positivskydning.dk ændrer form og indhold

Lige nu er der mange ting, som hober sig op, som jeg skal være en del af. I den bunke er der desværre ikke for tiden plads til, at jeg kan skrive ret meget på denne side. Jeg kan imidlertid se, at der hver eneste dag er en del som kigger forbi og klikker ind på siden. Derfor vil den ikke gå helt i stå.

Mit engagement i debatten omkring miljø og natur og klima betyder, at det bliver på denne front jeg lægger mine kræfter og min energi i den nærmeste fremtid og det vil også komme til at være en del af siden fremover.

Jeg skal også i den kommende tid holde foredrag om naturforbruget og jagt i fremtiden. Jeg er glad for at kunne komme ud til jægere og diskutere jagtens fremtid og nutid med alle, som er jægere.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at følge den løbende debat om jagt i Danmark og specielt vil en kommende debat om etik – hvis den kommer – være noget jeg vil være aktiv i. Jeg har ikke store forventninger til den debat må jeg sige. Tomme ord og tordenluft fra Danmarks Jægerforbund og andre medlemmer i Vildtforvaltningsrådet lægger jo ikke ligefrem op til at den etiske debat kan få blot en smule kvalificeret indhold.

Min bog “Jagt i Danmark – de sneste 100 år” er på mange måder et godt oplæg til diskussionen om jagt i Danmark i fremtiden. Og ikke mindst er bogen et oplæg til debat om etik. En debat som efter min mening kun vil være relevant, hvis den får frit løb blandt jægerne og ikke de såkaldte jagtpolitikere.

Når der kommer indlæg som er relevante i den sammenhæng vil de som altid bliver præsenteret på positivskydnings facebookside.

Jeg har i det sidste år oplevet så megen negativitet i almindelige jægeres forhold til Jægerforbundet og også hos mange tillidsfolk ude i foreningerne, at det ikke lover godt for fremtiden. Jeg har kendskab til mange tilfælde af pres og omgåelse af sandheden fra toppen ned mod bunden. Tilliden til Forbundet er smuldret og bæres paradoksalt kun oppe af tillidsfolk, som alene får inside informationer.

Det hævdes stadig, at Danmarks Jægerforbund repræsenterer jægerne med 90.000 medlemmer. Men når ærligheden træder til på f.eks. repræsentantskabsmødet oplyser direktøren, at der er 58.000 medlemmer. Hvordan forskellen opstår er det ikke lykkedes mig, – trods henvendelser – at få svar på.

Denne side holder pause fordi jeg er optaget af en vigtig debat som også omhandler klima og biodiversitet, som jeg hellere vil kalde artsrigdom. Jeg har skrevet kronikker om dette og vil gøre det i fremtiden. Jeg er blevet fast skribent på det nye engelske netmedie Scribehound som rummer mange af de bedste skribenter fra de britiske øer. Der fortæller jeg vore venner derovre, hvad der sker i Danmark og Skandinavien. Der er helt sikkert flere læsere på Scribehound end her i Danmark.

Og så fordyber jeg mig i den tid vi lever i og den måde vi forvalter vores natur på. Nu handler det for mig om: – giv naturen tilbage til jorden. Der er en populær bevægelse som hedder “Giv os naturen tilbage”. Det er typisk perspektivløst. Det er jo os mennesker, som har ødelagt naturen og dermed har vi fortabt retten til at kræve den tilbage.

Det vil jeg skrive om og det vil jeg holde foredrag om i den kommende tid. Måske vi ses derude; indtil da knæk bræk i den kommende jagtsæson. Husk at opføre jer ordentligt…

Jeg har skrevet flere kronikker om natur og jagt i bl.a. Jyllands Posten. Den seneste kronik kan du læse ved at klikke her

Følg mig på instagram: eller min profil på facebook

Begge steder kommenterer jeg jævnligt på aktuelle sager om natur og miljø og laver opslag om hvad jeg beskæftiger mig med til daglig

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Brug mit arkiv, hvis du mangler informationer om haglgeværer

Denne side står p.t. stille, men der ligger materiale om haglgeværer og andre våben i arkiverne. Der er artikler, som jeg har skrevet siden 2014 og de er frit tilgængelige.

Der er ingen artikler om haglgeværer eller test af geværer i de blade du får herhjemme, men dette arkiv er fyldt med artikler som er lige så aktuelle iu dag som da deblev skrevet. Jeg har testet over 100 haglgeværer og du finder mange af dem her.

Skriv blot dit søgeord ind i søgefeltet øverst til højre.

God fornøjelse

Thorkild Ellerbæk

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Landbrug&Fødevarer løber fra forliget om udsætninger

Ifølge Netnatur.dk har sektionen for større jordbrug under Landbrug & Fødevarer ændret holdning til den indstilling de selv var med til at forhandle på plads i Vildtforvaltningsrådet.

De nye regler og begrænsninger for udsætning blev vedtaget af Vildtforvaltningsrådet umiddelbart før sommerferien. Det var et underudvalg, som indstillede de nye regler. I udvalget sad bl.a. formanden for Sektionen, Christina Ahlefeldt Laurvig som repræsentant for de større jordejere og L&F.

Netnatur skriver nu med direktøren i sektionen Helle Reedtz-Thot som kilde, at man er imod aftalen. Netnatur skriver bl.a. at man ser indstillingen om begrænsningerne som en kollektiv straf. Læs hele artiklen på Netnatur

Udtalelserne fra direktøren, som altså underkender formandens indstilling og rolle i forliget ligger på Sektionens hjemmeside, her står det klart at direktøren er i direkte modstrid med formandens holdninger, som gjorde sig gældende i Vildtforvaltningsrådet.

Den mangeårige konsensuspoltik som har præget Vildtforvalgsrådets indstillinger til skiftende miljøministre ser ud til at begynde at revne. At det denne gang kommer fra et af Rådets mest magtfulde medlemsorganisationer tegner ikke godt for fremtiden.

Læs mere om udsætningerne her og læs min kronik i Kristeligt Dagblad fra 10. juni

Udgivet i Om jagt | Skriv en kommentar

Jagt på tunfisk i 1921

Tunfisken er tilbage i de danske farvande og der er tilsyneladende mange. Det var der også i 1921 fortæller HM i Jagtvennen fra efteråret 1921.

En dramatisk fortælling om en jagtform, som ikke vil være lovlig i dag. Nok heller ikke i tråd med den måde vi jager i dag.

Læs hele beretningen

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Vi skal ikke have naturen tilbage – naturen skal have jorden tilbage

  • – Vi har mistet retten til at kræve noget af naturen

Dette skriver jeg i Jyllands Posten søndag den 27. august. Indlægget ligger bag betalingsmuren i avisen og på hjemmesiden, men du kan læse teksten her:

Mange mennesker trækker ud i naturen og får stor glæde af de gode ting naturen tilbyder os. Men mange mennesker fylder meget i naturen og det kan ind imellem lægge en dæmper på naturoplevelsen, at der altid er andre mennesker i billedet. At det nu er et populært krav, at vi mennesker skal have naturen tilbage (“Giv os naturen tilbage”) forstår jeg ikke. Vi har misbrugt og ødelagt naturen. Vi har forspildt vores ret til at kræve naturen tilbage. Gå ud i den og efterlev den gode gamle regel “leave nothing but your footprints” (Efterlad kun dine fodspor). En populær attraktion langs de danske kyster: solnedgangen. Mange har glæde af det og som her er det en god fælles oplevelse af stor natur.

Der er megen opmærksomhed i øjeblikket på en række kendte og ukendte mennesker, som er bannerførere for sloganet: Giv os naturen tilbage. Mange af dem med en holdning til naturen som fortalere for mere opmærksomhed og handling i vores forhold til naturen. Det er godt, at der bliver rettet fokus på naturens ringe tilstand og det er på høje tid, at naturforkæmperne også er parate til en mere populistisk tilgang. (Mindre Fjällräven og gummistøvler og mere løbesko og rygsække…)

Der er siden Corona-årene sket en stigning i danskernes ønsker om at komme ud i naturen og en stigning i ønsket om at være aktiv i naturen. Uanset om det er som sportsfiskere, løbere, vandrere eller blot familier på udflugt er det med til, at endnu flere danskere får øjnene op for den natur vi trods alt stadig har her i landet.

Der tales meget om biodiversitet og der tales om urørt, vild natur som skal fremmes. Det er der mange gode grunde til og fortalerne for denne del af naturdebatten kommer ofte i konflikt med andre naturbrugere, som måske er mere pragmatiske i forhold til naturen eller rettere definitionen på natur.

Det er vigtigt i denne sammenhæng at huske på, at begrebet natur kan tolkes meget rigidt og det kan tolkes frit. Den tidligere miljøminister Esben Lunde-Larsen (V) gjorde sig jo både bemærket og til grin i mange kredse, da han sagde, at en stor kornmark i hans øjne er smuk, dansk natur.

Hans natursyn havde ikke nogen gavnlig virkning på dansk natur, men udtalelsen kan have et gran af sandhed. Det er nemlig sådan, at det vi i Danmark (og i mange andre vestlige lande) kalder natur ofte er dyrket land eller en kombination af vild natur og teknisk/menneskelig indgriben.

F.eks. bruger vi mange penge på at opretholde det vi kalder ægte natur. Når vi gerne vil genskabe overdrev og fritlagte bakker som en “oprindelig” naturbiotop, så kræver det pasning og vedligeholdelse. Det sker rundt omkring ved hjælp af græssende dyr, som får og kreaturer, som i sig selv er gode løsninger, men som i mange tilfælde kolliderer med naturbrugernes adfærd (man er bange for dyrene og føler så, at hegnet holder en væk fra oplevelser (!))

Så kan man jo ty til mekanisk naturpasning, hvilket f.eks. vil sige, at der kører en fjernstyret slåmaskine i bakkerne ude i naturen for at fjerne de (naturlige eller invasive) planter, som får plads, når Naturstyrelsen fjerner de træer som har stået i måske flere hundrede år.

Det er en kompliceret affære, men det er menneskeskabt fordi vi som mennesker vil have den natur vi mener er den rigtige.

Her er Naturstyrelsen i gang med den evige kamp imod ørnebregner, birketræer og bævreasp, som ikke passer ind i den store plan om at Dollerup Bakker skal have naturen tilbage. Det er ikke altid naturen følger manuskriptet fra velmenende naturforvaltere

Med andre ord et eksempel på ”Giv os naturen tilbage”, men naturen er måske ikke lige med på den præmis. Derfor er det i naturens oprindelige interesse at lade det gro. Det betyder selvfølgelig, at Naturstyrelsen, biologer og andre naturforkæmpere ikke lige får det istidslandskab, der var planen.

Er vi ikke en del af den cyklus naturen har og skal vi absolut bryde in og ændre naturen efter vores præmisser og modetendenser? Er det ikke nok, at vi mennesker i generationer med stigende intensitet har gjort vold på jorden/naturen med vores enestående evne til at ville bestemme og udnytte over alt.

“Giv os naturen tilbage” er derfor ikke et krav vi som mennesker har ret til at stille!

Vi har forpasset retten til at kræve ejerskab over naturen. Det er netop dette ejerskab, som har ødelagt naturen, slået tusindvis af fugle, dyr og insekter ihjel, lagt skovområder øde og udpint jorden til sidste næringsbacille.

Hvordan kan mennesket kræve naturen tilbage, når det er os, der igennem især de sidste par hundrede år ved udelukkende at tænke på vækst og profit har reduceret det vi kalder natur til stort set ingenting – eller som man siger nu: 1.5 procent af Danmark er vild natur.

Vi har vækstet naturen og en stor del af livet i naturen væk og med uigennemtænkte vejprojekter, by udvidelser, industriudvikling og sidst men ikke mindst ved at lade landbruget uhindret og helt igennem uforsvarligt bogstavelig talt overtage størstedelen af vores åbne areal, så der kan dyrkes foder til de millioner af svin vi har i stalde, som forurener og samtidig spreder landmændene sprøjtegifte og kunstgødning på arealerne stort set uden kontrol.

Man har indtryk af at dyrkning af foder i Danmark har højere prioritet end dyrkning af korn til fødevarer for mennesker og det er det, der nu giver bagslag.

Der er desværre stort set ikke meget positivt at sige om den situation vi er inde i nu. Vi er – og det er der mange som beviser – meget tæt på, at vi har sat det hele over styr. Ikke blot i Danmark, men i det meste af verden. Det er muligt vi kan spise grise, men det er der færre, der gør og så kan vi jo kun se tilbage på fejltagelsen med at prioritere dyrefoder over menneskeføde.

Det triste er, at vi ikke en gang kan se noget positivt i det klimaaftryk udviklingen har sat i Danmark. Regeringen har ikke travlt med at reducere, hvor det virkelig gælder. Filosofien er at vi blot skal købe elbiler og dæmpe for varmen. Undskyld mig, men det forslår som en skrædder i Helvede i det perspektiv, som er helheden.

Industriens og især landbrugets negative klimaftryk kører i dag uhindret for fuldt tryk, uanset at alle eksperter i årevis har peget på at den mest effektive og hurtigste løsning ligger der.

Klimaet og naturens tilstand hænger selvfølgelig sammen. Man skal ikke have været i kontakt med naturen i mange år for at lægge mærke til den negative udvikling.

Andre kan dokumentere hvor mange fugle, dyr, insekter og fisk der er forsvundet ud af den danske natur. Det er mange og jeg vil tro der er mange nulevende, som kan mindes en barndom eller sågar ungdom, hvor agerhønsene var almindelige på markerne og lærkerne i øvrigt sang ovenover alting. Det var tider, hvor viberne fløj kunstfærdigt over engene og markerne og det var ikke ualmindeligt at hækken i haven var hjemsted for småfugle og sangere, som nu enten er væk eller sjældne.

Det var også i nyere tid, at en tur med fiskestangen i den lokale sø, å eller ved stranden gav en fisk eller to til middagsbordet. Det sker selvfølgelig stadig, men jeg har fisket i søerne og i åer i mange år og det er meget sjældent at få en levedygtig fisk på krogen. Vandmiljøet både i havet og i de indre ferske vande og åerne er helt smadret.

Havde politikerne og havde de mennesker som arbejder med naturen i den offentlige sektor haft øje for perspektiverne for mange år siden (og de blev gjort opmærksomme på det) kunne meget af elendigheden være undgået. Vi kunne have reddet liv og det vi kalder natur.

Men især politikernes nærmest katastrofale mangel på perspektiv i administrationen af vores land og vand har i den grad svigtet. Tænk, politikere i dag taler stadig om behovet for motorveje frem for offentlig transport, om broer og vejføringer gennem smuk natur. De overser bevidst de problemer landbruget stadig skaber. De undgår at stramme op overfor miljøforbrydelser begået i landskabet og naturen.

Forvaltningen af landbrugets forpligtelser overfor samfund, natur og klima har bygget på frivillighed. Og der er ikke megen spejder-ansvarlighed hos landbruget. (Som i øvrigt efterhånden bidrager mindre og mindre til samfundsøkonomien, men koster mere og mere i tilskud).

Det ser sort ud. Ja, desværre og der er ikke meget lys forude. Derfor er “Giv os naturen tilbage” også helt galt afmarcheret.

Det er os, der skal give naturen tilbage til jorden. Nu. Vi har mistet retten til at kræve noget af naturen.

Desværre endnu et eksempel på “overforbruget” af naturen. En havørnerede i Sydsjælland – vi boede 200 meter væk – som var en magnet for ornitologer og andre interesserede, som ikke holdt sig tilbage for at gå helt ind til træet med reden. Det er også et eksempel på, at vi mennesker ikke bestemmer. Efter nogle år med den stigende trafik (og iøvrigt skovejerens træfældning helt hen til ynglepladsen i yngletiden) Blev det for meget og nu har de to havørne forhåbentlig fundet et mere fredeligt sted. Skiltet taler for sig selv – dobbeltklik for bedre at læse teksten.

Har du medielogin finder du indlægget i Jyllands Posten via dette link:

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE16353014/vi-skal-ikke-have-naturen-tilbage-naturen-skal-have-jorden-tilbage/?loggedIn=true

Udgivet i Essays, Om naturen | Skriv en kommentar

Kan Danmarks Vildtbestand bevares? – et godt emne i August 1922 og igen i august 2023

Indlæg i serien fra “Jagtvennen” skrevet af Aage Boesgaard

Læs indlægget

Der er også et par annoncer, hvis man vil tænke lidt over prisen i dag 101 år efter:

Læs annoncerne fra “Jagtvennen” her

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Jagtvennen juli 1922: Om andejagten

Endnu et par insdlæg fra “Jagtvennen” denne gang om det samme som mange sikkert taler om i dag: hvordan bliver andejagten i år.

Læs K.W. Thureholms beretning

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Jagtvennen debat og annonce

Læs debatindlæg om de nye Jagtkort. Det var i 1922 og bølgerne gik højt. Her er det C.C. Andersen som var redaktør for “Dansk Jagttidende” udgivet af Dansk Jagtforening som skriver. Du kan downloade i bedre kvalitet.

Når der bringes gamle indlæg vil du altid have muligheden for at downloade en pdf-udgave af artiklerne.

Annonce fra en af tidens store våbenhandlere Harald Nyborg. Download her

Udgivet i Om naturen | Skriv en kommentar

Om “Jagtvennen”, redaktør Thureholm, og en vigtig periode i dansk jagt

Som tidligere omtalt vil der i den kommende tid blive bragt historiske nedslag fra det en gang så indflydelsesrige jagtblad “Jagtvennen”. Jeg vil forsøge løbende at kigge i udgivelserne med blik for hvornår de er udkommet og hvilke emner, der er taget op.

Med andre ord vil der komme artikler fra “Jagtvennen” som udgangspunkt fra perioden sidst i tyverne og til dagen i dag. Ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge, men også hvis der er aktuelle ting fra den gang som også optager os i dag. Der vil også komme annoncer fra den gang. Så kan vi jo kigge lidt på hvad en haglbøsse koistede den gang. Jeg skal hilse og sige, at der er mange spændende ting i materialet, som efter min mening for både “gamle” og nye jægere kan være med til at give en større forståelse for hvad dansk jagt er for noget.

Men først fortæller Finn Watson historien om Thureholm og “Jagtvennen”:

’Jagtvennen’ – et idealistisk enmandsforetagende

Tidsskriftet ’Jagtvennen’ var synonymt med én person, nemlig redaktør K. W. Thureholm. Han blev født i 1891 i Tureby Sogn i den nuværende Faxe Kommune. I kommunens arkiver findes et postkort, som viser redaktionslokalet på Haslev Avis omkring 1912. Her ses den ca. 20-årige yderst velklædte Thureholm stående mellem en nærmest liggende avislæsende kvinde og en stående læsende mand. Lokalet ligner en privat stue med sit hjemlige møblement, private fotos, julekane og frugt på bordet.

   Arkivet oplyser, at Thureholm var født Sørensen, men at han i 1916 tog navneforandring til Thureholm. Navnet stammer fra avlsgården Turebyholm under Bregentved Gods, hvor hans far arbejdede som gartner. Gennem livet tog hans aktiviteter, som for de flestes vedkommende var af journalistisk karakter, hyppigt udgangspunkt i det midt- og sydsjællandske områdes historie, kultur og natur. Interessen for landsdelens historie var stor; særligt optaget var han af tiden omkring Svend Poulsen, kendt som Gøngehøvdingen. Thureholm udgav i 1948 bogen ”Ad Frihedskæmperen Svend Gønges Veje”. Hans skribentvirksomhed var ganske omfattende og spændte fra dagbladsjournalistik på flere sjællandske dagblade over bogudgivelser og forlagsvirksomhed til redaktøropgaver på specielle udgivelser, eksempelvis ’Skovbrugstidende’ og ’Herregaardsjægeren’.

   Som eksempler på aktiviteter, der lå uden for skriftlig formidling, kan nævnes, at Thureholm i 1926 holdt et lysbilledforedrag i Marineforeningen. Foredraget, som han kaldte ”De hvide Marinere”, handlede om hættemågernes og stormmågernes levevis og trækforhold. Langt senere, d. 10. maj 1953, overrakte han Københavns overborgmester, H.P. Sørensen, på vegne af Sydsjællands og Møns turistforeninger m.fl. et ”gavebrev og naturalier” i anledning af Børnehjælpsdagen.

   Ved hans død i 1957 skrev Aage Wielandt i Dansk Jagttidendes nekrolog rosende om Thureholms humane tilgang til både jagt og foreningsarbejde og sluttede: ”Nu er Sydsjællands gamle ørn fra jagtstien og pressen ikke mere; men mindet om ham, ærlig og ukunstlet, stolt og fri, lun og bredt skildrende, vil vide jægerkredse og hans utallige venner bevare”. ’Dansk Jagttidende’ var medlemsblad for Dansk Jagtforening fra dennes start i 1884 til dens ophør i 1991.

Rosenfeldt Gods – kong Valdemars vilde jagter

   Thureholm knyttede et tæt forhold til ’revirjægeren’ (herregårdsskytte) Carl Brehm (1893-1950), der var skytte på flere sjællandske godser, blandt andre Lystrup og Torbenfeldt. Det var dog i Brehms rolle som revirjæger på godset Rosenfeldt, Thureholm opnåede den relation til Brehm, der fik ham til at se ham som sin læremester. Til godset Rosenfeldt ved Vordingborg hører halvøen Knudshoved Odde, hvis yderste spids, Knudshoved på ca. 92 ha, blev fredet i 1952. Overgangen mellem Knudshoved Odde og Knudshoved overskylles ved højvande, og i dag er dette område en del af Natura 2000-område nr. 169.

   På Rosenfeldt gods fik Thureholm takket være sin gode forbindelse til Brehm mange af de natur- og jagtoplevelser, han beskrev i sine artikler – i Jagtvennen og andre steder, fx i bogen ’Der jog kong Volmer’. Bogen, som udkom i 1948 på Jagtvennens Forlag, beskriver ”Indtryk og Oplevelser fra Knudshoved Odde”. Kong Volmer, som rettelig hed Valdemar d. 4., var kendt som Valdemar Atterdag og levede fra 1321 til 1375. I perioden 1340-1375 var han konge. Han var ifølge overleveringen ualmindeligt jagtglad. Valdemar havde sit jagtslot på det nuværende Stensbygård Gods, som ikke ligger langt fra Rosenfeldt.  Sagnet fortæller, at hans jagter var vilde og sikkert har udfoldet sig over det meste af Sydsjælland. I det fine digt ’På Sjølunds fagre sletter’ nærmest hudflettede digteren B.S. Ingemann over 14 strofer kongens tvivlsomme jagtmoral. De fleste kender sikkert digtet som en forkortet sang fra Højskolesangbogen med Niels W. Gades melodi. Digtet skildrer kong Valdemars kyniske jagtudøvelse, som sågar også fandt sted i kirketiden – angiveligt til den stedlige biskops fortrydelse. Over for biskoppens irettesættelse svarede kongen ifølge Ingemans digt, at han hellere vil gå på jagt end have udsigt til ”Guds Himmerig”

   Mon ikke mange har skoleminder i forbindelse med sangen, som i en af de sidste strofer beskriver sagnet om kongens jagter:

I Muld for længe siden

Kong Valdemar er lagt,

Men sælsomt gennem Tiden

Gaar sagnet om hans Jagt.

Tit korser arme Bonde

sig end på natlig Sti,

Hvor Jægere og Hunde

Ham suse vildt forbi.

   Zoologen og dyreværnsmanden Hans Hvass (1902 – 1990) skrev i sin populære bog ’Fugle i farver’ (Politikens Forlag, 1956) om Sortanden: ”Der er måske ikke mange, der har set sortænder; til gengæld har de fleste hørt deres stemmer i de lune forårsnætter, når det kort klagende gyv-gyv toner fra den mørke nat, hvor de i mægtige skarer trækker nordpå. I folketroen hedder det sig, at lyden stammer fra hundeglammet fra kong Volmers vilde natlige jagt.” Sortanden kaldes visse steder for gyvfuglen.

   Hans Hvass var i øvrigt medlem af jagtlovskommissionen i tiden 1949-1965, hvor han næppe har været fasanudsætningernes mand. I hans fuglebog hedder det om fasanen, at den ”udsættes i parker og skove som let skydeligt vildt, der flyver meget tungt.”

Overvejende godsernes mand

   Thureholm har i det spørgsmål næppe været enig med Hvass og har i kraft af sin tilknytning til godser og herregårde på Sjælland bakket op om disses jagtlige interesser.

   Man skal dog være opmærksom på, at vildtudbytter og jagtformer var en del anderledes i 1950’erne, hvor Hvass og Thureholm deltog i jagtdebatten. I ’Dansk Jagttidende’ d. 5. december 1954, findes vildtudbyttestatistikker for flere årrækker. I jagtåret 1950-1951 nedlagdes 389.900 agerhøns, 359,400 fasaner og 399.600 harer. Hertil kom 378.200 svømmeænder. De vilde agerhøns overgik således udbyttemæssigt de udsatte, ’tungt flyvende’ fasaner, hvis udsætningsvolumen var langt mindre end nutidens mere end 1,5 mil. Ganske tankevækkende i en nutid, hvor markvildtet som følge af det højt industrialiserede landbrug har det yderst svært, og der derfor kompenseres med masseudsætninger for dog at have noget at skyde.

Thureholm og strandjægerne

Thureholm var ikke strandjæger,
men et par gæs blev det dog til

   At Thureholm overvejende var jordbesiddernes mand fremgår bl.a. af hans ihærdige modstand mod ophævelsen af det jagtfrie 50 meter bælte langs kysterne, som blev indført med jagtloven af 1922. Bestemmelsen, som var indført med Dansk Jagtforenings billigelse, anså Thureholm som et værn mod de horder af strandjægere, der ellers ville kunne forgribe sig på ’godsernes vildt’. Thureholm har måske tilhørt den del af befolkningen, der havde medfølelse med de jordbesiddere, som med Lensafløsningsloven af 1919 havde måttet afgive 10% af hele landets areal til bl.a. statshusmandsbrug og ydermere betale en afgift mod til gengæld ikke at skulle lade deres ejendom hjemfalde til staten ved manglende arvefølge. Denne normalisering af store jordbesiddelsers juridiske stilling, som først afsluttedes i 1930, indvarslede afslutningen på herregårdsepoken i Danmark. Af bl.a. den grund var det vel rimeligt, at jordbesiddere med kystnære arealer kunne holde de nævenyttige strandjægere væk for i det mindste at have dét privilegium? De skød jo lodsejerens vildt. Det mente i hvert fald Thureholm, som livet igennem beklagede sig over den frie jagtret på stranden. Her fandt han en forbundsfælle i herregårdskytten Peter Vilhelm Hansen, der i en lang årrække var skytte på Gavnø Gods ved Næstved. Gavnø Gods har jorde, som støder op til både Karrebæk og Dybsø Fjorde, og der er næppe tvivl om, at nogle strandjægeres adfærd til tider har voldt godset problemer i form af regulært krybskytteri. Man skal imidlertid være opmærksom på, at i de første 2-3 årtier af det 20. århundrede var jagt for mange strandjægere ikke kun en våd og kold fornøjelse, men også en måde at skaffe føde på i en tid med knaphed. Eksempelvis var forårsjagten på Knortegås frem til artens bratte tilbagegang for nogle mennesker et nødvendigt og kærkomment supplement til fiskeriet. Til at belyse denne periode i strandjagtens historie kan bogen ’Strandjagt’ anbefales (Svend Thorsen, Gads Forlag, 2014).

Jagtvennen og foreningerne

   Idealisme, virketrang lyst til at kommunikere holdninger og oplevelser betød, at Thureholm i en ung alder gav sig i kast med at udgive et tidsskrift. I perioden 1914-1954 udgav han med periodisk støtte fra Jagtfonden tidsskriftet ”Jagtvennen”, der som primær målgruppe havde jægere på Sydsjælland. I det mindste var størstedelen af stoffet hentet på de kanter, dog suppleret med aktuelle nyheder og notitser, som blev hentet fra andre medier og steder. Det er en ganske stor produktion, der er tale om. For selv om de enkelte numre var af relativt beskedent kvantitativt omfang, udkom der flere af dem hver måned. Tidsskriftet var delvis finansieret og præget af lokale annoncører, dvs. virksomheder fra Næstvedområdet. Enmandsredaktionen havde nemlig til huse på Axeltorv i Næstved, og trykningen blev varetaget af Næstved Tidende. Det har ikke på noget tidspunkt været økonomisk vinding, der drev værket. Da ’Jagtvennen’ gik ind, havde Thureholm oparbejdet en gæld for trykningen til Næstved Tidende, som han tilbød at betale tilbage ved at arbejde som korrekturlæser. Denne funktion varetog han til sin død i 1957.

   ’Jagtvennen’ formidlede mange og detailrige oplysninger om naturens gang, og om hvordan jagten forløb i sæsonerne, overvejende på godser og herregårde, hvor de lokale skytter var flittige informanter. Men også jagtberetninger og naturoplevelser fra fremmede himmelstrøg fik spalteplads i bladet.

   Da ’Jægerklubben Sct. Hubertus’ d. 3. november (Sct. Hubertus’ dag) i 1921 blev stiftet af en række fremtrædende jægere i Næstved, valgtes Thureholm til foreningens første formand. ’Jagtvennen’ udviklede sig med tiden til at blive medlemsblad for den nye jagtforening, som i begyndelsen havde ambitioner om at blive landsdækkende. På daværende tidspunkt var der i Danmark blot en enkelt landsdækkende jagtorganisation, Dansk Jagtforening, som var blevet stiftet i Fredericia i 1884. Baggrunden for stiftelsen var ønsket om beskyttelse af vildtet i yngletiden. Særligt gråanden var dengang truet af decideret udryddelse som følge af manglende fredningsbestemmelser. Dansk Jagtforenings første markante politiske resultat var da også at få indarbejdet en fredning af ’vildænderne’ i tiden 1. marts til 30. juni. Dette skete med jagtloven af 1888, og det kan i dag virke fattigt med 4 måneders fred om året, men i den foregående jagtlov af 1879 var ænderne fredløse. Samme etiske overvejelser om hensyntagen til vildtet gjorde sig gældende for ’Jægerklubben Sct. Hubertus’, idet der i betingelserne for medlemskab blev stillet krav om lovoverholdelse og høj jagtmoral. Hvis man med nutidens øjne alligevel skal se kritisk på datidens jagtudøvelse, må det være den skarpe sondring mellem ædel- og skadevoldende vildt, der falder for brystet. Jagtbladene bragte annoncer for fosformos til krager, sakse og fælder til fangst, og der var ofte illustrerede beretninger om succesfulde rovfugleudbytter. Det er dog næppe formålstjenligt at lægge en senere tids normer og moral ned over fortidens praksis. Hver generation bør søge at forbedre sin jagtlige etik, og  i 2023 diskuterer miljøministerens rådgivende udvalg i jagtlige spørgsmål, Vildtforvaltningsrådet, etikken i jagt, herunder den stadigt forekommende faunakriminalitet. En del af denne kriminalitet er netop bekæmpelse af rovfugle, som for nogle desværre ses om legitim selvjustits for at beskytte fasanudsætningerne.

   For omkring et århundrede siden, da ’Jagtvennen’ begyndte at udkomme, var jagt på landjorden overvejende forbeholdt de højere rangklasser. I løbet af de efterfølgende årtier ændrede det sig, så også jævnere indkomstgrupper kunne nyde jagtens glæder. Med jagtloven af 1922 blev jagten i en vis forstand demokratiseret, men loven indeholdt en efter manges mening udpræget klassebestemt paragraf, nemlig den nævnte fastlæggelse af et bælte på 50 meter fra kysterne, hvori der ikke måtte drives jagt. Man kan få den tanke, at kredsen omkring Jægerklubben Sct. Hubertus var bekymret for tab af jordbesidderes jagtlige privilegier og i det spørgsmål måske ikke havde fuld tillid til Dansk Jagtforening, som med sit stigende medlemstal gradvist måtte varetage bredere interesser. Da det frem mod jagtloven af 1931 stod klart, at 50-metersbæltet ikke kunne opretholdes, skrev Thureholm: ”Dansk Jagtforening har maattet strække Gevær og har maattet gaa med til at slette Bestemmelsen om 50 Meters Bæltet ved vore Kyster” (Thorsen, s. 97,). Allerede kort tid efter jagtloven af 1922 havde en ny landsdækkende jagtforening set lyset, ’Landsjagtforeningen af 1923’. Foreningen blev stiftet i 1923 i Nykøbing Falster med det udtrykkelige mål at få ophævet det forhadte kystbælte, hvilket da også lykkedes med loven af 1931.

   Bekymringen over eller snarere modstanden mod den frie strandjagt vedblev dog at få spalteplads i ’Jagtvennen’. Da fabrikant dr.scient. Bøje Benzon i 1945 sammen med blandt andre grosserer Ludvig Svendsen, Jagt- og Fiskerimagasinet, og ingeniør Niels Monberg stiftede ’Dansk Havjagtforening’, fik foreningen husly hos ’Jagtvennen’. Denne kreds af velhavende jægere havde den opfattelse, at den frie strandjagt var et problem, og man havde et probat forslag til løsningen, nemlig salg af jagtretten på vandet. I sin bog ’Strandjagt’ refererer Thorsen et besøg i 1943 i Jagt- og Fiskerimagasinet, hvor ejeren, Ludvig Svendsen, over for en kunde, strandjægeren Hans Eriksen forklarede, hvor gode forhold, der ville blive på stranden, hvis staten overtog al jagtret på vandet og efterfølgende solgte den i parceller af ”100 Kr. pr. Stk.” (Thorsen, s. 272). Først med vedtagelsen af jagtloven af 1967 erkendte kredsen omkring Dansk Havjagtforening de nye tider og nedlagde sig selv.

   Strandjagten har været et smertensbarn i dansk jagts historie. Foreninger er opstået og nedlagt som følge af markante synspunkter på netop denne jagtform. Jægerklubben Sct. Hubertus stiftedes formentlig som udtryk for en bekymring for Dansk Jagtforenings evne til at fastholde de større jordbesidderes privilegier, Landsjagtforeningen af 1923 var en egentlig protestforening mod 50-metersbæltet, og den sidst tilkomne forening, Dansk Strandjagtforening, stiftet 1940 i Odense, havde udspring i utilfredshed med, at Landsjagtforeningen af 1923 havde tilsluttet sig en specifik ekstraordinær særfredning af dykænder. Ved fredningen mistede mange af de økonomisk ringest stillede strandjægere muligheden for et forholdsvis billigt tilskud til kosten.

Fra 3 jagtforeninger til 1 – og nye udfordringer

   ’Jagtvennen’ er kulturhistorie, og den giver et interessant indblik i nogle af de modsætninger og konflikter, der fra begyndelsen og til godt og vel midten af det 20. århundrede prægede jagtens udvikling. Det er tankevækkende, at datidens konflikter var mellem jægere indbyrdes, dvs. mellem dem, som af nogle blev betragtet som ’kapitaljægere’ og de mindre bemidlede jægere. Da der i mange år var tre landsdækkende jagtorganisationer, gav folkeviddet dem da også metaforisk forskellige typer fodtøj; i Dansk Jagtforening gik man i laksko, Landsjagtforeningen af 1923 var overvejende bønder, der passende kunne gå i gummistøvler, og Dansk Strandjagtforenings medlemmer bar naturligvis søstøvler.

   Den almindelige samfundsudvikling har også ramt jagtorganisationerne, og i dag er kun én jagtorganisation af en vis størrelse og derfor repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet, nemlig Danmarks Jægerforbund, som er en fusion af de tre gamle foreninger. I dag opleves bl.a. regulativer, pres og forventninger fra EU og samfundet som faktorer, der tvinger jægerne til at tale med én stemme. Hvorvidt dette lykkes, må man hver især dømme om.

’Jagtvennens’ ophør og foreningslivet i Thureholms by, Næstved  

Af forskellige årsager blev Jægerklubben Sct. Hubertus’ ambitioner om større geografisk udbredelse aldrig indfriet, og da Jægerklubben Hubertus, som den hed i sine sidste år, ophørte, havde den i mange år været Næstvedområdets lokalafdeling af Dansk Jagtforening.  Men allerede kort inde i foreningens levetid begyndte spørgsmålet om den hårde kurs over for strandjagten at splitte foreningen. Indlæg i ’Jagtvennen’ i løbet af 1922 og ved Jægerklubben Sct. Hubertus’ første generalforsamling samme år indvarslede den begyndende stagnation og senere regulære tilbagegang i medlemstal, der kendetegnede foreningen helt frem til 1970’erne. På dette tidspunkt steg tilslutningen til foreningen, men da var den også blevet en bred forening.  For eksempel kan   det nævnes, at foreningen i begyndelsen af 1990’erne spillede en aktiv rolle i at minimere skaderne på den lokale strandjagt som følge af udmøntningen af det såkaldte køkkenbordsforlig af 1991. Forliget mellem en række grønne organisationer og jægersiden indebar bl.a. oprettelsen af en række nye reservater, hvorved en meget stor del af landets bedste strandjagtsområder i løbet af 1990’erne frededes. Hvad mon Thureholm ville have tænkt om sin gamle forening, som på den måde kom til at tale den kystnære strandjagts interesser? Det får vi naturligvis aldrig at vide, men et kvalificeret gæt kunne være, at han i kraft af sin baggrund, historiske viden og kulturelle ballast ville have nikket til udviklingen.

   For sit eget vedkommende lukkede han ’Jagtvennen’ i 1954. I en notits i ’Dansk Jagttidende’ d. 20. januar 1955 kunne man læse: ”Jagtbladet ’Jagtvennen’, som i en meget lang Aarrække har været udgivet og redigeret af Redaktør K. W. Thureholm i Næstved, er ophørt med at udkomme paa Grund af de vanskelige økonomiske Forhold.” Bemærk, at retskrivningsreformen fra 1948 ikke har påvirket redaktionen.

   Med dannelsen af Danmarks Jægerforbund i 1992 mistede alle lokale jagtforeninger deres ’hovedforeninger’, og som en konsekvens heraf fusioneredes Jægerklubben Hubertus i 2001 med den tidligere lokalafdeling af Landsjagtforeningen af 1923. I lighed med udviklingen inden for det nationale jagtpolitiske felt gik udviklingen i retning af større enheder, og i dag er der i Næstved by én stor jagtforening, Næstved Jagtforening, og to mindre strandjagtforeninger, henholdsvis Næstved og Karrebæksminde Strandjagtforeninger.

   Udviklingen i foreningslivet generelt i Danmark har siden 1970’erne lidt skade. TV og ændrede arbejds- og familiemønstre har sandsynligvis medvirket til, at det er vanskeligt at mobilisere medlemmer af jagtforeninger til ret meget andet end aktiviteter, som indebærer jagt eller skydning – og den socialklasse af mennesker, der bar en forening som ’Jægerklubben Sct. Hubertus’ frem, er ikke særligt synlig i det organisatoriske liv i dansk jagt. Mange af dem går på jagt, men de er ikke længere fremtrædende i foreningslivet.

   Når man bladrer i de gamle numre af ’Jagtvennen’, er det svært ikke at blive en smule nostalgisk, og man kan gribe sig selv i et ønske om at have været dér og oplevet de gyldne år.

Finn Watson, juni 2023

Udgivet i Om jagt | Skriv en kommentar

Færre går på jagt, men skyder mere

Århus Universitet har netop udgivet den årlige foreløbige vildtudbyttestatistik som viser, at der er 3.000 færre jægere aktivt på jagt i Danmark. Nu er det 47 procent af alle jagttegnsløsere som går på jagt.

Ind til videre har jægerne indberettet 1.773.474 stykker nedlagt vildt i sæsonen 2022/23, mod et foreløbigt udbytte på 1.750.870 året før.

Det er vigtigt – som altid – at der reelt er 82.259 aktive jægere i Danmaark, når man går ud fra at en jæger er aktiv, hvis han/hun skyder noget. 172.815 betalte for jagttegnet i 2022-23, men har ikke oplyst udbytte. De har pligtskyldigt indberettet 0-udbytte.

Den generelle historie om jagt i Danmark går altid på, at der er 172.000 jægere, hvilket altså ikke er helt i overensstemmelse med virkeligheden. Jeg synes vi skal fortælle omverdenen den virkelige historie, selvom det åbenbart ikke er hvad f.eks. Jægerforbundet ynder at gøre.

Det er efterhånden ogaså på tide at justere lidt på selvopfattelsen på den baggrund. Hvor mange andre naturbrugere der er kan du bl.a. læse i min kronik fra Jyllands posten.

Du kan selv dykke ned i statistikken i den fulde udgave af oversigten fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Århus Universitet.

Du finder den her

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar