Book foredrag om etik m.m.

Respekten for vildtet og naturen skal genskabes: foredrag og oplæg til debat.

Vil I have en god diskussion om et væsentlig emne i jeres forening?
Jeg er klar med foredrag, som lægger op til en diskussion med ETIK som tema. Det er etik om jagt og det er etik for alle naturbrugere. Er der plads til os alle derude? Kan jægere, vandrere, orienteringsløbere, mountainbikere og almindelige familier finde ud af at dele den natur vi har tilbage?
Jeg stiller en række spørgsmål og forsøger at give svar. Nogle af dem er ikke populære, især ikke hvis vi bliver ved med at gemme os for hinanden. Jægerne skal selv tage stilling og forholde sig til etikken. Det er ikke noget, der kan overlades til toppen i systemet. Hvis ikke den enkelte jæger er parat til at snakke om det og tage ansvar, så ser det sort ud for jægerne, men også for alle de andre naturbrugere.
Mit udgangspunkt er bogen “Jagt i Danmark – seneste 100 år”, hvor jagtens udvikling siden 1922 gennemgås og hvor jeg hele tiden drager paralleler til i dag.
Det er på tide vi seriøst diskuterer det.

Vi skal genskabe respekten for naturen og vildtet – og hinanden. Det er ikke en diskussion som skal samles centralt, men ud blandt alle.

Vi skal snakke åbent om alt det vi godt ved, men ingen vil tale om!

Foredraget præsenteres således på foredragsportalen.dk :

Er der en fremtid for jagt i Danmark?

Kan jægere, motionsløbere, vandrere og mountainbikeryttere enes om forståelse og respekt for hinanden i den sparsomme natur i Danmark.

Der er knap 80.000 aktive jægere i Danmark. Der er mere end 130.000 mountainbikeryttere plus ryttere, vandrere og motionsløbere. Jægerne har historisk fyldt i naturen, men især i de sidste 100 år er antallet af jægere steget. Skal jægerne bevare retten til at gå på jagt og forvalter de retten ordentligt? Er alle de andre i naturen bedre end jægerne og dermed med mere ret til naturen?

Jægernes rolle i naturen er til stadighed til diskussion: opfører jægerne sig ordentligt, er etikken på plads blandt danske jægere, er det i orden at udsætte over 1 million fugle til afskydning i vores moderne tid og er grådighed ved at være bærende for jagt i Danmark – både hos jægere og udlejere af jagtarealer?

Jægerne skal vænne sig til at møde mange flere andre naturbrugere ude i skov og mark og der opstår let konflikter, når især jægerne påberåber sig større ret end andre fordi jægere betaler for brug af naturen.

I november 2022 udgav Thorkild bogen “Jagt i Danmark – de seneste 100 år”. (Gads Forlag). Med udgangspunkt i jagt i Danmark behandles de problemstillinger, der opstår, når der skal være plads til alle.

I bogen tager han udgangspunkt i politikernes frygt for grådighed med jagtloven fra 1922, som for alvor åbnede for, at mange flere kunne komme på jagt og frem til i dag, hvor eksempler på grådighed fylder mere og mere i fortællingen om de danske jægere.

Det er fortællingen om, at jægerne skyder til eget forbrug hjemme i køkkenet og kun høster af overskuddet, samt at jægerne behandler naturen bedre end alle andre. Den fortælling begynder mere og mere at ligne en historie, som har mindre og mindre hold i virkeligheden.

Danmarks Jægerforbund fortæller gerne den historie, men i samme åndedrag holder man fast i at forbundets vigtigste funktion er “mere jagt til flere jægere”.

Det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved om Danmarks Jægerforbund skal fortsætte med at være eneste talerør for alle jægere, når forbundet i stigende grad støtter og fastholder store udsætninger af fugle og i øvrigt har uafklarede holdninger til jagt på fredede arter.

Et stigende antal jægere ønsker ikke vækst for enhver pris, men ønsker blot at gå på jagt for fornøjelsens skyld uden store udbytter. Det er de jægere som går på jagt primært for at være i naturen.

Foredraget henvender sig ikke alene til jægere, men til alle som har interesse for naturen og den måde vi bruger naturen på i dag. Ikke blot jægerne, men også andre naturbrugere skal i 2023 gennemtænke deres opførsel og etik i forhold til naturen.

Vi er flere og flere derude – Thorkild er begyndt at tvivle på, om vi skal blive ved med at have så fri adgang som det er tilfældet. Vi forvalter på mange måder ikke vores muligheder på en forsvarlig, etisk måde. Vi skal genskabe respekten for naturen, fugle dyrene og miljøet.

Thorkild Ellerbæk

Jeg kan kontaktes vedr. dato, pris m.m. på telf. 40867979 eller på mail: thorkild@ellerbaek.eu