Kokkejagten 2019 – nu med høner?

En kokkejagt kan være en tur i hegnet og mosen eller det kan være et større sted. Det vigtige er ikke antallet, men dagen, hyggen og godt samvær. (Foto: Poul Juul)

Kokkejagten eller hanejagten på fasaner har igennem generationer været en tradition på de steder, hvor der drives klapjagter eller blot hvor der mange fasaner. Kokkejagten har også været en traditionel afslutning på sæsonen på små og store jagtrevirer, hvor der findes fasaner. Det har altid været en særlig dag, som har markeret afslutningen på fuglejagten. Det har mange steder været en afslappet og hyggejagt. Er det slut nu?

Hvis de nye forslag til jagttider går igennem her i 2018 vil fasanhønerne kunne skydes til udgangen af januar – altså samme jagttid som kokkene/hanerne. Så hvad sker der så nu? Bliver det “bare” en helt almindelig jagt, som vi har haft i hele sæsonen uden den særlige tvist, at der skal skelnes mellem kokke og høner.

Jeg har i tidens løb været på en del kokkejagter – lige fra små ture med hunden og et par jægere til større jagter på steder, hvor der er fasanudsætninger. Jeg har selv arrangeret sådan en jagt i mange år på et mindre gods, hvor vi koncentrerer os om hanerne og var rigtig glade, når vi fik over 20 fugle på paraden – 9 fasankokke var også en god jagt.

Det har aldrig handlet om antallet, men om at få en god dag. For mange af os den sidste fuglejagt i sæsonen og sidste gang sammen med vennerne og de nye folk i kredsen. Og altid med hygge og god stemning, for det er netop det denne jagt lægger op til.

Det handler ikke om antallet af fugle på paraden. Det handler om at være sammen med gode venner og have en god januardag i skoven eller i marken med de udfordringer, der følger med kun at skyde kokkene.

Nu har vi så haft vores allersidste kokkejagt og vi skal til at tænke på 2019: Der er flere muligheder, som vi kan snakke med udlejeren eller konsortiet om.

Vi kan jo blot fortsætte som hidtil og skyde kokkene og lade hønerne flyve videre. Det er sådan vi er vant til, at det er. Vi kan også udvide og sige, at nu skyder vi begge køn og så er det jo også en god dag.

Men så er der pludselig noget andet, som kommer i spil. En kokkejagt er altid billigere end en anden større jagt, hvor fuglene drives frem, hvis den skal købes. Der ER jo ikke så mange fugle og hos os, der skal betale er forventningerne skruet ned til minimum. Så for udlejeren er det også en mere afslappet jagt.

For udlejere, som sætter fasanerne ud kan det spille ind, at de stadig vil beholde hønerne efter sæsonen. Det gælder selvfølgelig de steder, hvor de fanger høner ind til at sørge for egen produktion af nye fugle i næste sæson. Man skal jo ikke rydde ud i avlsmaterialet.

Traditionen med kokkejagt er ikke bare en dansk af slagsen. Også i alle andre lande, hvor der skydes fugle – både udsatte og vilde – har man altid haft den slags jagter for at reducere antallet af kokke, inden den næste sæson. Og alle andre steder jeg har kendskab til har man samme indstilling, som jeg har beskrevet her: hygge og uden store forventninger.

Sådan en dag i skoven i januar måned med sneog klart vejr. Det er sådan de fleste af os forestiller os kokkejagten. Men virkeligheden kan jo lige så godt være regn og slud…

Så i realiteten har jeg været på min sidste kokkejagt – som historien og traditionen forudsætter, at den afvikles. Om vi skyder til kokke og høner i 2019 eller vi kun skyder til kokkene er noget vi skal tænke over. Vil vi opretholde grundelemetet og traditionen i denne jagt bliver det nok udgangen af overvejelserne.

Og så kan vi tage hul på en ny tradition, som helt er i tråd med den gamle: vi skyder kun kokkene og vi lader hønerne flyve selvom vi egenlig godt må skyde dem. Alt andet lige, så handler det jo ikke om at vi skal skyde på alt, der bevæger sig i luften.

Skal vi stadig kalde det en kokkejagt?