Hvorfor stak bukken af lige før man havde pürschet sig tæt nok på. Mange mener, at det nok var fordi man havde det forkerte tøj på. Fordi bukken havde set et lyst ansigt eller et par hvide hænder. Eller fordi et eller andet på tøjet havde den forkerte farve.
Det kan selvfølgelig alt sammen spille ind, men det er en kendsgerning, at hjortevildt – og derfor også bukken – primært reagerer på lugt, lyd og bevægelse. Min egen erfaring er, at jeg kan komme endog meget tæt på råvildt næsten uanset hvilket tøj jeg har på, bare det ikke er en hvid skjorte. Det helt elementære er at være 100 procent koncentreret og fryse i det sekund man fornemmer dyret vil kigge på en.
Hvis man tager et skridt eller løfter armen, når bukken har snuden i græsset kan man sagtens bevæge sig tættere på. Forleden havde jeg set en ung buk lægge sig i højt græs 30 meter fra min hochstand. Jeg ville teste, hvor tæt jeg kunne komme.
Ganske langsomt listede jeg mig ind på dyret, og da jeg var to meter væk sagde jeg : buh. Først da rejste bukken sig. Og den var noget overrasket og stoppede 50 meter væk og kiggede nøjere på mig uden frygt, men med stor forundring.
Undgå bevægelser
Det afgørende i situationen er først og fremmest at undgå bevægelser, når dyret kigger op. Men det er selvfølgelig meget afgørende, at vinden bærer væk fra personen og ikke direkte hen mod dyret. Samtidig skal det også være muligt at gå på et underlag, som ikke larmer. Jo mere vind i den rigtige retning, jo større chancer for at komme tæt på.
Undersøgelser i USA af White Tail Deer – og deres syn er nok det samme som råvildtets – viser, at dyrene har svært ved at skelne mellem rød og grøn, er mere følsomme for lyse nuancer i denne skala og kan se blåt rimeligt godt.
Dyrene har meget svært ved at se stærke farver, og det er selvfølgelig forklaringen på, at vi kan bære orangefarvede veste og hatte på jagt, uden at bliver udstillet. Et dyr vil typisk se den orangefarvede person i en uklar grøn nuance, viser undersøgelserne.
Endelig har dyrene ikke samme fornemmelse for dybdeskarphed, når de ser noget. De har med andre ord svært ved at bedømme afstande. Det forklarer, hvorfor de ofte bliver stående og kigger på os, når vi er et godt stykke ude. De ser ganske enkelt ikke nogen fare for noget, der er langt væk. Dette skal ses i sammenhæng med, at deres synsfelt også er meget mindre end vores.
Hvad så: skal al camouflagetøjet så bare smides ud? Der er ikke rigtig nogen saglig begrundelse for at benytte det, men selvfølgelig har det betydning, at det ikke stikker af i kontrasten, når vi bevæger os ude. Men om vi vælger amerikansk eg eller asketræsmønstre er altså fuldstændig ligegyldigt. Jeg havde en oplevelse for et par år siden, hvor jeg stod på kanten af en dalstrækning og kiggede efter råvildt. Pludselig – uden kikkerten – så jeg noget meget fremmedartet på den anden side af dalen. Det bevægede sig ikke, men det var meget tydeligt et fremmedelement. Det var såmænd en nabojæger i sin spritnye camouflagedragt, med hætte, ansigtsmaske og det hele. Men den var altså ikke midtjysk gran- eller fyrretræsfarvet og derfor var han meget synlig.
Ingen ville næppe vælge at pürsche i en orangefarvet vest, selvom det sagligt set er lige så godt. Men det har også noget at gøre med, hvordan vi ser os selv.
Jeg ejer ikke camouflagetøj. Jeg bruger tøj i brune og grønne nuancer, og det har aldrig voldt problemer for mig. Vigtigt for mig er, at det er fløjl, bomuld eller tweed, som ikke larmer, hvis jeg kommer for tæt på en gran eller en anden gren. Lyden er jo også ifølge ovenstående et vigtigere element i at kunne komme tæt på. Jeg bruger dog af og til handsker, når jeg er ude. Det er fordi mine hvide hænder ville afsløre sig, når jeg tager kikkerten stille op. At jeg er hvid i ansigtet kan jeg jo undgå at vise frem ved at dukke hovedet helt stille, hvis dyret ser direkte på mig.
Der er mange steder at finde mere om emnet på nettet, men en af de amerikanske forskere har skrevet om det her.