Der kan pludselig opstå situationer, hvor det at skyde med haglgeværet bliver mærkbart – eller ligefrem gør ondt i skulderen. Det kan der være mange årsager til: en skadet skulder, dårlig håndtering af geværet, et gevær der ikke passer, frygt for rekylen og overgang til alt for kraftige patroner. Men det kan der gøres noget ved og her kan du læse om hvad rekyle er for noget og hvad du kan gøre, hvis du synes dit gevær begynder at sparke lidt for hårdt bagud.
Det er logisk, at når vi skal skyde en vis ladning hagl igennem et snævert rør og samtidig gerne vil have at haglene kommer af sted med så stor effekt som muligt, så skal der også returneres rigtig megen energi bagud. Det er enkelt sagt – rekylen.
Med forskellige regnemetoder kan vi beregne den teoretiske rekyle. Jeg har beregnet rekylen for en række forskellige patrontyper i kaliber 12 og 20. I rekylskemaet kan du se de beregnede rekylværdier i Joule og du kan også se, at der er en klar sammenhæng mellem haglladningens størrelse, udgangshastigheden og ikke mindst geværets vægt. Jo tungere gevær, des mindre rekyle. Nu er der forskel på beregnet rekyle og det vi kalder den følte rekyle. Alle ved, at står man med et haglgevær og skyder som med en riffel føles rekylen meget mere end hvis vi skuldrer geværet og skyder efter en fugl eller lerdue.
Og lige et par ord om tidens absolutte topmode: at skyde med så kraftige patroner, som muligt med så mange hagl og så meget krudt, der kan puttes i dem. Der er IKKE ballistisk grundlag for at større og kraftige patroner giver større effekt. Måske lidt mere i de første meter efter mundingen, men ude på normal afstand (25-35 meter) er der ikke nævneværdig forskel på en 76 mm 36 gram patron og f.eks. en 70 mm 30 gram patron. Effekten er den samme. Kort og godt.
Jeg har selv testet f.eks. spredningen på afstande op til 50 meter med de kraftigste patroner og alene her viser haglene på testskiven, at kun en brøkdel (højst 10 hagl) nåede frem til skiven på 50 meter. Og kigger vi på den ballistiske effekt er der ikke megen dræber-energi tilbage udover 30-40 meter. Den “stribe” af hagl, som udgør den dræbende kerne i haglladningen er gået i stå på den afstand.
Jeg har haft rigtig mange forskellige haglgeværer igennem mine test for JAGT, Vildt & Våben. Jeg skyder normalt og er ikke bange for rekyle. Min egen erfaring er, at rekylen er mindst mærkbar på de tunge sportinggeværer og allerværst på de såkaldte letvægtsgeværer. Og her taler vi om fornemmelen for rekyle – det man kalder følt rekyle. Jeg har også i den gode sags tjeneste forsøgt mig med at lade 76 mm magnumpatroner i en kaliber 20 letvægter. Jeg vil faktisk foretrække at skyde med en dobbeltriffel i .470 NE.
Men hvad så, når det gør ondt i skulderen?
Allerførst er der nogle ting, som skal være på plads. Gjorde det også ondt i skulderen tidligere? Det tyder på dårlig skydestil eller dårlig tilpasning. Så den del skal du først kigge på. Evt. sammen med en professionel instruktør.
Har du fået en dårlig skulder er der den oplagte mulighed, at du skifter dit måske lette gevær ud med et tungere. Nogle mener iøvrigt, at der er mindre rekyle i en over/under end i en side-by-side. Så det skal også overvejes eller i det mindste afprøves. Der hentes en del i den følte rekyle. Effekten bliver endnu mere mærkbar koblet sammen med valg af mindre kraftige patroner.
Vi kan jo ikke alle bare sådan skifte gevær eller vi vil gerne beholde det gode gamle. Så skal der kigges nærmere på patronvalget. De fleste jægere med kaliber 12 vælger patroner på 30 gram eller mere. Der kan hentes megen lindring i den ømme/dårlige skulder ved at gå ned i 28 gram ladninger og finde patroner med lavere udgangshastighed. Til det meste jagt og specielt ved fuglejagt er 28 gram tilstrækkeligt på normale afstande.
Jeg har selv i lang tid brugt 24 gram kaliber 12 stål-patroner i min gamle engelske side-by-side fordi den ikke tåler så meget, som nyere våben. Jeg veksler mellem 24 gram specialpatroner (Vintage) og 28 gram Bismuth. Jeg mærker helt ærligt ikke nogen forskel på effekten med de to ladninger ved fuglejagt.
Diskussionen om de “store” og de “almindelige” er ikke blot dansk. Det interessante er, at de mest respekterede skydeinstruktører i det meste af Europa siger det samme, som jeg siger her: Der er virkelig ikke grund til at bruge større ladninger. Førende engelske patronproducenter siger i dag lige ud, at grunden til, at de laver dem og sælger dem er fordi folk vil have dem. Ikke fordi de kan mere, end de mindre ladninger.
GameBores SubSonic i kal. 12. Udgangshastigheden er helt nede på 250 mps. Det fjerner rigtig meget rekyle.
Jeg bruger iøvrigt også 21 eller 24 grams sub-sonic patroner fra GameBore til lerduerne. Det er en patron, som har meget lav udgangs-hastighed og dermed endnu mindre rekyle. Kan ikke anbefales til jagt, men kan sagtens smadre lerduerne.
En anden ting til at lindre rekylen er at montere rekyldæmpere på bagkappen. Nogle af de dyrere over/under geværer fås med indbygget rekyldæmpning og det er min erfaring, at de nok virker, selvom jeg i mine tests ikke altid synes at kunne mærke effekten af en indbygget – måske dyr – dæmper.
Der kan også købes flere forskellige bløde bagkapper til erstatning for den hårde. De fås enten til fastmontering eller til at sætte uden på bagskæftet. Den sidste løsning er ikke optimal, da de altid lægger måske 1-2 centimeter til skæftelængden og det går ud over tilpasningen. En god fastmonteret, blød gummibagkappe er den bedste løsning, som kan hjælpe i nogle tilfælde.
Det handler om, at når ens fysiske situation ændrer sig må man tilpasse sig. Når vi taler om skydning med hagl er der altså muligheder for at vi kan fortsætte uanset om skaden på skulderen er permanent eller blot forbigående. For mange er det jeg har skrevet her sikkert ikke umiddelbart til at tro på. Men læs rekylskemaet og tænk nøje igennem om de patroner du bruger i dag ikke burde udskiftes inden den kommende sæson. Hvis ikke af andre årsager så af hensyn til den ømme skulder. Prøv forskellige “bløde” ladninger på lerduerne og find nogle som passer til din nye situation.
Selve senderen er ikke ret stor. Den “monteres” på ryggen af sneppen, så den ikke generer fuglen når den flyver. Senderen er afhængig af sollys til opladning og det har gennem tiden givet folkene bag projektet grå hår og bange anelser. Ind imellem mister de forbindelsen, så er der to muligheder: sneppen er død eller også er strømmen gået. Heldigvis kan senderen oplade sig selv og der er mange eksempler på, at forbindelsen bliver genoptaget – ofte med overraskende meldinger fra fuglens nye opholdssteder.
Sneppen her til venstre er Woody – nu kendt som Woody 1. Jeg valgte for nogle år siden at være sponsor på projektet og faldt for Woody, som jeg så fulgte på nettet. Desværre er Woody væk. For mit vedkommende blev det i sneppejagten nødvendigt at følge snepperne – og især Woody på det kort GWCT har på hjemmesiden, så man kan se hvor fuglene flyver. På et af kortene kunne jeg se, at Woody næsten må have fløjet og rastet i min daværende plantage med en god sneppejagt. Heldigvis var han – måske – en af de snepper jeg skød forbi det efterår. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne bære, at det skulle være mig, der sluttede Woody’s transmissioner fra sin færd ude i verden. (Sidebemærkning: man skal aldrig give vilde dyr navne….:-)
