694 – Berettas nyeste sporter

Beretta 694 – den nye model som skal lægges til udvalget af sportinggeværer

For nogle år siden lancerede Beretta en modernisering af deres lange række af populære haglgeværer med Beretta 690. Den kom hurtigt i en sporting-udgave og så blev det en ren sporter med navnet 692. Et populært gevær i mellemprisklassen.

Nu lanceres så den nyeste udgave med navnet 694. Der er jo altid plads til forbedringer og små ændringer – og det er også det, der er sket med 694’eren.

Umiddelbart ikke store synlige ændringer, men nogle væsentlige nogle for sportsskytterne.

  • der er skåret lidt ind i yder-overkanten af baskylen så den virker smallere
  • toplukkenøglen er nydesignet i børstet stål
  • ejektorerne er ny designede
  • lukkeknappen på forskæftet er lavet mindre for at undgå at hånden får kontakt med varmt metal
  • pistolgrebet har fået justeringer i udformningen
  • der er flere mindre ændringer

Det overordnede indtryk er en 692’er med mere forenklet design. Der er indtil videre to udgaver på hhv 76 og 82 cm. og der er fem udvendige chokes i pakken. Ventilering mellem piberne og bred sporting sigteskinne.

Teknikerne fra Beretta garanterer, at den nye 694 har været igennem alle mulige prøver og der er skudt flere hundrede tusinde skud med den nye udgave.

Der er ikke tvivl om design-linjen fra 690 og fremefter holder på den nye model.

Jeg har haft lejlighed til at teste geværet i Italien sammen med internationale kolleger. Det generelle indtryk er, at dette er en af de bedre modeller fra Beretta. Man skal huske, at den ligger mellem de billige udgaver og så DT11. Balancen i geværet er rigtig fin. For mit vedkommende er der ingen tvivl om, at det skal være 76 cm løb til mig. Jeg synes, der skal arbejdes for meget med 82 cm. løb og for mig skal skydning først og fremmest være intutitivt uden “overvejelser”. Det er min generelle erfaring med sportinggeværer.

Vi testede på en compaq-sportingbane sat op til formålet. For en trap-skytte er det jo altid en udfordring, men den var nu ikke så svær igen. Og så giver denne bane en god mulighed for at teste bredt og varieret.

Det var ren faktisk en rigtig fin compac-bane vi skød mellem oliventræer og vinmarker

Klar til bio-patroner – tjae måske

Desværre var der en smule uklarhed om i hvilket omfang Beretta har testet med stålhagl. Den kan selvfølgelig skyde med dem, men det er mit indtryk, at de fleste testskud har været med bly.

På spørgsmålet om Beretta også har testet det nye gevær til stål og bio nedbrydelige haglskåle fik jeg ikke et klart svar. For os her i Danmark er det nu afgørende, at nye geværer testes med den type ammunition vi kommer til at bruge inden længe.

Ved alle fremtidige tests i JÆGER vil jeg teste med både normale patroner men også med bionedbrydelige. Det spændende for mig er, hvordan de tegner, når der skal skydes til test-skiven. Ændrer skudbilledet sig og er der forskel på hvordan de enkelte geværer leverer. Det vil fremtiden vise og den første der skal igennem denne del af geværtesten bliver Berettas 694.

Prisen her i Danmark kommer til at ligge omkring 36.000 kroner ifølge Normark. Og det varer ikke længe før den kommer på hylderne. Jeg så ihvertfald en del kasser parat til afsendelse på fabrikken i Gardone Val Trompia.

Den nye toplukkenøgle er med en lille ændring og i børstet stål. Sikringen er manuel og der er justerbar aftrækker



Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.