Vores fasan-pasta-favorit

Fasaner tilberedes på mange forskellige måder med vekslende held. Faren er ofte, at det bliver en tør omgang..

Når man igennem et langt liv har spist rigtig meget vildt – med glæde – opstår der hen ad vejen ønsker om at variere det gode kød og tilbehøret. Den tykke sovs er ikke lige in for tiden og de tunge gryderetter skal vi lidt længere hen på efteråret for at have lyst til.

Fra nu af begynder vildtet at komme til huse rundt omkring igen. Vi har vel alle vores favoritter til menuen. Vi har i de senere år spist en del fasaner og derfor har måden at tilberede denne smukke fugl på også ændret sig løbende. Den seneste opskrift blev en stor fornøjelse. Så her er den simple og enkle opskrift på fasan og pasta på den gode måde.

Jeg koger hele fasanen godt igennem og piller kødet fra i passende stykker. Koges med lidt krydderurter og salt/peber.

Jeg steger GOD bacon på panden. Ikke for meget, men nogle tynde skiver skåret ud i tern. Når jeg skriver god bacon er det enten en økologisk eller ålerøget bacon. Standard bacon vander ud og smager ikke af noget. De ristes til slut med finthakket løg – 2 små løg.

Derefter ristes svampe i baconfedtet. Det kan være kantareller, men lige så godt nogle friske champignons fra butikken. Ikke for små skiver, men stykker med bid i.

Når disse dele er klar blandes de i gryden med fasanstykkerne og står og simrer i min. en times tid. Tilsæt hvidløg, salt og peber og måske lige et pust spidskommen.

Retten kan laves på en ægte fasanfond. Jeg var så heldig at jeg fandt en jeg lavede i foråret i fryseren og det bekræfter mig i, at det er god ide at koge en fond, når man skærer fra både til fugle vildt og andet vildt. Det kan selvfølgelig også lade sig gøre at si suppen fasanen er kogt i og bruge den evt. forstærket lidt med en god hønsebouillon.

Til sidst kan man tilsætte lidt fløde eller blot lade retten være rimelig tynd i det.

Serveres sammen med en god pasta med revet ost. Hvis italierne skyder fasaner er jeg sikker på de vil lave dem sådan her….

Fasan og pasta



Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.