12 eller 20 – nu med en spritny test

Skiven er ude på 25 meter på Herning Jagt Center. Dimateren er ca 30 centimeter og den er inddelt i otte felter.

Igennem årene har jeg haft et til og fra forhold til kaliber 20. Jeg er startet som 13 årig med en 20’er og nu er jeg ved slutte ringen, idet jeg har købt en rigtig fin 20’er.

Derfor interessen for at teste igen selvom jeg har gjort det før. Jeg er jo af den skole, som siger, at en kaliber 2o stort set kan det samme som kaliber 12. Det har jeg altid skrevet og det har jeg så også diskuteret med mange. Men ifølge mig passer det!

Forudsætningen er, at vi holder os til at skyde med normale patroner – altså 28-30 gram i kaliber 12 og 24-28 gram i kaliber 20. Og at vi skyder indenfor de afstande som de jagtetiske regler påbyder os.

Min erfaring på jagt er at jeg med en kaliber 20 skyder lige så forsvarligt som med min kaliber 12. Jeg kender flere, som skyder 20’ere og deres erfaringer er de samme.

Der er mange fordomme om 20’erne: de er til børn og damer… Nu snakker vi jo ikke på den måde mere og det er iøvrigt også noget vrøvl. (Se tidligere artikel fra JAGT Vildt & Våben).

Men fakta så? Jeg har her i eftersommeren testet min nye Guerini Apex i kaliber 20 på skiven og ikke mindst på lerduerne. Det sidste er noget jeg stadig arbejder med, men det er ikke kaliberets skyld…

På skiven er det faktisk en bekræftelse på alle de mange skud jeg hidtil har skudt på skiver med kaliber 20 og kaliber 12. Nogle gange samme dækning, men ofte flere hagl i felterne med 20’eren. Når jeg kigger tilbage har jeg svært ved at finde en skiveskydning mellem de to kalibre, som afviger. Der kan selvfølgelig være tilfælde hvor der er forskel, men i de fleste tilfælde skyldes det patronvalget.

Mit hårdt prøvede testskive-stativ som snart skal have en hovedrenovering.

Også min sidste test, hvor jeg skød med en kaliber 12 Krieghoff (1/8 choke = altså stort set som 1/4) op imod min Guerini Apex med 1/4 choke.

Skiverne herunder taler vist deres eget sprog. 272 hagl indenfor felterne med kaliber 20 og 209 med kaliber 12. Identiske patroner: Kent Gamebore sporting med 24 gram hagl. Stort set samme udgangshastighed. 420 m/s og 410 m/s.

Kaliber 20 på skiven med 272 hagl.

Kaliber 12 med 209 hagl

Jeg har ikke test gennemslagskraften på patronerne, men jeg ved af erfaring at en kaliber 20 kan skyde ænder, gæs, fasaner og råvildt med de rette patroner og forsvarlig afstand.

Der er dog en ting, som taler imod en kaliber 20. Det er hvis man er til Hyper Steel, Magnum og Megaladninger i sine patroner. Så skal man nok holde sig en gedigen kaliber 12, som dog heller ikke når at blive antik, hvis man skyder mange af den slags patroner.

Skyder man meget mere end 28 gram 70 mm. i en 20’er er rekylen ikke rar. Men det er jo heller ikke nødvendigt. I mange, mange år har jægere skudt med 28 gram hagl og dræbt millioner stykker vildt. Vel egentlig et godt argument imod mega-patronerne.

Jeg har skrevet en del om de to kalibre – for og imod og begge dele – frem og tilbage. Bl.a. i denne ældre artikel fra JAGT Vildt & Våben.

Jeg ved der er en del religion og fordomme på spil her. Jeg er dog så heldig, at en lang række udenlandske kolleger og eksperter i haglskydning giver mig ret et langt stykke hen ad vejen.

En fin Krieghoff model 32 fra 1965. Speciel og enkel og en lerdueknuser på første klasse
Øverst mit første haglgevær – en belgisk 20’er over/under med haner og sidelukke. Nederst min nye Guerini Apex – også kaliber 20.

Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.