Man kan jo altid diskutere om et våbenskab er pænt og om det pynter i huset… Men vi skal jo have det og nogle ender måske med at have flere… De er som regel lysegrå. Jeg har haft et grønt, som var lidt pænere. Det er standardskabe, som vi alle kender dem. I tidens løb er der dukket skabe op som er noget mere avancered bl.a. fra Browning og Winchester. De er ret store. Ind imellem har en forhandler et avanceret skab og ind imellem dukker et skab op med glas så man kigge på sine våben hele tiden… Det er dog ikke billigt. Senest har Herning Pengeskabsfabrik fået et skab, som er anderledes og med glas. Godkendt naturligvis. Der er plads til 14 våben i skabet, som har godkendelse EN1143/1 grade 1 og det låses med elektronisk kodelås. Målene er: HxBxD: 1800 x 840 x 450 mm. Vægt: 288 kg. Vil du have kig til dine våben og have dem sikret koster skabet cirka 50.000 kroner inkl. moms.
En AYA Sherwood fra de gode gamle dage, da AYA og side-by-sides var geværet man brugte på jagt. Sherwood modellen ver og er en af de “finere” udgaver.
Det spanske mærke AYA oplever med jævne mellemrum en renæssance, når efterspørgslen efter brugte modeller i side-by-side øges. Der kan godt være lidt kult over AYA’erne. Måske er det sådan lige nu, hvis vi dømmer ud fra debatter på haglgevær-fora på Facebook.
Det er kun de brugte som i første omgang er interessante og mange spørger efter historien i de gamle geværer de har kæbt eller arvet.
Jeg har samlet et arkiv over alle de artikler jeg har skrevet om AYA. Hvis du vil vide mere om AYA er det et godt sted at starte.
Du kan også søge på AYA på bloggen her og der kommer flere artikler frem.
Cæsar Guerinis nyeste luksussporter i Invictus serien
Selvom Cæsar Guerini ikke har flere hundrede år bag sig som producent af haglgeværer er mærket i dag populært blandt både jægere og sportsskytter over det meste af verden. Også herhjemme, hvor det er ved at være almindeligt, at der en af Guerini-modellerne på en jagt eller på flugtskydningsbanen. Siden 2009, hvor Guerini var et næsten nyt navn herhjemme har jeg testet de fleste af modellerne. Både jagtudgaverne og sportsmodellerne. Det har været en lang række våben fra de billige til de dyre, som har det til fælles, at det er gode våben. Det er våben, som fungerer fra dag 1 og de har en finish, som (stadig) ligger meget over, hvad mange af de øvrige haglgeværer kan levere. Guerini er i de senere år gået samme vej som mange af de øvrige producenter, nemlig ind på markedet for sportsskydning. For Beretta har det altid været sportsudgaverne, som kommer først. Browning lancerer næsten altid både-og, når det er nye varianter. Det samme gør Miroku. Perazzi og Krieghoff er nok mere populære på banerne end på jagt. Guerini har haft travlt så man kan ikke helt sige, at de prioriterer den ene slags frem for den anden. Men i de senere år har deres sats tydeligvis også ligget på sportsugaverne. Der har altid været Guerini sportere, men for nogle år siden lancerede de modellen med navnet Invictus. Læs min anmeldelse af den første model. Et sportsgevær med flere nyskabelser i konstruktionen, som vi ikke har set i nyere tid og samtidig i udgaver, som også fokuserer på udseendet.
Guerinis lasergravering med mange timers færddigørelse af professionelle gravører er blandt de bedste
Nu er vi nået til den niende udgave af Invictus med betegnelsen Invictus IX og vi er samtidig oppe i den dyreste ende af Guerinierne med et prisskilt lige omkring 100.000 kroner. Ikke helt uoverkommeligt for de virkelig inkarnerede sportsskytter, men dyrt er det. (Importeret af Jaguar-gruppen og denne udgave er set hos Kr.O. Skov i Bording). At vi er ude i ren sportsskydning mærkes med det samme man tager geværet i hænderne. Den jeg har testet er Ascent med hævet sigteskinne. Den vejer 3.9 kilo og det er selv for en sporter i den tunge ende. Den anden model, som er klassisk sporter vejer “kun” 3.75 kilo. Den er med almindelig sigteskinne. Begge modellerne kan fås med forskellige løbslængder, men standard er 76 centimeter.
Den “almindelige” Sporter adskiller sig kun med en lavere sigteskinne og mindre vægt
En sværvægter Jeg tror det er et af de tungeste af alle de mange haglgeværer jeg har skudt med. Selvom det måske kan synes uden betydning om et gevær vejer 3.5 kilo, som mange gør det og de 250 gram mere, eller det vejer næsten 4.0 kilo så er det her førstehåndsindtrykket spiller ind. Men det er jo ikke noget at blive overrasket over, når vi står med et hardcore gevær til sportsskydning. I samme vægtklasse, som vi altså her godt kan kalde sværvægt, finder vi også modeller fra Perazzi, Krieghoff, mens Berettaerne og Browning er lidt lettere for de tunge. Når jeg nu er vant til mange geværer med normal vægt under 3.5 kilo og min egen Browning som jeg slet ikke vil kalde en letvægter, er næsten 4 kilo noget jeg mærker. Det er sådan et gevær ihvertfald jeg helst ikke sidst på dagen vil have en 40 duers omskydning med… Når det er sagt er det jo heller ikke et begyndergevær på flugtskydningsbanen. Alene prisen gør, at køberne og brugerne er dedikerede og skyder “for alvor”. Der skal også et sæt gode overarme til vil jeg mene. Til gengæld er der jo ikke megen rekyle. Nu er det sådan med testgeværer, at jeg ikke lige kan få skæftet justeret ind til de 36.5 centimeter på længden, som er mit idealmål. Denne Invictus kommer med 38.5 centimeter skæftelængde (det mest normale i dag) og det er to mærkbare centimetre. Heldigvis kunne jeg hjælpe en smule ved at trække aftrækkeren helt tilbage i justeringsskruen.
Den justerbare aftrækker hjalp mig ved testskydningen
Der er på testmodellen også mulighed for at justere skæftet på højde-ryggen. Helt enkelt som vi kender det fra de mange skæfter, der kan justeres. Jeg ville nok få kigget lidt på højden også, men så skulle jeg jo først save af bagkappen. Så det er ikke en option for en testskytte. Jeg er jo vant til at skæfterne ofte er for lange. Jeg har en gang testet en Beretta 692 i Sverige, som jeg ikke rigtig magtede, men så kom instruktøren med en skruetrækker og fjernede gummibagkappen og det var nok til at jeg fik en acceptabel montering. Så mange gange er det ikke så meget der skal til. Ved denne test gik jeg så den sædvanlige vej: en lidt uortodox metode til at montere geværet på: Efter nogle skud finder jeg afstandspunktet og kaster så geværet 2.5 centimeter frem foran mit normale monteringspunkt og trækker 2.5 centimeter tilbage til skulderen. Det lyder ret dumt og dem der har set det kigger også lidt, men det betyder, at jeg i det mindste får en (lidt) bedre træfprocent. Dem der har skudt med et dårligt tilpasset gevær og så får skæfet tilpasset kender helt sikkert ovenstående beskrivelse. Den korte video viser det problem, der er med for lange skæfter(!) og det bliver ikke bedre af, at gummibagkappen er med en ubehandlet overflade, som hænger i tøjet.
Se et videoklip som viser “problemet”, som jeg dog fik løst…
Bedre kontrol Det er ikke kun for at begrænse rekylen, at sportsgeværer er tunge. Det er også for at man som skytte bedre kan kontrollere geværet. For lette geværer har det med “danse” lidt inden skuddet går. Så det bliver ofte mere eller mindre tilfældigt, hvornår duen for alvor smadres. De tungere geværer med tungere løb er nemmere at styre i den rigtige retning. Et tungt sving er nemmere at kontrollere og er monteringen på plads skal man ikke tænke på om man kommer foran eller nedenunder. De skyder jo næsten selv. Nej, sådan er det ikke, men det ER nemmere at opnå konsistent skydning, hvis tyngden (og balancen) influerer positivt på svinget til lerduen. Det er ikke altid at hele geværet skal have den tyngde vi er ude i her. Jeg har oplevet at geværer med normal vægt og forholdsvis tunge løb er lettere at skyde med. Og det er vel også en af grundene til at flere og flere 76 centimeter løb frem for 71 centimeter. Der kommer lidt mere vægt på. Er det ikke nok fås vægtklodser, som kan være en hjælp, men så er vi ude i at vi skal have professionel hjælp.
Det var – efter en “træningsrunder og monteringsøvelse – en positiv oplevelse af skyde med geværet. Tyngden kombineret med en fin balance gjorde, at den hjalp med til at der blev flere duer knust end jeg havde forventet
Invictus systemet Hvad er det så der gør Invictus modellerne så innovative og spændende. Der er to features, som designerne og bøssemagerne hos Guerini i Marcheno i Norditalien har taget fat i. Først og fremmest har de flyttet monteringen af “hængslerne” til løbene væk fra indesiden af låsekasse over på siderne af løbssættet. Det betyder, at i det øjeblik der skulle komme slør i ophænget så kan en bøssemager skifte det, mens du venter. En simpel reparation, som Guerini altså anbefaler at bøssemageren skal lave, selvom det ser let ud. Endelig er bundklodsen til at fange låseriglerne udskiftelig og ikke mindst er den justerbar. Igen et af de steder i en over/under konstruktion, hvor der er slid og som på andre geværer er en dyr og kompliceret reparation. Se hvad Guerini skriver om systemet og hvad det hele går ud på. Det er her en million skud garantien kommer ind. Nu er der jo nok nogle som vil mene, at de har en Baikal eller en gammel Browning som også har skudt en million skud uden problemer. Men for Guerini er det mere et signal at sende til kommende ejere af deres geværer. Den tekniske del af dette gevær ligger i en meget høj klasse. Det er svært at finde noget at pege fingre ad. Vi kender teknikken, som har holdt nu i en del år og der er kun et par tilfælde, hvor det har været nødvendigt at bruge mulighederne for udskiftning.
Ved at flytte de bærende dele af ophænget ved fra indersiden af låsekassen til siderne på løbet får du mulighed for at skifte dem ud ved slitage
Guerinis finish Som altid vinder Guerini over de fleste andre med hensyn til finish. Nogle vil mene, at den udvendige del af dueknuseren er ligegyldig. Denne models overflade er langt fra ligegyldig. Det er, hvad man kalder håndgravering, men alle geværer i dag med håndgravering er det jeg kalder håndafslutning. Sådan er det hos alle og du skal virkelig have fat i den lille bøssemager Piotti i en baggård i Gardone eller købe en af de helt dyre fra de engelske producenter – ikke nødvendigvis Holland & Holland og lignende, men nogle af de bøssemagere som sidder rundt omkring i den engelske provins og laver 100 procent håndarbejde. Også på graveringerne. Du kan også købe et gevær helt uden gravering og så få f.eks. Lorenzo Gamba i Italien til at skære lige det du vil have på siderne.
En professionel vurdering går på, at denne gravering er laserskåret, men så er der brugt mindst 6-8 timer på at gøre det færdigt manuelt. Guerini kan noget med deres lasergarevringer, som mange ikke helt har fundet ud af endnu. De skærer næsten perfekt og så kommer en rigtige gravør ind over og gør det færdigt. Helt ærligt så er det ofte pænere end en ægte håndgravering. Motiverne er flotte bladmønstre og snoninger. Der er selvfølg sideplader på geværet så der er plads til udsmykning.
Nu kunne det godt se ud som om jeg er kommet på lønningslisten hos Guerini. Det er jeg ikke, men som professionel anmelder/testskytte har jeg aldrig i mine artikler lagt skjul på, at Cæsar Guerini er noget af det bedste, som er kommet fra italienske over/under producenter. Jeg har set og skudt med meget og det her er toppen. Om den holder til en million skud bliver ikke noget jeg kan teste.
Kufferten er også ganske pæn
Som de fleste ved, behøver vi ikke betale 100.000 kroner for at komme på skydebanen. Det kan jo være, at du bruger din helt almindelige Silver Pigoen som du også bruger på jagt. Men der er en udvikling i gang med at der er stigende interesse for flugtskydning. Det kan bl.a. skyldes at vi jo har fået nogle topnavne herhjemme igen. For år tilbage var det Ole Justesen og Kjeld Rasmussen, men nu er det skeetskytten Jesper Hansen, som tager medaljerne og som jeg tror er et forbillede for mange unge flugtskytter.
Den mest ikoniske medaljetager fra Danmark var Kjeld Rasmussen. Kjeld skød sig til mange sejre og medaljer med sin veltjente Baikal. Det er en perle og en klassiker. Jeg læste forleden at Kjeld Rasmussen blev spurgt hvor meget han trænede. Det gør jeg ikke, sagde han. Det er for dyrt og for koldt.
Miljøstyrelsen har igen fordelt pengene fra den såkaldte Formidlingspulje. Puljen er i år på 1.5 millioner kroner og tilskud gives til “Landsdækkende jagtforeninger med mindst 1000 betalende medlemmer kan få tilskud til at formidle viden om bæredygtig jagt og vildtforvaltning i Danmark via foreningsblade og digitale medier.”
Der var fire ansøgninger til årets pulje: Danmarks Jægerforbund, Foreningen af danske buejægere, Foreningen for stående jagthunde i Danmark og Nordisk Safari Klub. Den sidste kom ikke med i fordelingen i denne omgang.
Jægerforbundet fik – som det har været tilfældet hidtil – de fleste støttekroner, nemlig et samlet tilskud på 1.336.539 kroner. De stående jagthunde fik 105.736 kroner og endelig fik buejægerne 57.725 kroner.
Betingelserne for at komme i betragtning udover medlemstal over 1000 er beskrevet som: “Støtteberettigede foreninger skal desuden have et tydeligt fokus på jagt- og vildtforvaltning for eksempel ved at arrangere undervisning i jagt og vildtpleje eller ved af organisere træning i brug af jagthunde. Den støtteberettigede formidling kan for eksempel dreje sig om køb og brug af jagthunde, aktiv hundetræning, praktisk vildtpleje, våbenpleje eller om anskydninger og hvordan man undgår dem.”
Miljøstyrelsen understreger, at der ikke følger andre betingelser med pengene. Miljøstyrelsen vil og har på ingen måde et ønske om at have indflydelse på hvordan støtten bruges i praksis og hvordan de enkelte foreninger agerer, skriver eller formidler i artikler m.m. Pengene overføres til foreningerne og når året er gået indsendes en rapport.
Dette er en udsætningsvoliere til fasaner på Sjælland. Kommer der fugleinfluenza i området er det en åben port for smittebærere, som kan sprede smitten i løbet af kort tid. Det er en stor risiko for fremtidens udsætning af fuglevildt.
Når Vildtforvaltningsrådet mødes til det første møde i 2023 den 2. februar er det en meget tung og vigtig dagsorden, der ligger på bordet. Lige fra opsummering omkring forvaltning af kronvildt over ulvenes fremtid og afsluttende rapport om buejagten.
To store og væsentlige sager, som har betydning for jagtens fremtid og jagtens omdømme i befolkningen skal på bordet i rådet i de kommende år. Den ene er en revision af udsætningsreglerne for fuglevildt i Danmark, som lige nu er under stærk kritik – også i offentligheden. Den anden er rådets debat om jægernes etik.
Den debat har ikke haft nogen stor plads. Jægerforbundet har haft sporadiske omtaler af de vigtige spørgsmål om etik og der har været enkeltstående debatter. I forbindelse med udgivelsen af min bog “Jagt i Danmark – de seneste 100 år” har jeg ved flere lejligheder talt om netop de etiske problemstillinger ved jagt.
Bogen er dybest set en bog om jagten i Danmark i dag og et forsvar for, at jagt skal have en fremtid i Danmark, men det forudsætter, at jægerne over en bred kam tager begreberne miljøhensyn og bæredygtighed alvorligt. Jægerne i Danmark er rimeligt accepterede af den øvrige befolkning, men skal vi fortsat være her skal vi respektere naturen og vildtet i harmoni med bæredygtighed og andre menneskers natursyn.
Jagten i skov og i det åbne landskab behøver ikke altid store udsætninger af fugle
Udsætningsproblematikken er bl.a. rejst (igen) af Dyrenes Beskyttelse for nylig, hvor der er en ny og mere kritisk holdning til de eksisterende regler. Det skyldes bl.a. en række sager i 2021 og 2022, hvor det har vist sig, at jægerne har indberettet forkert omkring udsætninger af ænder og fasaner. Der er angiveligt udsat mange flere fugle end der er indberettet. Umiddelbart ser det ud til at Rådet skal drøfte udsætning på baggrund af opgørelser til og med 2020. Overskridelserne i 2021 og 2022 ser ikke ud til at skulle på dagsordenen.
Udsætningerne er ikke kun under pres fra udenforstående, men i høj grad også fra potentielle smitsomme sygdomme. Fugleinfluenza kender vi i dag mest hos de professionelle fjerkræopdrættere, men hvis ikke de, som udsætter ænder og fasaner også efterlever de foranstaltninger myndighederne påbyder skal der ikke megen fanatsi til at forestille sig hvad der sker den dag en fasan- eller andeudsætning smittes.
Det er alvorligt, idet netop den indberetning, som alle, der har med levende dyr at gøre skal foretage, skal være korrekt. Ellers vil de relevante myndigheder gribe ind, hvilket en del landmænd med rod i indberetningerne kan tale med om.
Det foreliggende materiale til dagsordenen på nuværende tidspunkt er dateret i 2006. Læs det her
Det er som nævnt en meget omfattende dagorden, der er til debat den 2. februar. Du kan læse hele dagsordenen her
Du kan se Vildtforvaltningsrådet dagsordener igennem de seneste år her
Det er ikke flertallet af side-by-side venner som lige lægger 100.000 eller det dobbelte for et eller to haglgeværer. Men lige nu er de faktisk på hylderne i flere Jaguar-butikker. Her Kurt Andersen fra Skov i Bording med spritnye AYA’er i luksusklassen.
Det er et af de emner som dukker op med jævne mellemrum: skal det være over/under eller skal det være side-by-side. Mest nok i nogle teoretiske diskussioner for det er stadigvæk 98 procent af alle jægere i Danmark, som skyder med over/under.
Men fascinationen af den klassiske side-by-side lever i bedste velgående og alene Facebookgruppen s/s klubben får næsten dagligt nye medlemmer. Mange får efterhånden som årene går måske lyst til udfordringer primært på jagt. Og så ligger en side-by-side lige for.
At der er grøde i den ellers stillestående del af hylden i jagtforretningen med side-by-side geværer kan vi se i denne vinter/forår. Flere butikker begynder at få nye modeller hjem og der meldes også om salg af brugte. En lille stigning, ja.
Hvad er så forskellen. Det er der skrevet meget om i tidens løb. Jeg har selv skrevet om det f.eks. i denne artikel artikel fra 2012 i JVV.
Nostalgi og retro
Så er der de mange, som er opvokset med løbene ved siden af hinanden. De fleste af dem har nok skiftet til over/under, men nostalgien og fornemmelsen for retro spiller måske ind lidt inde i jæger karrieren.
Jeg vil ikke undlade at sige, at der også er en kategori ,som jeg vil kalde “medløberne” – altså dem som simpelthen synes at det ualmindligt sejt og ser virkelig voksent ud at skyde – eller gå undt med – med side-by-side. Det er OK for mig, men jeg har da set nogle, som jeg helt sikkert synes skulle vælge en over/under i stedet for.
Den tilgang kunne have udgangspunkt i hvordan man tror de gode klapjagtsjægere optræder. Det gør det nu ikke. Der ER mange side-by-sides til en klapjagt, men mange af disse traditionalister er også skiftet til “the dark side” som hedder, når side-by-siden udskiftes med en moderne over/under.
Endelig er der også den gruppe, som elsker vintage geværer og der er det jo for det meste side-by-sides som dominerer.
Hundefolk har det jo med at færdes de mere besværlige steder. Der er et kortløbet gevær en stor fordel, hvis de har gevær med i drevet. De hurtige skud inde i drevet kan hurtigt blive svære med langløbede geværer.
At der nu kommer nye geværer i butikkerne kan man se i de fleste velassorterede butikker. Der er lige nu helt nye side-by-sides fra både F.A.I.R. og Fabarm. Fine geværer og med den eftertragtede singletraftrækker. De ligger i prisklassen mellemn lige under 20.000 – 30.000 kroner.
Der er andre som flere af de tyskiske som også fås i denne version og så Berettas bud: Paralello. En fin og dyrere side-by-side, som har mange fans. Jeg har testet en ny Paralello sammen med en gammel engelsk Westley Richards fra 1892.
Tre Jaguarbutikker er gået hele vejen og har hjulpet på ordrebogen hos AYA i Spanien. Den helt klassiske side-by-side producent uden for England. Det er Østjysk Våbenhandel, Gamefair og Skov i Bording som lige nu har fine eksemplarer af AYAs no. 2. Både i parbøsseudgaver og som enkelt geværer.
Denne AYA no. 2 i Centenary-udgaven (100 års jubilæum) lgger fremme hos Skov i Bording til lige under 100.000 kroner.
Der er en hård kamp blandt de mest efterspurgte sportsgeværer i den dyre prisklasse. Vi snakker i prisklassen over 100.000 kroner og ofte mere end det dobbelte eller endnu mere. Der findes en del af dem derude og det ikke kun de bedste skytter og de professionelle, som lægger så mange penge for et godt sportsgevær. Også mange meget engagerede sportskytter vil gerne bruge de bedste geværer. Hvis vi kigger på hvad der er graveret på løbene af disse geværer vil vi ofte møde Perazzi, som i de senere år via The Gun Room i Padborg har solgt rigtig mange geværer af de forskellige udgaver. Det kan også være en Browning eller en Beretta. Uanset prisseddel er de de mest solgte geværer i Danmark. De er mest billige, men fås også til mange penge. Krieghoff er ikke den mest udbredte, men også blandt favoritterne hos sportskytter med penge på kontoen. Blaser er der også med model F3. Den hører nok til blandt de “billige” i denne sammenligning. Går vi under 100.000 kroner kan de bedste udgaver af Miruko også ses på banerne, ligesom Cæsar Guerinis dyreste sportsgeværer også begynder at gøre sig bemærkede. Måske kan man være heldig at finde en James Purdey Sporter eller en Holland & Holland Sporter til priser i den helt høje ende. De er ikke ægte håndbyggede englændere, som vi har kendt dem, men bygget på spanske eller italienske grundmodeller.
Pietro og Tullios formiddagskaffe
Jeg har testet Beretta SO5 Sporter, som er den italienske gigants bud på en delvis håndbygget sporter. Den er fra Berettas egen lille afdeling, hvor de bygger de fineste og de dyreste af deres geværer. Denne model til en pris på knap 250.000 kroner. Der er det specielle ved SO5-modellen, at den intet har at gøre med f.eks. en Silver Pigeon eller andre fra massseproduktionen. Den er samtidig meget tæt på den allerførste Beretta over/under kaldet sovraposta. Den model kan vi godt kalde alle italienske over/underes moder og dens historie starter i slutningen af 1920’erne. Berettas chefbøssemager/konstruktør i tyverne og trediverne var Tullio Marengoni og jeg kan se situationen for mig i villaen i Gardone val Trompia ved siden af fabrikken: Marengoni sidder og drikker formiddagskaffe med den gamle Pietro Beretta. Pietro er ikke helt glad ved situatioenen, for han har lige hørt om John Moses Brownings over/under – kaldet B25. Hvem der var mest progressiv og mest på forkant den gang kan altid diskuteres. Men John Moses var nok den mest geniale af genierne og han var den hurtigste. Han stillede løbene på haglgeværet oven på hinanden efter at have kigget lidt på engelske John Robertsons over/under for Boss & co i London. Det var en ægte over/under, men den slog aldrig an. Ihvertfald var der ikke mange af de engelske kunder, som kunne se noget som helst i den konstruktion. Det var efter deres mening nærmest helligbrøde at lave den slags narrestreger. Så det blev til meget få Boss over/undere i første runde. Til gengæld havde John Moses om altid et godt blik for nyskabelser, som han kunne lægge til dem han i forvejen havde med bl.a. den legendariske halvautomat A5. Desværre nåede John Moses ikke selv at se udtrykket i Pietro Berettas øjne og (tror jeg) misundelsen. Han døde lige før den første B25 var klar og det blev sønnen Val Browning, som i den belgiske våbenby Liege præsenterede verden for haglgeværet med “de forkerte løb”. Det blev den største nyskabelse indenfor haglgeværer siden Anson og Deeley i slutningen af 1800 tallet opfandt bokslåsen hos Westley Richards & Co. i Birmingham. Skal jeg være lidt grov er der nok ikke rigtigt sket noget lige så gennem-gribende indenfor produktionen af haglgevær siden slutningen af 20’erne.
Over/under nej: sovraposta
Men tilbage til kaffebordet hos Pietro og Tullio i Gardone. Tullio var ganske kæk og sagde til Pietro: “Sådan en kan jeg da også lave!” “Multo bene, multo bene, Tullio” sagde så gamle Beretta og afsted med dig til værkstedet. Der stod han så og filede og loddede i et par år, men i 1932 blev Sovra- postaen præsenteret. Det var afgørende, at Berettas over/under var lavet til flugtskydning, men Brownings var til jagt.
Siderne på sidelåsen er virkelig italisnsk minimalisme, når det er flottest. Hullerne er til de nøgler som bruges når siderne afmonteres.
SO’eren er med ægte sidelåse. Altså med fjedrene og mekanikken skruet på indersiden af de plader, der sidder på siden af baskylen. Det er den dyreste løsning og af mange også betegnet som den bedste. Ophænget er faktisk uændret fra 1932 tmed to knaster indvendig i låsen. Sådan er det på alle Berettaer i dag (og langt de fleste andre italienske og tyrkiske over/undere). Denne model har Greener lukke opfundet af englænderen W.W. Greener. En tværbolt bagest, som går ind i bunden af løbssættet. Det findes næppe mere solidt og er også kendt fra tyske og østrigske våben, dog ikke altid lige elegant udført. Mens Browning som nævnt håndbyggede i tusindvis af B25’ere i de kommende år primært til jægere havde Beretta i sine gener, at de kunne lave sportsvåben. Flugtskydning i forskellige discipliner var en sport i udvikling og Beretta var et kendt navn i de kredse. Så derfor var det helt naturligt at den første skulle være en sporter. Så kunne Tullio og Pietro også komme ud til konkurrencer og vise nyskabelsen frem. Interessant nok er den filosofi stadig gældende hos italienerne. Ofte bliver nye udgaver af Berettaer først lavet som sportsgeværer, hvorefter der pilles lidt ved dem et par år efter og så er de jagtgeværer.
Balance, balance, balance
Jeg har skudt med et par udgaver af SO5’eren. Selvfølgeliug er det første man lægger mærke til balancen. Den perfekte balance er det som kendetegner et næsten 100 procent håndbygget gevær og i de bedste materialer. Ingen af dem jeg har prøvet er dog med specialmål til mig. Det bliver de fleste, når man bestiller en ny SO5. Enten på fabrikken i Italien eller hos forhandleren i Danmark. De fleste er godt klar over, hvad det betyder for fornøjelsen af skyde med sådan et gevær. Jeg vil dog sige, at selv uden den personlige tilpasning falder en SO5 godt til skulderen. Det tror jeg skyldes, at Beretta med deres enorme produktion af helt almindelige haglgeværer har et meget tæt kendskab til hvordan et gevær skal skrues sammen og drejes for at de fleste kan bruge det lige fra hylden. Det er bare ikke så ofte man så kan hente den lige fra hylden. Der er leveringstid og der bliver jo ikke lavet så mange af dem på årsbasis. Der står nok nogle få stykker her i Danmark, men der er også nogle brugte. De brugte jeg har set er uanset deres alder gode køb, især hvis man ikke lige har tålmodighed til at vente på en ny. Berettas danske importør har lige nu en enkelt SO5 på lager.
Finish og minimalisme
Beretta
Det er no ikke nødvendigt at sige, at finish og udseende hele vejen igennem er i top. Der kan altid findes flottere skæftetræ (hvis man vil betale ekstra), men gravering er der ikke så meget at komme efter. Det er nærmest en minimalistisk udsmykning med løv i kanten af sidelåsene og lige her og der med en fin og tynd nål. Ikke noget italiensk over-udsmykning, men snarere en helt bevidst underspillet gravering på de blankpolerede overflader. Hvis det skal være kan den leveres med helt blanke flader på baskylerne. Kedeligt? Måske, men det er altså ret blæret synes jeg. Den ene testmodel jeg har skudt med havde faste chokes. Det synes jeg er en god ting, da jeg personligt jo alligevel skyder med de samme chokes i løbene. Men selvfølgelig kan du får den med både indvendige chokes og udvendige, hvis du ikke kan leve uden de mange valgmuligheder. Det samme gælder løbslængden. Bestil og betal så får du det antal centimeter du ønsker. Er det så bedre at skyde med en SO5 til 250.000 end en Silver Pigeon til 25.000? Ja, det synes jeg. Der kommer hagl ud af løbene og der er rekyle alt efter patronvalg, men når vi har den forholdsvis høje vægt (ca. 3.7 kilo) kombineret med super balance så er fornemmelsen bare bedre. Om jeg ramte flere duer end ellers er ikke relevant, men det jeg så hen over løbene var rart og der er vel også en grund til at de fleste topskytter skyder med de dyreste geværer. Selvfølgelig er der i dag flere at vælge imellem. Der er også en SO6 og på det seneste også en SO10.
Den næste test bliver fra en af de nyere, men meget populære italienske producenter: Cæsar Guerini i Norditalien. Det er den nyeste sporter Invictus IX
I den kommende tid vil der ske nye ting på denne side. Bloggen har kørt i den velkendte form siden 2014 og har hele tiden været mit personlige forum for artikler og nyheder, som den etablerede jagtpresse ikke har ønsket at bringe eller været interesseret i.
En test af et haglgevær hver måned
Fremover vil jeg mindst en gang om måneden teste et haglgevær – enten en jagtmodel, en sportsmodel eller en af de mange, som kan begge dele. Og jeg vil ikke lade prisen være afgørende. Nyhedsværdien, populariteten eller noget specielt vil være afgørende. Det er jo sådan, at mange af os (mænd) også med glæde læser om en test af en Range Rover eller en Ferrari til over en million kroner, vel vidende, at sådan en kommer ikke til at stå vores carport.
Selvfølgelig er de billige geværer også en del af udvalget. Læsere af mine test gennem årene vil vide, at jeg sætter pris på f.eks. mange af de tyrkiske modeller i den billige prisklasse. Den høje pris alene garanterer jo hverken højeste kvalitet eller bedste udførelse – det gælder både vaskemaskiner og haglgeværer.
Jeg vil bestræbe mig på at koncentrere testen om et enkelt gevær. Så kan jeg pille hvad som helst ned fra hylden og bruge tiden på at skyde og finde historien frem om netop dette mærke. Historien bag geværet ved jeg at mange sætter pris på og jeg vil prøve at grave ting frem, så hvert gevær får sin historie med i artiklen. Men selvfølgelig kan der være en god grund en gang imellem til at sammenligne flere haglgeværer.
Jeg har testet haglgeværer hver måned siden 2009 i jagtmagasiner og det vil jeg nu gøre her på siden. Jeg mener, at jeg har en god fornemmelse for hvad der er godt og hvad der er knap så godt. Med test af et godt stykke over 100 haglgeværer har jeg også en god fornemmelse af, hvad der skal til for et gevær er godt at eje og skyde med – uanset om prisen er 3995 kroner eller 399.500 kroner. Det er det udgangspunkt jeg har.
Nye emner på vej til spalterne
Jeg vil også med mellemrum kigge nærmere på andre vigtige elementer i vores verden. Det kan være besøg og nærmere kig på nogle lokale skydebaner eller det kan være at kigge lidt nærmere på drømmen for mange jægere og naturmennesker: at eje sin egen skov eller ejendom med jagt. Jeg håber at kunne pille nogle ud, som både kan være “billige” og spændende.
Nyheder indenfor haglgeværer, flugtskydning og jagt vil stadig blive prioriteret højt. Det kan være den spændende udvikling med de nye krav, der for tiden er til debat om støj fra skydebaner. Nu er høringsfasen slut og Miljøstyrelsen vil i løbet af 2023 komme med et udspil. Jeg har af Miljøstyrelsen fået udleveret alle ansøgninger, kommentarer og vurderinger. Min vurdering lige nu er optimistisk. Alene af den grund, at det er kommunerne, som skal administrere de eventuelt nye regler og det har kommunerne hverken lyst eller penge til. Det er en større sag, som jeg vil granske nærmere og senere skrive om.
Allerede i 2017 skrev jeg en artikel om støjdæmpning af skud med haglgevær. Du kan læse artiklen her
Støj fra skydebaner er allerede nu ved at bliver undersøgt – igen. Jeg følger sagen og tænker på min test af en lyddæmper til haglgeværer. Der skal vi forhåbentlig ikke hen.
Skriv til mig
Jeg håber også at kunne få en debat med læserne. Det vil også i fremtiden være sådan, at nye artikler på denne side vil blive præsenteret via facebook siden: positivskydning.dk
Kommentarer kan du komme med både på Facebook-siden eller i kommentarfeltet på denne side. I al den tid jeg har haft positivskydning.dk har kommentarer været holdt i en ordentlig og sober tone. Det forventer jeg holder. Dette er ikke et forum, hvor der ikke er fri leg for brokkehoveder eller usaglige beskyldninger. Kritik er velkommen, men jeg forbeholder mig ret til at slette.
Jeg vil også rigtig gerne have forslag fra jer til eventuelle emner jeg kan tage op på siden. Jeg kan kontaktes via besked på Facebook eller ved at skrive en mail til mig:
thorkild@ellerbaek.eu
Noget af det vi skal satse på i fremtiden er at der kommer nye unge skytter til flugtskydning. Det er en god sport for nyjægere og det er billigere end at gå på jagt.
Jeg er blevet interviewet i Viborg Folkeblad. Det var min arbejdsplads i mange år i 70-80’erne. Lokalredaktør i Kjellerup og Karup. Mange gode år på den jyske hede…
Jeg hare netop modtaget kopi af den såkaldte lektørudtalelse, som bibliotekerne indkøber bøger efter. Det er en anbefaling fra professionelle bibliotekarer og andre, som læser nye bøger og så giver de en anbefaling med på vejen.
Jeg kan da kun være tilfreds med den udtalelse min bog har fået. Du kan læse den her
Hvis ikke du har købt bogen kommer den nok på et bibliotek i nærheden af dig.
