og bekendtgørelser, som beskytter os, hvis ikke vi får det vi er blevet lovet og har betalt for.
Advarsel: der kan forekomme ubehagelige sandheder, ubekvemme forslag og bemærkninger i denne tekst. Håber den kan give noget at snakke om i den lange sommer….?
Derfor synes jeg det er ved at være på tide, at vi også får en eller anden form for forbrugerbeskyttelse, når vi smider mange tusinde kroner på bordet for at leje et jagtareal, som oveni også er helt uden varedeklaration.
Det mest almindelige er jo, at vi kigger på arealet og bliver vist vist rundt af ejeren og måske en af de tidligere lejere. Så kan vi selv se hvordan arealet er. Det er sælgeren/udlejeren, som kører turen og fortæller. Det er sjældent der f.eks. fremlægges statistikker/jagtjournaler for de foregående år. Og hvis der gør er disse iøvrigt korrekte? Vi har sjældent en chance for at se, om de fire rådyr vi ser måske er de sidste overlevende efter fem år med rovjagt. Eller om de nævnte antal fasaner, som kan skydes udelukkende stammer fra store og måske ikke registrerede/ulovlige udsætninger.
Nu er det jo heldigvis sådan, at de fleste mennesker er reelle og ordentlige og ikke som udgangspunkt vil snyde andre, men der er jo en grund til at der er en poulær gruppe på Facebook, som hedder “Jagtsvindlere ….” Og der er en grund til, at der af og til opstår tvister mellem lejere af jagt og udlejerne. Og i de tilfælde er der sjældent hjælp at hente udover at gå rettens vej. Det ville klæde Jægerforbundet, hvis de havde en juridisk afdeling, hvor svigtede jagtlejere som forbundet jo repræsenterer kunne få gratis hjælp, men mig bekendt er det ikke en mulighed. Når uenighederne opstår ender det ofte med, at aftaler opsiges efter blot en enkelt sæson og hurtig udskiftning af jægere på et areal er sjældent et godt tegn.
Nu ved jeg godt, at de fleste jægere og jagtudlejere stoler på hinanden og måske endda kender hinanden så de allerhelst vil lave mundtlige aftaler, måske endda uden kvittering eller kontrakt. Det er for så vidt også fint og kan sagtens fungere mange steder, men det er værd at huske på, at det altid er køberen/lejeren som står med håret i postkassen, når der er købt/lejet noget, som ikke lever op til en mundtlig aftale. Det tror jeg de fleste af os ved fra hverdagens små handler og aftaler. Som heldigvis næsten altid er i orden, men som kan skabe voldsomme konflikter og livslange uvenskaber, når det går skævt. Vi er alle vante til at gemme kvitteringen – man ved jo aldrig.
80.000 lejere versus 22.000 udlejere
Jeg ved også, at i de kredse hvor jægere og jagtudlejere færdes er kontrol og ønsker om “varedeklarationer” nærmest bandeord. Men husk på, at vi er 80.000 aktive jægere, som skal handle med den del af de 22.000 landmænd og skovejere, som lejer ud. Forholdet er ikke helt jævnbyrdigt. Man skulle tro, at flertallet/kunderne har størst indflydelse. Sådan er det for det meste ikke. Køb til prisen eller skrid fra matriklen er forhandlingsgrundlaget. Og så lang tid der altid holder tre andre jægere i indkørslen klar til at overbyde uden betænkning er det svært at stille krav om f.eks. dokumentation for vildtbestanden, de forrige jægeres aktiviteter og i hvor høj grad arealet kan bære en reel og ærlig udlejning.
Jeg taler ikke for at vi skal have flere love og forordninger. Jeg mener tiden er inde til en certificering af jagt i Danmark. En frivillig ordning, som kan etableres mellem udlejerne og lejerne. Den skal ikke administreres af Jægerforbundet, som har haft rigtig mange år til at tænke i de baner og burde være jægernes “fagforening”, men som i årenes løb har udviklet sig til at være mere på udlejernes side.
Forbundet er i hele sin politik alt for håndsky overfor udlejerne. Det siges jo ofte, at hvis vi vil på jagt skal vi være “gode venner” med landmændene og skovejerne. Det er den linje Jægerforbundet nu har fulgt i mange år og altid sagt tak og udelukkende betragtet udlejerne som partnere og ikke parter i en handelsrelation.
Der er også det ofte sagt, at hvis vi ikke siger tak og bukker, stiger priserne på jagt bare. Kun delvist rigtigt. De to kategorier af udlejere tjener ganske godt på jagtudlejningen (de seneste tal er fra 2014 og siger 220 millioner kroner i jagtleje om året) og som jeg fandt ud af i arbejdet med min bog fra 2022 er en stor del af lejeindtægten ikke at finde i regnskaberne, ifølge Landbrug & Fødevarer (“Jagt i Dannark….” kapitel 6). Kan være en grund til modstand mod registrering og måske er det samme tanker, der ligger bag fra de jægere som betaler.
Det er vigtigt, at det er mit indtryk at de fleste aftaler mellem jægere og landmænd er helt i overensstemmelse med skattelov og alle mulige andre regler, som har indflydelse på udveksling af penge mellem mennesker, som ude i det almindelige samfund, hvor vejene er asfalterede og kontanter efterhånden er ret sjældne.
Kritiske øjne kigger på os
Men det er lige nu meget vigtigt at være bevidste om, at der bliver kigget på jagtudøvelsen i Danmark med kritiske øjne fra mange sider. Det viser de seneste afsløringer omkring udsætninger, som blev offentliggjort af Vildtforvaltningsrådet, som er statens rådgivende organ omkring jagt. Udsætningerne er meget større end de lovpligtige indberetninger viser og det er dårlig PR for både udlejere og jægere. Og hvordan har jægerne det med at betale for at skyde fugle, som i realiteten er udsat ulovligt?
En certificering skal indeholde oplysninger om udsætningen, om tilmeldingerne til det Centrale Husdyr Register, om foderindkøb og om volierer og udsætningspladser er lovlige. Inden vi vælger at kigge på en evt udlejning ville vi kunne tjekke udlejerens hjemmeside med alle disse oplysninger.
Systemet er ved at blive indarbejdet i England og der kommer flere og flere udbydere til. Det bør kunne udvikle sig til at alle som lejer ud oplyser alle relevante ting.
Igen: de fleste af os er på den rigtige side og vi kan til enhver tid forsvare overfor omverdenen, at vi går på jagt på en ordentlig og lovlig måde. Men de tilfælde af overtrædelser som har været fremme i de sidste par år rammer alle – også de jægere som aldrig kunne finde på at bryde loven.
Jeg har beskæftige mig med problematikken i min bog “Jagt i Danmark – de seneste 100 år”. Her er et udskrift fra bogen:
Ingen forbrugerbeskyttelse
Prisudviklingen har selvfølgelig fulgt den almindelige økonomiske udvikling i samfundet, men når det drejer sig om jagt har efterspørgslen større betydning end hvis det er almindelige varer, der udbydes. F.eks. stiger prisen på en ost fra Thise Mejeri jo ikke hvis efterspørgslen stiger, men lejen på jagtarealer med et godt ry stiger altid ved nye lejere. Om kvaliteten er til stede er der ikke garanti for. Der er eksempler på jagtarealer, som stort set ikke har vildt på matriklen, men bliver udlejet til høje priser.
Endnu et eksempel på det unaturlige forhold mellem udlejer og lejer, som ikke er baseret på almindelige handelsvilkår. Kunden (lejeren) har ikke nogen forbrugerbeskyttelse eller rettighed, hvis varen, jagtearealet og vildtbestanden, ikke er som lovet/annonceret. Almindelig forbrugerbeskyttelse eksisterer ikke.
Udlejningen kan deles op i forskellige kategorier. 1) Udlejning af almindelig landbrugsjord 2) udlejning af skove/plantager eller landbrugsejendomme med skov/plantage 3) udlejning af deciderede naturejendomme.
For den enkelte jæger er lejeudgiften den væsentligste løbende udgift. En konsortieplads i konsortier med op til 25 medlemmer/jægere kan på Sjælland nemt koste 25-30.000 kr. om året, mens prisen i Jylland for det meste er godt under det halve.
At leje jagten på de store godser er traditionelt omfattet af en tro på, at det er god jagt. Her skal man være opmærksom på, at mange godser ikke tager særlige hensyn til jagten i den daglige drift. Udlejning til jagt betragtes udelukkende som en indtægt på lige fod med rapshøsten på marken. Det er indtægten pr. ha. der tæller.
Hvad betaler vi for?
Der er ofte ikke kontrol med afskydning og jagtform, så derfor kan vildtet på disse arealer være skudt ned. Der er mange eksempler på, at jagtudbyttet på tilsyneladende fine lokaliteter i realiteten ikke giver mulighed for udbytte, der står mål med prisen. Vildtet er simpelthen skudt væk igennem en årrække, som i årene efter 1922, hvor det dog var de nye ejere og ikke lejere, som skød alt vildt på ejendommen. Og udlejeren har fordel af, at arealet måske ser godt og lovende ud ved en fremvisning.
I praksis betyder det, at nye jagtlejere på sådanne lokaliteter falder for udseendet og eventuelle beretninger om store udbytter, hvorefter de, når jagtsæsonen er i gang opdager, at der ikke er vildt på jagten, der står i forhold til prisen og det lovede. Det er meget svært at vurdere vildtforekomster ved en eller to fremvisninger.
Den grådighed, som flere gange optræder i betragtningerne omkring jagt fra 1922 og op til i dag kan også rettes mod dem, der lejer jagtretten ud. Risikoen for at betale for ingenting er der mange eksempler på.
Det er en almindelig påstand, at netop jagt kan man jo ikke garantere noget på. Det er ikke korrekt. En udlejer vil i de fleste tilfælde have kendskab til om bestanden af vildt er skudt ned af tidligere lejere eller om vildtet egentlig aldrig har været der.
Certificering og varedeklaration
Der er ikke nogen varedeklaration på jagtarealer. I England oplever man at jægerne begynder at agere som forbrugere og vil have sikkerhed for den vare/jagt de betaler for. Et stigende antal udlejere er begyndt at deklarere deres jagt efter bestemte retningslinjer, så nye lejere ved hvad de betaler for.
Det vil være en vej frem i Danmark, hvor vi jo har en lang tradition for varedeklarationer og forbrugerbeskyttelse. Så vil jægerne få status som forbrugere og dermed en større sikkerhed for, hvad de betaler for, ganske som når vi køber alle andre varer.
En certificering af et jagtareal vil kunne give jægerne den forbrugerbeskyttelse vi er vante til.
Hvorvidt der er interesse for en sådan certificering er nok tvivlsomt. Det vil naturligvis først og fremmest af udlejerne (landbruget) blive betragtet som endnu et indgreb i deres ejendomsret og ret til at administrere egen jord. For jægerne vil mange tage afstand fra, at andre udefra skal vurdere og sætte værdi på den jagt, som er tilbudt til leje. Uden tvivl vil mange jægere også betragte det som et indgreb og en begrænsning.
I en sådan ordning vil bæredygtighed og klimabevidsthed naturligvis spille en fremtrædende rolle og i den sammenhæng vil det påvirke udlejerne til at forbedre habitaten og levevilkårene for vildtet på den ene side. På den anden side kunne man forestille sig, at en sådan ordning også kunne udstikke retningslinjer for hvordan jagten skal drives forsvarligt og bæredygtigt på netop denne matrikel. Krav i certificering vil gå begge veje.
I England er det ikke staten eller offentlige myndigheder, der er involveret i disse forhold, det er et samarbejde mellem jordejerne og jægernes egne organisationer og det er selvfølgelig en frivillig ordning. (Tekst fra bogen slut her)
Nytænkning er nødvendig
Jeg ved, at nogle vil fremhæve den sammeslutning der går under navnet “Bæredygtig jagt”, som en af vejene frem, men de har på ingen måde forbedret indsatsen for at drive jagt mere bæredygtig i Danmark. Læs artiklen her.
Efter sommerferien vil jeg skrive mere om dette emne og jeg vil fortælle hvilke muligheder der ligger lige til støvlesnuden for at gøre jagt og usætning bedre og mere bæredygtigt. Det kan sagtens lade sig gøre at udsætte bæredygtig og inden for reglerne og for jægerne/lejerne vil det betyde at samvittugheden ikke lider overlast. Måske kan vi få et mere nuanceret syn på hvordan en frivillig certificering kan komme ind i billedet.
Der er i den grad også en etisk side af alt dette. Vildtforvaltningsrådet skal inden udgangen af dette år have drøftet og forhåbentlig gennemtænkt et reelt sæt nye og mere omfattende sæt etiske regler for jagten i Danmark. Selvom halvdelen af befolkningen er positiv er der en anden del, som slet ikke ser nogen grund til jagt, udsætninger af ænder og fasaner, regulering af invasive arter (også i yngletiden) og så meget videre.
Vores kort på hånden, som jægere er i mange tilfælde ikke i overensstemmelse med de meldinger vi kommer med. Var det poker eller andet spil ville jægerstanden i mange tilfælde ikke kunne være med. Vi ved alle, at den spiller som konsekvent melder alt for højt ud (Jægerforbundets stil) og kun vil bluffe, ikke bliver inviteret med til bordet fremover.
Ja, dette vil provokere mange af jer. Det er meningen. Jeg vil gerne understrege, at hvis jagt i Danmark også skal være noget vi kan have glæde og fornøjelse af de næste 100 år skal vi til at tage omgivelserne og de 2.4 millioner andre organiserede naturbrugere (som også sidder i Vildtforvaltningsrådet) alvorligt og kigge hinanden dybt i øjnene . Historisk er det altid gået galt for dem, som tror de kan levere eventyret, men så bliver taget med bukserne nede alt for tit.
Jeg har modtaget mange hevendelser siden min bog kom ud. De fleste er meget positive og udtrykker enighed med mig. Men mange er i samme åndedrag bekymrede for, at sandheden kommer ud. Den virksomhed eller gruppe, som for enhver pris vil holde problemerne indenfor egne vægge kommer altid i problemer. Og er det en gruppe af mennesker sker det samme. Informationerne løber stærkt i dag og risikoen for at det snavsede vasketøj også kommer frem er stor i dag. Jeg håber at åbenhed og debat som ikke lukker af for kritik kan gøre, at vi fortsat kan komme på jagt og hilse på de andre gæster i skov og mark med respekt og få respekt fra deres side.
God sommer til alle. Bukken går måske endnu derude og venter på dig og du skal huske at fodre med omtanke og sætte fasaner og ænder ud så naturligt som muligt. Knæk og bræk.
Hvis du tænker på hvordan fordelingen mellem ikke-jægere og jægere/jagtudlejere er her i Danmark ses det af sammensætningen af Vildtforvaltningsrådet:
Medlemmer i rådet er:
Danmarks Naturfredningsforening (130.000 medlemmer)
Dansk Ornitologisk Forening (17.500 medlemmer)
Dyrenes Beskyttelse (75.000 medlemmer)
Friluftsrådet som paraplyorganisation repræsenterer 2.4 mio. medlemmer (her minus Jægerforbundets medlemmer af organisationen)
I alt 2.6225 00 medlemmer
Landbrug & Fødevarer (22.000 medlemmer og to pladser i Rådet)
Dansk Skovforening (600 medlemmer)
Danmarks Jægerforbund (ca. 52.000 medlemmer)
I alt 74.600 medlemmer