Triple up på haglgeværet?

Tyrkiske Akkar med tre piber i kalber 12.

Tyrkiske Akkar med tre piber i kalber 12.

Ind imellem kommer der nogle ret spøjse haglgeværer på markedet. Nogle er så specielle, at man må nøjes med at trække på smilebåndet, mens andre er ret interessante.

Den seneste trend er de såkaldte triple-barrelled haglgeværer, altså med tre piber og plads til tre patroner. Chiappa i Italien og Akkar fra Tyrkiet har triple-geværer i programmet og de ser da ret spændende ud.

Chiappas triple barrelled shotgun.

Chiappas triple barrelled shotgun.

Men inden du begynder at drømme om en triple-barrel må vi jo her i Danmark konstatere, at de ikke er lovlige til jagt herhjemme. Vi må have to patroner i geværet og det er det.

Nyt er det imidlertid ikke. John Dickson i Edinburgh lavede allerede i begyndelsen af 1900-tallet en triple-model. Den blev kun lavet i ganske få eksemplarer og har stor samlerværdi i dag. Den var iøvrigt med side-lever i stedet for toplukkenøgle. Dickson triple-gevær har piberne placeret ved siden af hinanden – en slags side-bys-side-by-side. De to nye udgaver har to piber ved siden af hinanden og den tredje piber lagt ovenpå.

Jeg har også set flere specielle triple-modeller især fra tyske og østrigske bøssemagere. Det har alle været nogle unikke våben lavet på bestilling.

Det er dybest set også et spørgsmål om sådan et gevær er godt at bruge i praktisk brug. Det siger sig selv, at en ekstra pibe oven på en klassisk side-by-side giver noget mere vægt i geværet og det kan give problemer med balancen. Ejeren af Dicksons triple-model siger dog, at den fungerer fint. Chiappaen vejer over 4 kilo og Akkars vejer 3.75 kilo!

Chiappa og Akkars modeller er naturligvis mere moderne og uden at have haft sådan i hænderne er jeg ikke i tvivl om, at med moderne materialer kan man til en vis grad i bogstaveligste forstand lette modellen.

Jeg kender både Ciappa og Akkar. Chiappa er kendt for nogle ret – efter vores forhold – usædvanlige modeller og jeg har testet deres bøjlespænder i kaliber 12. Akkar har jeg også testet i en mere almindelig over/under udgave og i en luksusudgave. Det er fine våben.

Jeg vil dog tilføje, at det jeg har set af de to modeller vækker min mistanke om, at det rent faktisk er Akka, somr producerer dem begge. Chiappa er amerikansk og italiensk, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at en række producenter køber modeller udefra. I stigende grad fra de gode tyrkiske producenter. Men det er min fornemmelse.

John Dickson triple-barrelled haglgevær er mere end 100 år gammel og skyder den dag i dag et sted i England.

John Dickson triple-barrelled haglgevær er mere end 100 år gammel og skyder den dag i dag et sted i England.

John Dickson har jeg testet i en klassisk round action side-by-side, som er Dicksons mest kendte model.

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Schultz & Larsen med fornemt engelsk navn

For os der kender Schultz & Larsen er der ikke megen tvivl. Men her er de med William Evans navneskilt i lukususudførelsen

For os der kender Schultz & Larsen er der ikke megen tvivl. Men her er de med William Evans navneskilt i lukususudførelsen

 

Det har længe været almindelig praksis at en del af de klassiske engelske navne har fået produceret deres våben “ude i byen”. Det gælder bl.a. andre Wm. Powell, Churchill og William Evans, som har fået haglgeværer fra bl.a. Grulla, Arietta og Perazzi. Geværerne er leveret til London, hvor de så er blevet færdiggjort og fået det klassiske navn stemplet ind.

At en dansk producent nu er kommet med i dette fornemme selskab er meget flot. Men da det er riffelproducenten Schultz & Larsen er det egentlig ikke overraskende. Alle der kender S&L ved, at det er kvalitet som måler sig med de bedste internationale navne.

Det har William Evans i London fået øje på og Schultz & Larsen indgår nu som deres producent af rifler under navnet “The William Evans “SL” Bolt Rifle”.

William Evans i London er et af de gode gamle kendte engelske huse med en historie helt tilbage til 1880’erne. Så erfaringsmæssigt kan Schultz & Larsen også være med her. Men det var fortrinsvis haglgeværer, som gjorde Evans til et navn op igennem tiden. De producerer fortsat deres egne håndbyggede geværer i et meget begrænset antal, men har haft stor succes med deres serie af haglgeværer produceret hos spanske Grulla med engelske specifikationer.

Det samme er tilfældet med SL-riflen, som bliver lavet i Danmark. Det er S&L-rifler i den dyre ende, som er grundlaget for Evans-riflen. De bliver færdiggjort hos Evans og de fås i en række kalibre og med forskellige grader skæftetræ i både “Classic” og “Monte Carlo” udførelse, som vi også kender det herhjemme.

14968

Efter min mening er S&L-riflen med det klassiske skæfte en af de smukkeste rifler på markedet og af egen erfaring ved jeg også, at det er en yderst præcis riffel, som kan skyde sig op med de bedste. Jeg har set meget dyrere rifler, som ikke har samme standard som en S&L-riffel. Den trofaste og afprøvede Mauser-lås er noget af det bedste man kan få.

Piben kan skiftes, som på den S&L riffel vi kender og den kan leveres med den originale “Hard Core” lyddæmper, som er meget populær i England/Skotland. Der er selvfølgelig mange muligheder, når man bygger sin Evans SL-riffel.

Prisen er ikke helt afskrækkende med den billigste udgave til 2.450 GBP (24.500 dkr) og den dyreste med gade 5 skæfte koster 3.250 GBP (32.600 dkr). Dertil skal så lægges diverse ekstra som montager, lyddæmper og hvad man ellers kan bygge på. Og mange vil sikkert gerne have en ekstra pibe med i kassen.

Se mere om William Evans

I videoen herunder er Peter Jones fra County Deer Stalking ude for at teste den nye riffel (starter ved ca. 5:00)

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | 1 kommentar

London auktion coming up

Onsdag og torsdag i denne uge er jeg i London hos Holt’s Auctioneers på Hammersmith Road. Det er dagen, hvor der skal handles jagtgeværer, rifler og antikke våben for millioner og det tyder på at blive et tilløbsstykke her i julemåneden.

Der er gode chancer for at gøre en god handel i år. Ejeren af auktionshuset Nick Holt siger til positivskydning.dk, at der er mange gode geværer, som ligger lidt under hvad de ellers ville koste. Det er især bokslåsgeværerne – som der iøvrigt ikke er så mange af – der er gået ned i pris. “Det er et udtryk for, at markedet er svagt for dem lige nu. Derfor kommer der ikke så mange til salg og dem der er med, ligger lavere i pris end vi ellers ser”. Erfaringen er dog, at også bokslåsgeværer sagtens kan stige igen, måske allerede til de engelske auktioner i foråret.

Nick Holt, som står for auktionen torsdag

Nick Holt, som står for auktionen torsdag

Dette specielle par Holland & Holland i kaliber 12 er på auktionen torsdag. De er vurderet til mellem 82.000 0g 120.000 kroner.

Dette specielle par Holland & Holland i kaliber 12 er på auktionen torsdag. De er vurderet til mellem 82.000 0g 120.000 kroner.

Men lige nu er der altså også nogle af de dyre til salg på tirsdag. Bl.a. et par kaliber 12 Holland & Holland med særlig gravering, som er vurderet til omkring en million danske kroner. Som noget specielt er det muligt at købe et par i kaliber 20 med numre lige efter 12’er parret. De er et godt tegn på at kaliber 20 er moderne lige nu med en vurdering mellem 1-1,5 millioner danske kroner.

Der er allerede stillet op til torsdagens auktion på Hammersmith Road. Eftersyn onsdag og torsdag indtil auktionen starter. Her mødes man med gamle venner og tager lige bestik af markedet. Opkøbere fra hele verden kommer også lige forbi

Der er allerede stillet op til torsdagens auktion på Hammersmith Road. Eftersyn onsdag og torsdag indtil auktionen starter. Her mødes man med gamle venner og tager lige bestik af markedet. Opkøbere fra hele verden kommer også lige forbi

Se live webcam fra auktionen torsdag Holt’s

Eller kigge i kataloget på Holt’s hjemmeside

Update fra de kommende dage på

positivskydning.dk’s Facebookside.

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Geværtilpasning før og nu

Videoen her viser hvordan tilpasningen skete i 1956 hos en af de kendte producenter i London. Det specielle gevær er det man kalder en “trying gun”, som har en masse indstillingsmuligheder. Den bliver brugt nogle steder den dag i dag, men ellers tager de fleste mere moderne metoder i brug. Et godt eksempel på, at for år tilbage var det kun blandt de dyreste producenter at personlig tilpasning var en mulighed. (Kilde: British Pathé)

Langt de fleste jægere køber et gevær og synes at det passer egentlig meget godt. Men mange har fået øjnene op for, at det er vigtigt at geværet passer til kroppen, skydestilen og den jagtform man nu en gang driver.

For år tilbage var det kun de færreste, som fik et gevær tilpasset, når de købte nyt. Det var de dyreste geværer og sådan er det også langt hen ad vejen endnu. Får man geværet tilpasset fra fabrikken er det dyrt, men til gengæld med sikkerhed for at det passer. Man kan selvfølgelig også købe et gevær og så få bøssemageren til at tilpasse det.

Skal der "vrides" på skæftet har flere bøssemagere denne maskine til at klare jobbet. Varm olie og en langsom påvirkning kan ændre skæftet i den retning man øsnekr det. Her det Nystrøm & Krabbes maskine, som er i gang.

Skal der “vrides” på skæftet har flere bøssemagere en maskine som denne til at klare jobbet. Varm olie og en langsom påvirkning kan ændre skæftet i den retning man ønsker det. Her det Nystrøm & Krabbes maskine, som er i gang.

Når de fleste klarer sig fint med et gevær fra hylden er det selvfølgelig fordi producenterne i dag har nogle meget tydelige billeder af, hvordan gennemsnitskøberen ser ud og er bygget. Så i mange tilfælde klares det ved at vælge en model med lidt længere (eller kortere) skæfte og det er også et af de vigtigste elementer i tilpasningen.

Dernæst er det afgørende hvilket mesterøje man har. Er det højre eller venstre? Det kan der kompenseres for ved at “vride” skæftet i den rigtige retning. Nogle skal måske også have hævet eller sænket skæftet, hvilket heller ikke er et voldsomt stort problem for en dygtig bøssemager.

Har du problemer med geværet er en tur med en dygtig skydeinstruktør en god ide. Han eller hun kan ofte fange problemet og analysere årsagen. Derefter er det hen til bøssemageren og få geværet tilpasset.

Læs hvad skydeinstruktør Rasmus Bjergegaard har at sige om tilpasning og skydestil

I dag er man oppe i den dyre ende af skalaen, hvis man vil købe tilpassede geværer fra fabrikken. Naturligvis er det de helt dyre engelske og spanske geværer, som tilbyder personlig tilpasning som en del af pakken. Men f.eks. Perazzi har i mange år haft en ekstra service, hvor man kommer til fabrikken i Brescia og får taget mål til skæftet. Det samme gør også det mindre kendte mærke Zoli.

En tredje mulighed, som flere og flere benytter sig af er at få et speciallavet skæfte hvor man simpelthen smider det gamle skæfte ud og får et nyt.

Sportsskytter har i mange år haft øjnene åbne for at få det helt rigtige skæfte og mange modeller fås i dag med justerbare skæfter, hvor man selv kan skrue op eller ned og til højre og venstre. Det er min erfaring, at det kræver en del erfaring som skytte at skyde sådan et jusrerbart skæfte ind så det lige passer. Men det kan lade sig gøre.

Dette justerbare skæfte er populært blandt sportsskytter. Her er det en Beretta 692 Sporting, hvor du selv kan stille både sidelæns og i højden. En svær disciplin, men mange vælger denne løsning.

Dette justerbare skæfte er populært blandt sportsskytter. Her er det en Beretta 692 Sporting, hvor du selv kan stille både sidelæns og i højden. En svær disciplin, men mange vælger denne løsning.

 

 

 

 

 

Du kan læse mere om skæftetilpasning i denne artikel fra positivskydning.dk

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Sjældenhed i Danmark: spritny AYA

AYA_blog

Mens spanske AYA virkelig var det store hit blandt danske jægere i 60’erne og 70’erne er der i dag meget langt imellem spritnye AYA’er på hylderne i danske jagtforretninger. Derfor var det spændende at teste en AYA no. 2 De Luxe forleden.

Jeg har skudt med mange forskellige AYA-modeller lige fra den billigste Hunters Gun til de dyre Sherwood og Ambassador. Altid virkelig gode våben, som mange tilhængere af side-by-side geværer den dag i dag sætter stor pris på og bruger til al slags jagt.

To af Jaguargruppens forhandlere Jagthuset Kr. O. Skov i Bording og Gamefair i Nærum har fået nogle helt nye geværer hjem her i efteråret. De er i den dyre ende af skalaen til omkring 80.000 kroner for testmodellen.

Ægte aftagelige sidelåse og helt bygget op efter engelske klassikere med Holland & Holland som model.

Der har ikke været en dansk importør siden Guldmann i sin tid gjorde AYA til danske jægeres foretrukne side-by-side. Og det var lige før over/underne overtog hele markedet.

Derfor er det spændende, at AYA igen er på hylderne. Testen kan læses i et af de første numre af JAGT Vildt & Våben i begyndelsen af det nye år. Hvor jeg også fortæller mere om AYAs historie og fremtiden for den smukke spanier.

Har du lyst til at bestille en AYA bygget helt efter egne ønsker og mål kan du bestille den på nettet. Eller kigge ind hos en af  forhandlerne i Danmark.

Udgivet i Testskydning af haglgevær | Skriv en kommentar

Vi punkterer lige et par sneppemyter

sattelistsneppe

Myterne er mange omkring snepper. Er du interesseret i snepper og sneppejagt kender du helt sikkert en del af dem. Vinden skal blæse kraftigt fra øst, det skal fryse hårdt i Sverige og Finland, når fuglekongen kommer i plantagen kommer snepperne og snepperne kommer med den første fuldmåne i november….

Det er for de fleste af os ikke rigtig en myte, at vinden skal blæse fra øst. Det har mange sneppejægere oplevet som virkelighed. Og det er også naturgivent, at fryser det hårdt østpå begynder snepperne at rykke vestpå – og altså også til Danmark.

Når fuglekongen er her kommer snepperne. Ja, måske er det rigtigt, men det har ifølge forskerne i Game and Wildlife Conservation Trust en ret naturlig forklaring fordi fuglekongerne østfra flyver vestpå af samme grund som snepperne, nemlig fra kulde til lidt varmere klima.

I gamle dage kunne man slet ikke forstå, at fuglekonger kunne flyve fra Finland til Danmark, eller for den sags skyld krydse Nordsøen til England. Og myten sagde, at de bittesmå fuglekonger fik et lift på ryggen af snepperne på de lange skrækninger.

Tjae. Det er en god historie. Men den holder næppe med den viden vi har i dag. Mange fugle i alle størrelser er i stand til at flyve rigtig langt forår og efterår.

Så er der den med novembers første fuldmåne. Den tror jeg faktisk selv på af erfaring gennem mange år.

Ifølge GWCT’s forskere har det dog en håndgribelig forklaring. Tidligere mente man jo, at snepper havde nemmere ved at navigere i novembers klare månelys. Det lyder jo ganske plausibelt, men i dag ved vi, at snepper i stor udstrækning er natfugle  og at deres syn derfor er justeret og tilpasset mørke. Og vi ved jo også, at snepperne ligger på deres steder i plantagen tidligt om morgenen.

Novembers fuldmåne

Hvorfor så flyve tværs over land og vand i novembers fuldmåne? Som GWCT-forskerne konstaterer er det fordi snepper, som de fleste andre trækfugle, gerne vil spare på kræfterne. Derfor er flyvning i fuldmåne på lange stræk helt oplagt på grund af, at det altid er tørvejr i fuldmåne og meget sjældent blæsevejr. Med andre ord en helt naturlig trang til at rejse så ubesværet som muligt.

Jeg tror nu stadig, at dage med en frisk østenvind og fuldmåne vil være en god dag til en tur i plantagen efter snepperne. Jeg har set de første, og nu har vi november og det er fuldmåne – næsten – lige nu og så igen sidst på måneden.

Følg med hvad Game and Wildlife Conservation Trust skriver på Woodcock Watch

Hvordan har du det med sneppe-myterne? Skriv gerne en kommentar.

Udgivet i Om jagt | Skriv en kommentar

Har du tjek på afstanden….?

winserhøjeskud

Når vi nu er i gang med sæsonen er der sikkert nogle, som allerede har erfaret, at det ikke altid er lige let at ramme og ikke altid er lige let at bedømme afstanden. Både meget erfarne jægere og helt nye jægere har svært ved at bedømme afstanden til vildtet. Det er ikke noget specielt dansk fænomen. Det viser undersøgelser fra bl.a. England også. I enkelte tests i UK har selv erfarne jægere over 50 procent fejl i afstandsbedømmelsen!

Nyjægerne er dem, der har haft det tættest inde på livet, da afstandsbedømmelse er en del af jagtprøven. Så de har haft mulighed for at lære det eller ihvertfald forsøgt at lære det.

Det er ikke altid nemt, når man står midt i en jagtsituation at bedømme afstanden, men der er nogle ganske enkelte metoder, som enhver kan bruge og drage nytte af.

Ved fuglejagt vil man sandsynligvis blive sat på post et stykke fra såten. Så kan man jo lige starte med at skridte afstanden ind til såten af. Det er selvfølgelig ikke altid en mulighed at rende rundt med meter-måler-skridt, men hvis det er i orden, så har man det som udgangspunkt. Har man denne afstand kan man så kigge opad og ligesom forestille sig at trække fladeafstanden op til højden.

De fleste træer i Danmark når ikke så langt op i himlen, som mange tror. Bøgetræer på god jord i Danmark når op på højst 30 meter, mens graner som regel kun sjældent når op i den højde. Så i teorien og ifølge de jagtetiske regler kan man altså skyde fugle, der flyver lige over toppen på de fleste af træerne.

Men nu er alle træer jo ikke ensartede i væksten så der kan være forskelle fra sted til sted, og det er en god ide at træne lidt højde/afstandsvurdering. Udgangspunktet kunne være en flagstang i en villahave. Den er som regel 8-10 meter høj. Gå op til flagstangen og marker din egen højde eller marker to meter op ad stangen. Gå på afstand af stangen f.eks. 15-20 meter og hold hånden ud i strakt arm og marker med x-antal fingre hvor to meter-mærket er. Sæt dine hænder “overnpå” hinanden og tæl sammen. Så har du højden.

Ved skydning til ræv, hare eller råvildt på en drivjagt er der jo let at skridte ud hvor meget 15 meter er og så finde et fixpunkt , til at markere den yderste grænse for dit skud.

TEhøjeskud

En ting er den teoretiske tilgang til afstandsbedømmelsen og de øvelser vi alle kan lave i hverdagen, men virkeligheden på en jagt er jo ofte ganske anderledes. Der kan være forhold i lyset som influerer. Bl.a. kan klar sol ofte give “forkerte” billeder af flyvende fugle. De er oftest længere væk end det ser ud til.

Der kan også være den situation, at en enkelt jæger ikke kan holde fingeren i ro og begynder at skyde efter indflyvende ænder, duer eller andre, mens de er alt for højt oppe. Vi kender det alle og vi kender også den situation, at det får andre til at skyde, uanset at det ikke er i orden på grund af afstanden.

Det værste jeg ved, er den jæger som lige skal skyde efter en en due, en krage eller en and, som vi alle kan se er for langt ude, men som han siger: “Det skulle da prøves, ikke?” Nej, det skal ikke prøves. Det er virkelig dårlig stil og dårlig opførsel.

Til slut en lille smule ballistik. Du får ikke længere rækkevidde med dit haglgevær ved at vælge længere løb og tættere chokes. En haglsværm fra en kaliber 12 patron kommer af sted i en aflang sværm på 2-3 meter og uanset hvordan den er sendt af sted er den kun effektiv, hvis kernen af sværnmen rammer vildtet. Mange erfarne jægere skyder alt fra snepper til gæs med 28 gram patroner i størrelse 5 og de rammer. Det er i den sidste ende evnen til at ramme som afgør om vildtet dræbes.

Selvfølgelig kan man opnå nogen effekt med større hagl, større ladninger og mere tryk og jeg vil ikke udelukke, at der er mange fordele ved at øge patronens styrke ved f.eks. ande- og gåsejagt. Men myten om manden med den langløbede 12 supermagnum og hagl nr 2, der skyder gæs på 50 meter er og bliver en myte.

1-1_50Det ses på billedet til venstre. Det er en 86 millimeter magnumpatron med 42 gram hagl nummer 2 skudt på 50 meters afstand med 1/1 – altså fuld boring i løbet.

Det er muligt gåsen eller anden ville falde død til jorden, men med kun tolv (12) hagl – meget spredt – i centrum af skiven er risikoen for en anskydning langt større. Så det kan lade sig gøre, hvis et enkelt hagl rammer i hovedet, men det er altså i langt de fleste tilfælde mere held end god skydning. Og når vi skyder på levende dyr skal vi aldrig satse på heldet…

Den engelske skydeinstruktør Simon Ward - læs hans gode råd om afstand (Foto: Fieldsports Magazine)

Den engelske skydeinstruktør Simon Ward – læs hans gode råd om afstand (Foto: Fieldsports Magazine)

Simon Ward om afstand i Fieldsports Magazine

 

Hvis du ikke har fået nok træning er der her en mlighed for at træne lidt videre på computeren eller iPad’en. Det er hos GunOnPegs “skydetræning”

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Justerbart skæfte til den kræsne skytte

ergosign_1

Det er vigtigt både for jægere og sportsskytter, at skæftet passer. Især de sidste har i mange år købt geværer med justerbare skæfter, og det er meget populært blandt seriøse sportsskytter.

Skal man tage skridtet fuldt ud kan man få et skræddersyet skæfte hos en dygtig skæftemager/bøssemager. Nu er der kommet endnu en mulighed med  det tyske firma Ergosign, der producerer et multi-justerbart skæfte til en række sportsgeværer.

Udgangspunktet er et standardskæfte med  mange indstillingsmuligheder. Det giver mange forskellige justeringsfinesser på skæfte, bagkappe og kolbe. Der er faktisk mulighed for at skræddersy sit eget skæfte, der passer 100 procent til kroppen.

Det er jo ikke et kønt skæfte efter de traditionelle begreber, men effektiviteten er der ikke tvivl om. Jeg har haft lejlighed til at skyde med et sportinggevær med standardudgaven monteret. Det kræver selvfølgelig nogen tilvænning og det kræver også rigtig mange skud for at man kan finde frem til den rette indstilling. Jeg vil mene, at man virkelig skal være i den gode ende af skytte-rækken for at man får fuldt udbytte af skæftet. Det kræver viden og rigtig mange skud for at nå frem til den perfekte indstilling.

ergosign_2

Pistolskæftet er ergonomisk udformet, hvilket giver et meget fast greb. Så det er  vigtigt at skæftets længde justeres, derefter hvilken cast der passer til den enkelte. Men også højden og vinklingen kan finjusteres. Der er også flere muligheder for at indbygge rekyldæmpning i skæftet.

For den dygtige sportsskytte er der med dette special-skæfte gode muligheder for at få det helt perfekte skæfte og dermed også opnå forbedringer i skydningen. Flere af de sportsskytter, som har set og prøvet skæftet var ikke i tvivl om, at det er noget, der kan hjælpe på vej.

OL guldvinderen i Double Trap Peter Wilson med sit Ergosign-skæfte

OL guldvinderen i Double Trap Peter Wilson med sit Ergosign-skæfte

En række af de kendte sportsskytter verden over har fået skæftet på deres våben. Bl.a. den engelske OL-guldvinder fra 2012 Peter Wilson og SKEET-verdensmesteren i 2015 Vincent Hancock fra USA. Der er også flere af de danske sportsskytter, som nu har valgt dette skæfte.

 

 

Rent praktisk er skæftet i sin grundudgave på forhånd tilpasset en række populære sportsgeværer: Berettas DT10,DT11, 682/686, ASE 90 og 690/2. Blaser F3, Krieghoff K32 og K80, Perazzis sportsudgaver, Renato Gamba og inden længe også til Brownings B25-serie.

JAFI i Viborg har Ergosign-skæfterne på lager i standardudgaven til ca. 17.000 kroner.

Se flere detaljer hos ergosign.com

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Spanske Arietta i 75 år

I den nordspanske by Eibar findes en række mindre kendte bøssemagere ved siden af AYA, som er kendt af de fleste danske jægere. Det er bl.a. Grulla og Arietta og sidstnævnte kan i denne tid markere 75 år som selvstændig producent.

Avelino Arietta startede produktionen i 1940 og da var det næppe finere haglgeværer, som blev lavet. Det blev imidlertid den type geværer Arietta er kendt for siden krigens slutning og i dag er sønnen  Juan Carlos Arietta i spidsen for de fine geværer fra Baskerlandet.

I lighed med de andre spanske producenter gik Arietta “den engelske vej”. Det vil sige, at geværerne er bygget op efter samme principper som engelske Holland & Holland eller Purdey. Elegante sidelåsgeværer, som hos Arietta fås i seks-syv forskellige versioner og ikke mindst prisklasser. De producerer også højt respekterede dobbeltrifler.

Bøssemagerens arvejdsbord hos Arietta i Eibar i den baskiske provins i Spanien. Jo billedet er nyt, ikke fra "gamle dage".

Bøssemagerens arbejdsbord hos Arietta i Eibar i den baskiske provins i Spanien. Jo, billedet er nyt, ikke fra “gamle dage”.

En Arietta i den billige ende er også håndlavet. Der er dog ikke tvivl om, at lås og piber i en eller anden form kommer fra maskiner, men de er vel det man i dag kan kalde næsten håndbyggede. Maskinerne har – også hos de helt dyre engelske mærker – overtaget den grove del af fremstillingen.

Et sæt parbøsser som disse fra Arietta er i den billige ende til omkring 100.000 kroner. De er alle pengene værd

Et sæt parbøsser som disse fra Arietta er i den billige ende til omkring 100.000 kroner. De er alle pengene værd

Jeg har tidligere testet et sæt parbøsser i model 578 – det er i den billige ende til lige under 50.000 kroner pr stk. Og ligheden med engelske geværer er slående. Således er balancen helt i top og kigger man på den endelige finish med gravering og skæfte er det bare helt i orden. Selv i den billige ende…

En Arietta i dag er enten en “hyldevare” eller helt igennem bygget til ejeren efter måltagning hos en autoriseret forhandler eller i Eibar. I Danmark findes Arietta nogle få steder og jeg ved der et par stykker hos Jagthuset Kr. O. Skov i Bording og Gamefair i Nærum har også nye Arietta på hylden, hvis man har lyst til at kigge nærmere på ægte spansk elegance.

 

 

Udgivet i Artikler om våben og skydning | Skriv en kommentar

Fødselsdag og støtte til Jægere mod cancer i Viborg

Rene Jakobsen og Johnny Jørgensen fra JAFI kigger på programmet for arrangementet 11. og 12. september i Viborg

Rene Jakobsen og Johnny Jørgensen fra JAFI kigger på programmet for arrangementet 11. og 12. september i Viborg

 

Det er nu otte år siden jagt- og fiskeributikken JAFI startede i Viborg. Det markeres fredag den 11. og lørdag den 12. september med mange  tilbud og events ved butikken i det nordlige Viborg.

Bl.a. er der tombola hvor Mai og Glen Hegaard fra kampagnen “Jægere mod cancer” står for et amerikansk lotteri med præmier for mere en 50.000 kroner. Overskuddet går ubeskåret til Jægere mod cancer.

Udover en lang række tilbud fra JAFI vil der være “underholdning” med en såkaldt “fald-i-vandet-maskine”. Der er chance for at vælte bl.a. Viborgs borgmester Torsten Nielsen, bøssemager Per Langvad samt Johnny og Rene i baljen med velrettede boldkast.

Flere arbejdende værksteder er også med, bl.a. bøssemager Per Langvad, Aage Dahl Trofæmontering, knivmager Kurt A. Nielsen og Viborg Sportsfiskerforening.

På begge dage er flere af de store aktører indenfor jagt- og fiskeribranchen til stede med tilbud og mulighed for at vinde en række præmier.

 

Udgivet i positivskydning.dk | Skriv en kommentar